Da jeg arbejdede som særlig rådgiver i Fødevareministeriet i sin tid, hørte jeg flere gange en tankevækkende vandrehistorie. Jeg ved ikke, om den er sand, men den går sin gang i ministeriet endnu, har jeg ladet mig fortælle, så noget må der være om snakken:

I de dage, hvor Svend Auken var miljøminister, havde man (også) store planer for naturområder, der skulle beskyttes.  Blandt andet Vadehavet, som nu er nationalpark. I den forbindelse var der debat om den dialog, som ministeriet skulle have med lodsejere og omkringliggende naboer. Historien beretter, at ministeren med sin legendariske utålmodighed skulle have udbrudt noget i retning af: ’Åhr, så skal vi til at skrive en masse breve i Anders And-sprog, så borgerne kan forstå, hvad vi vil!’ Efter sigende skulle projektet være blevet gevaldig bøvlet, fordi de berørte naboer – forståeligt nok – var blevet noget stødt over sammenligningen med tegneserielæsere i 7-12 års-alderen.

Vi spilder milliarder

Man kan jo ikke vide, om historien holder vand. Til gengæld er det ganske vist, at statsrevisorerne i slutningen af sidste uge udtrykte hård kritik af de offentlige myndigheders evne til at skrive, så folk kan forstå det. De påpeger, at kommunikationen '..i flere tilfælde er præget af så svært sprog og dårlig opsætning af breve og skemaer, at borgerne ikke forstår deres ret og pligt, når de er modtagere af sociale ydelser'.

 Nu skal beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) svare på kritikken af den dårlige kommunikation, der blandt andet betyder, at mange får for meget – eller for lidt – i sociale ydelser. Et meget usikkert skøn over fejludbetalinger fra samme statsrevisorer angiver, at der kan være tale om mellem fem og ti milliarder kroner.

Så det er altså ikke alene dyrt at skrive knudret og kancelliagtigt. Det kan også i den grad skabe og forværre konflikter mellem mennesker og det offentlige. I min lille kommunikationsrådgivningsbiks kommer jeg meget ofte ud til kommuner og andre offentlige myndigheder, der har krisesager, som skal håndteres. Sagerne rummer selvfølgelig masser af forskellige aspekter, men et hyppigt forekommende fællestræk er folk, der klager - og måske har fået mediernes interesse – og en myndighed, der er hæmmet af, at man på grund af tavshedspligt ikke kan fortælle ’hele historien’, og derfor er trængt i defensiven rent kommunikativt. Når man graver ned i den slags kriser, finder man imidlertid også bunker af kommunikation mellem menneske og myndighed. Af den slags, hvor den, der klager, gradvis rykker længere og længere op af stolen og bruger tiltagende flere VERSALER, mens myndigheden, som sagen skrider frem, kravler længere og længere ind bag paragrafferne.

Velkommen i politik-stammen

Men hvorfor er det så svært at skrive Anders And'sk? Man skulle jo tro, at det var nemmere at formulere: ’Du kan desværre ikke få tilskud. Det siger loven.’ End: ’I henhold til § 456, stk. B, må vi meddele dig afslag på din anmodning.’

Forklaringerne er flere. Den mest nærliggende – og mest kritiske – hænger sammen med den omsiggribende tendens til, at alle vi, der taler om politik og skriver om politik og lever i og med politik, både nationalt og kommunalt, efterhånden tilhører den samme stamme.  Vi er midaldrende hvide middelklassemennesker, der taler om det samme og med de samme. Derfor går der da heller ikke særlig lang tid, før et nyvalgt kommunalbestyrelses- eller folketingsmedlem holder op med at tale og skrive normalt. Pludselig bruger man ord som ’såfremt’ og ’dersom’. Og ’mennesker’ bliver til ’borgere’. For sådan taler vi jo i politik-stammen.

De politikere, der kan tale – og skrive – lige ud af posen, er ofte dem, der klarer sig bedst. Både i medierne og i vælgernes øjne. Så der er alle gode grunde til at holde fast. Men det er ikke nemt, når man bliver pakket ind i en omverden og en hel masse velmenende embedsfolk, der lige præcis ved, hvordan vi plejer at gøre. Ikke fordi de er ondskabsfulde eller dumme – bare fordi det er så dejlig trygt at gemme sig bag stammesproget. 

Thi kendes for ret….

Jeg oplever tit, at kunder, der skal forklare mig, hvorfor man ikke kan skrive Anders And'sk, griber til argumenter som: ’Formuleringerne skal jo have juridisk gyldighed.’ Mja, men man kan jo vedlægge paragrafferne i et separat dokument så. Og hvornår har vi sidst set eksempler på en retssag mod en offentlig myndighed, der havde udtrykt sig FOR forståeligt? Det sker ikke så tit, tror jeg. 

Sandheden er nok i virkeligheden, at vi er lidt bange for at miste autoritet, hvis vi skriver og taler, så alle kan forstå det. Ting, der er meget svære, er jo også meget værd – synes vi. Det betyder desværre nok, at alle vi i politik-stammen ender med kun at tale med hinanden. Mens resten af samfundet melder sig ud af vores samtale og i stedet laver hade-sider om os på Facebook. 

Måske skulle vi prøve at tjekke ud af Kancellikøbing og se, om vi kunne få midlertidig opholdstilladelse i Andeby? Selvom ingen går med bukser, kunne det jo være, at vi kunne lære noget…