Masser af lovgivning vedtages i håb om at lette borgernes vilkår eller for at lappe et 'hul' i lovgivningen. Men ofte må det efterfølgende erkendes, at trods alle gode intentioner blev resultatet helt anderledes. Frem for at lette vilkårene, overreguleres et område. Man opnår det modsatte af det tilsigtede.

Et friskt eksempel: Kort før jul har Folketinget vedtaget en ændring af den kommunale Styrelseslov, som afskaffer de kommunale og regionale kvalitetskontrakter.

Kommuner over hele landet fandt kontrakterne som tidsspilde. Kommunalbestyrelsen skulle i en rapport vurdere, hvordan kvaliteten i den kommunale varetagelse af opgaver kunne udvikles. Politikerne skulle tage ansvar for nogle mål for hvert serviceområde. 

Og når kommunalbestyrelsen året efter skulle behandle budgettet, skulle kvalitetsrapporten også på dagsordenen og kigges efter i sømmene. I forbindelse med budgetbehandlingen skulle kommunalbestyrelsen redegøre for, hvordan rapporten var blevet fulgt op.

Det var en voldsom byrde for den kommunale administration.

Som ansvarlig direktør for økonomiområdet har jeg selv prøvet at skulle forene en kompliceret og langstrakt budgetproces med den pålagte evaluering af kvalitetsrapporten og sørge for, at alle interessenter blev inddraget. Det var temmelig tidsrøvende for alle involverede og komplicerede beslutningsprocessen ganske betragteligt.

Tænk hvis man overførte denne konstruktion til Folketingets finanslov, som i forvejen kræver stor behændighed af embedsmænd/politikere. Samtidig med forhandlingerne om fordelingen af rigets samlede finanser skulle der bruges tid og kræfter på at evaluere ethvert serviceområde under de enkelte ministerier.

Tanken er umulig

Lovændringen er virkelig fornuftig i dette ords oprindelige betydning.  Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) fortjener stor anerkendelse for gennemførelsen. 

Der har været interesseorganisationer, der har advokeret for, at administrative belastninger er et nødvendigt onde for at tvinge kommuner til handling – for eksempel til udbud gennem den kommunale udbudsstrategi, der nu også er afskaffet. Denne argumentation holder efter min opfattelse ikke.

Naturligvis er der kommuner, der har haft glæde af at udarbejde en strategi for deres udbud med målsætninger, som administrationen kunne bruge som arbejdsgrundlag og sigtelinje.

I flere kommuner har der imidlertid været tale om kraftigt overlap til den lokale indkøbsstrategi, der retter sig mod de konkrete indkøbs- og udbudsmål.

Dertil kommer, at udbudspolitikken nemt kan blive genstand for politisk signalgivning, der ikke nødvendigvis har det formål at fremme konkurrencen. Eksempler på at en kommune vil foretrække lokale udbydere af en ydelse findes jo.

Afskaffelsen af den kommunale udbudsstrategi er en fornuftig lettelse af de kommunale administrative byrder, og jeg er sikker på, at kommunernes vilje til at foretage udbud fremover vil imødegå de rejste indvendinger.

Folketinget har i decemberkulden også varmet mange kommunalfolks hjerter ved at ændre tilbudsloven, der fjerner pligten til at foretage annoncering af blandt andet juridiske tjenesteydelser, social- og sundhedsydelser.

Klogt tænkt af regeringen og Folketingets flertal og en klar styrkelse af den kommunale frihed.