Denne klumme lider under at skulle afleveres en uge, før valget afholdes. 7 dage i en valgkamp er en evighed, og resultatet er stadig umuligt at forudsige. Som politologisk feltstudie har valgets første 16 dage imidlertid budt på en række interessante forhold.

De to statsministerpartier S og V er gået til valget med meget forskellige strategier. Helle Thorning-Schmidt har lanceret en politisk defensiv kampagne beroende på en fremskrivning af den offentlige sektor, men ellers blottet for nye politiske ideer. Meget betegnende er det under overskriften: ”Det Danmark du kender”. Til gengæld har hun meget offensivt forsøgt at gøre det til et valg om personlig integritet mellem hende selv og Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes strategi har været mere offensiv. Nulvækst i det offentlige, kontanthjælpsloft og lavere udviklingsbistand skal bruges til at finansiere en skattelettelse i bunden og flere penge til sundhedsvæsenet – samlet i det mere offensive slogan: ”Danmark for fremtiden”. Lars Løkke Rasmussen ønsker samtidig, at valget skal handle om politik fremfor personer.

Kigger man på de taktiske manøvrer under valgkampens indledende slag, ser billedet imidlertid markant anderledes ud. Helle Thorning har fra første duel mellem de to statsministerkandidater gjort, hvad hun kunne, for at råbe Lars Løkke i stykker, afbryde og tirre ham. Samtidig har Henrik Sass Larsen råbt løs mod DF, Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahls ”tulliarder”, og Socialdemokraterne har råbt ”Panorama”, hver gang lejligheden har budt sig.

I kontrast har Løkke virket meget tilbagelænet, ja, næsten apatisk i den første debat, hvor han også proaktivt brugte tid på at gå canossagang og beklage diverse sager om tøjindkøb og så videre. Til gengæld forsøger Løkke at få duellerne til at handle om politik og forskellene på rød og blå blok – især på udlændingeområdet og differencen mellem at være i arbejde og på overførselsindkomst. Der er således for begge parter en diskrepans mellem strategi og taktik.

Fælles for begge parter er imidlertid, at de er bundet af den parlamentariske ligning 3 + 1 = 1 + 3, også kendt som ”velfærdsknuden”. Thorning sidder i en blok, hvor 3 partier – Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne – ønsker mere klassisk velfærd i form af en større offentlig sektor med videre, mens Løkke geråder i en blok, hvor 3 partier i form af Konservative, Liberal Alliance og Venstre ønsker flere reformer, mens Dansk Folkeparti ønsker mere velfærd.
Det betyder, at Helle Thorning ikke kan levere meget andet end en fremskrivning af velfærdssamfundet, mens Lars Løkke ikke har kunnet levere meget andet end ”sigtelinjer”.

I modsætning til valgkampen i 2011, hvor Socialdemokraterne og SF gik til valg på en mastodontisk gentænkning af samfundsøkonomien – som dog hurtig blev udskiftet med ”gængse regnemetoder”, da de ramte regeringskontorerne – har denne valgkamp da heller ikke budt på de store økonomiske forskelle mellem de to blokke.

Det ideologiske snit har til gengæld været nogenlunde rent. Løkke ønsker at bremse væksten i verdens største offentlige sektor, mens Helle Thorning gerne vil udbygge den offentlige service henover de kommende år.

Et andet karakteristikum ved denne valgkamp har været, at mange af partierne synes at være ganske godt tilfreds med deres nuværende størrelse og ikke efterstræber magten.

Liberal Alliance belønnes for et solidt og grundigt benarbejde og bevæger sig støt og roligt mod en tocifret procentdel af vælgerskaren, og Anders Samuelsen virker, som om han engang vil se tilbage på denne valgkampsperiode som de lykkeligste dage i sit liv. På den politiske front har der imidlertid ikke været mange nye udmeldinger fra de liberale hedsporer under valgkampen.

Det samme gør sig gældende for Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, som allesammen synes at være ganske godt tilfredse med at trille med feltet hjem. Ingen af disse fire partier har således gjort sig synderlig bemærket i valgkampen hverken med skarpe krav til regeringsdannelse, indhold i regeringsgrundlag eller lignende.

Tilbage er så Konservative og Radikale Venstre. To partier, som tilbage i 00’erne gerne selv stillede med statsministerkandidater og under valgkampen har fremlagt en række politiske udspil på en bred vifte af områder. De falder begge støt og roligt i målingerne.

Måske meget symptomatisk for denne udvikling er Alternativets fremkomst og himmelstorm. Trods forslag om forbud mod citronmåner, nutella og køb af flere forbrugsgoder rammer partiet en vælgerskare, som er trætte af politiske kværulanterier – og hellere vil have drømme og fortællinger end magt.
Rigtig god valgdag!