Overenskomstfornyelserne på det private arbejdsmarked har indtil videre udfoldet sig i næsten demonstrativ fredsommelighed. Skønt - demonstrativt er det det jo ikke, det virker bare sådan, når man sammenligner med de alarmistiske forudsigelser om, hvor galt det ville gå, herunder at det nærmest uafvendeligt måtte ende med et regeringsindgreb for at afslutte den storkonflikt, som blev forudsagt lige så skråsikkert.

Når Christiansborg-boblen af politikere, journalister og kommentatorer tog så meget fejl, skyldes det for det første, at arbejdsmarkedets parter generelt forhandler på en anden måde end de politikere, som boblen er vant til. Udenfor er substansen altafgørende, mens signalafgivningen har mindre betydning.

For det andet har fagforeningerne denne gang selv bidraget til forvirringen i forbindelse med storebededagsslaget, hvor de for en gangs skyld gjorde netop signalafgivningen til det vigtigste og reducerede substansen til en rekvisit. Det fik politik-segmentet til at tro, at det ville blive ligesådan, når fagforeningerne skulle sidde overfor arbejdsgiverne. Det blev det som bekendt ikke.

Tværtimod indfriede fagforeningerne i CO-industri og arbejdsgiverne i Dansk Industri midt i februar den ideelle fordring, som netop disse to parter står overfor hver eneste gang, nemlig at indgå et forlig der er så velgennemtænkt, at det kan danne skole for alle de efterfølgende. Et gennembrudsforlig kaldes det derfor, og det var det i den grad.

Elementer fra det kunne således genses i overenskomstforligene for handelssektoren, finanssektoren, transportområdet, serviceområdet og byggeriet, efterhånden som de blev handlet af hen over de seneste uger, og på den måde er de næste to års løn- og arbejdsvilkår for alle betydende hjørner af det private arbejdsmarked faldet på plads i ekstremt god ro og orden. En iøjnefaldende modsætning til hvordan den politiske indblanding i arbejdsmarkedets vilkår spændte af.

Koblingen mellem de to forløb er derfor naturnødvendigt blevet svagere for hvert nyt overenskomstforlig, der føjede sig til rækken. Urafstemningen om overenskomstforligene som en de facto folkeafstemning om afhelligelsen af store bededag fortoner sig. Dels fordi forligene rummer så tilpas mange attraktive elementer for lønmodtagersiden, at det bliver svært at slæbe et nej hjem, dels fordi begge arbejdsmarkedsparter klogt har afholdt sig fuldstændig fra at forholde sig til storebededagsproblematikken. Oversat: Den del af det er politikernes sag, husker I nok.

Alligevel vil det for regeringen og især for statsministerpartiet være en lettelse, hvis det resterende forløb med urafstemning forløber lige så udramatisk som det indledende. Det siger sig selv. Mere overset vil det også være en lettelse for fagforeningerne, der uigennemtænkt kastede sig ud i en styrkeprøve mod det politiske system - og tabte. Stort. Allerede på dette punkt i forløbet står FH-formand Lizette Risgaard temmelig forpjusket tilbage efter at have sat alt ind på et krav, hun ikke kunne levere på.

Hvis det alligevel mod den senest gældende forventning ender med et nej ved urafstemningen, vil hele den røde del af fagforeningsbrancen blive trukket med ned. Et lovindgreb vil ganske vist have et indhold identisk med forligene, men samtidig vil det udstille, at de omfattede fagforeninger ikke selv var i stand til at hente en overenskomst hjem.

Netop hvad de røde fagforeninger ynder at håne de gule for. En grund mere for dem at håbe på et ja.