De sidste uger har mine kolleger afdækket vigtige og relevante spørgsmål i denne klumme. Vi står sammen om mange udfordringer, blandt andet kampen for flere varme hænder og mindre bureaukrati. Og på trods af, at vi ikke altid er enige om midlet, så glædes jeg over, at vi som udgangspunkt er enige om målet.

Derfor blev jeg også overrasket, da jeg i sidste uge kunne se, at Mette Frederiksen lancerede et opgør mod kommunalreformen, som i år har 10-års-fødselsdag. I første omgang består hendes opgør i at bestille en evaluering af reformen. ‘Endnu’ en evaluering, fristes man til at sige.

Men problemstillingen er nu reel nok. Der er store udfordringer med centralisering i Danmark. Det gælder både i kommunerne og andre steder.

Det er netop på grund af de udfordringer, at denne regering har gjort så meget for at skabe et Danmark i bedre balance. Vi har udflyttet statslige arbejdspladser, gennemført landbrugs- og fødevarepakker og liberaliseret planloven.

Men udfordringerne med centralisering startede altså ikke med de nye kommuner, selvom man nemt kunne få den opfattelse ud fra Mette Frederiksens tale. Derfor er det måske en god idé at genopfriske intentionen bag reformen.

Kigger vi på grundlovens § 82, så sikres herved "kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender”.

Men kommunernes ”anliggender” er ikke nogen statisk størrelse, og anliggenderne blev faktisk udvidet på en række områder. Det var godt. For det kommunale selvstyre er vigtigt. Det fungerer. Kommunerne ved ofte, hvilke løsninger deres borgere efterspørger. De kan hurtigt reagere, hvis tingene går skævt.

Men et velfungerende kommunalt selvstyre er ikke en naturlov. Et øget velfærdspres og en begrænset økonomi gør, at vi hele tiden bliver nødt til at følge med udviklingen.

Kommunerne skal have evnen til at levere den service, som deres borgere efterspørger. De skal have handlefrihed. De skal kunne levere de nyeste løsninger. Og intentionen i kommunalreformen Norddjurs var præcis den: At vi med en klar arbejdsdeling og færre – men stærkere – kommuner bedre kunne gå fremtidens udfordringer i møde.

Det er heldigvis sket på en række centrale områder. Jeg er i dag for eksempel rigtig glad for, at kommunerne overtog ansvaret for jobcentrene og beskæftigelsesindsatsen.

Det ser vi nu den positive effekt af i for eksempel Aabenraa og Greve Kommune, som er nogle af de bedste til at aktivere ledige. De inspirerer med deres konkrete løsninger og er gode eksempler på, at decentrale svar kan være løsningen på både kommunale og statslige spørgsmål. Det samme kan siges på mange andre områder.

Og hvis vi skal gøre det ud i historieskrivning, så gik ønskerne om stærkere kommuner stik mod Socialdemokratiets ønsker. De ønskede statslig styring af beskæftigelsesindsatsen og ville heller ikke give kommunerne ansvar for hverken miljølovgivningen eller socialområdet.

Skal det kommunale selvstyre fungere, så skal kommunerne være stærke nok til at varetage de opgaver, borgerne efterspørger. På den måde er styrke og kapacitet en forudsætning for et velfungerende kommunalt selvstyre.