Slår man det lange lys til og spejder efter de politiske kampe, der kommer til at definere fremtidens Danmark, så er der særlig én ting, der falder i øjnene: Spørgsmålet om privat eller fælles. Vores velfærdssamfund har indtil nu været baseret på fælles løsninger. Det skyldes ikke mindst, at det både er effektivt og sikrer demokratisk indflydelse på samfundets vitale dele.

Igennem de seneste 25 år er en lang række offentlige selskaber blevet privatiseret, og megen velfærd er blevet udliciteret til private aktører. Rækken af privatiseringer startede blandt andet med salget af Københavns Lufthavn og TDC, og senest er både DONG Energy og NETS fulgt efter. Fælles for disse fire selskaber er, at de udgør hjertet i den danske infrastruktur: fra vores brug af Dankort og NemID til strøm i stikkontakten. Vi har solgt kronjuvelerne i dansk infrastruktur og dermed også en stor portion indflydelse. Ligeledes har vi fraskrevet os muligheden for at bruge disse virksomheders overskud til at geninvestere i fremtidens infrastruktur. Overskuddet går nu i stedet til aktionærer, der har øjnet en overordentlig sikker investering med fast afkast. Det værste er, at der ikke er noget at gøre ved det. Man kan blot beklage, at der ikke har været større offentlig debat, mens det stadig var muligt at omstøde beslutningen. Tag DONG som eksempel: Salget havde været forberedt af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og DF siden 2004. Da protesterne kom 9 år efter, var det reelt for sent at stoppe salget.

Privatisering er imidlertid ikke kun et dilemma, fordi vi sælger vores indflydelse på vitale dele af vores samfund. Man må også sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi mener man bør tjene penge på. Den borgerlige regering fik med Lars Løkke som sundhedsminister kreeret et system, hvor private sygehuse blev overbetalt og favoriseret. Men er vi interesserede i, at private hospitaler tjener penge på vores sygdom? Det samme gør sig gældende med uddannelse og ældres hjemmepleje. For det giver sig selv, at hvis nogen skal tjene penge på uddannelse eller sundhed, så er der færre penge til at drive skole og sygehus for. Det offentlige derimod skal ikke skabe et overskud, men kan bruge alle pengene på undervisning og behandling. Desuden må det offentlige træde til, når de private aktører svigter. Senest stod 600 ældre i Odense uden hjemmehjælp i starten af april, fordi det private firma, som hjemmehjælpen var udliciteret til, gik konkurs.

Vi har solgt kronjuvelerne i den danske infrastruktur og dermed fraskrevet os indflydelse på nye investeringer. Jeg tror, at en af de forestående politisk kampe bliver, om vi også skal privatisere resten af arvesølvet i form af velfærdsydelser på uddannelses-, pleje- og sundhedsområdet. Jeg mener, vi som samfund begår en kæmpe fejl ved at privatisere flere vitale dele af vores velfærdssamfund. Det skyldes ikke mindst, at disse dele af vores samfund er for vigtige til, at vi kan lade det frie marked regulere dem. Der er behov for, at vi kan føre demokratisk tilsyn, og at vi som fællesskab kan regulere infrastruktur, velfærd og sundhed.