I sidste uge fik Liberal Alliances leder kaldenavnet ”Audi-Anders” og Danmark historiens længste regeringsgrundlag. Det er to sider af samme sag - begge dele handler om kommunikation. Det kan vi lære af i kommunerne, hvor konstitueringsaftalerne primært fordeler ben, men ikke fortæller meget om flertallets og borgmesterens planer.

Når medier taler om regeringsdannelse, indgår ministerbiler i rigtig mange artikler og ikke mindst analyser. Ministerbilerne er symbolet på magtpolitikerne, der går mere op i biler og karriere end i ideologi og politik. Derfor var Ekstra Bladet hurtige til at omdøbe Anders Samuelsen til Audi-Anders og fokusere på, hvordan Liberal Alliance solgte ud politisk. Godt hjulpet på vej af gamle citater, hvor Anders Samuelsen selv har brugt samme billede. ”Man kan vinde ministerbiler og tabe sin sjæl” lød det fra Samuelsen på LA's landsmøde i 2013.

Audi er som kommunalpolitiske ”ben”

Men fokus på ministerbiler gavner ingen politikere – heller ikke oppositionen. Det koster på tillidskontoen for alle partier og politikere, og dermed tærer det på demokratiet. Det kan man konstatere efter et hurtigt blik på Ekstra Bladets Nationen eller på resultatet af det amerikanske valg. Er der noget, borgerne er trætte af, så er det politikere, der ser ud til at sætte sig selv før deres vælgere. Det skal vi også huske i kommunerne. Christiansborgs ministerbiler svarer til de kommunalpolitiske ”ben”, som bliver fordelt i konstitueringsaftalerne rundtomkring i kommunerne. Sætter kommunalpolitikerne selv fokus på formandsposter, økonomiudvalgspladser og lønnede bestyrelsesposter i forsyningsselskaberne, så understøtter det fortællingen om levebrøds- og karrierepolitikere.

Derfor var det også helt efter bogen, at Anders Samuelsen hurtigt forsøgte at dreje fokus fra de personlige fordele med ministerbil og pension til de politiske fordele ved at gå i regering. En ny oneliner lød, at Liberal Alliance ville få indflydelse på fordelingen af 1.000 milliarder – fremfor bare de 7 milliarder til topskattelettelser. Og Samuelsens to forhandlingspartnere havde samme interesse i at sætte politikken i centrum af forhandlingerne. Lars Løkke fokuserede fra begyndelsen på det politiske projekt og nedtonede ministerkabalen. Og de konservatives Pape forsøgte at sætte en politisk dagsorden med sine mærkesager; dog greb medierne i stedet - helt typisk for dem - en sidebemærkning, hvor Pape nævner et mål om 3 ministre og dermed 3 ministerbiler i forhandlingerne.  Bortset fra den svipser har de tre partiformænd konsekvent kommunikeret politisk fokus i forhandlingerne. Ud af det kom der 86 siders regeringsgrundlag, som blev fremlagt på en pressekonference søndag - særskilt fra præsentationen af ministrene foran Amalienborg mandag. Det giver en solid dækning af regeringens politiske projekt og de enkelte partiers fingeraftryk.

Definér mærkesager og politisk retning

De 86 sider er det længste regeringsgrundlag nogensinde. Det skal vise fælles fodslag og sætte en borgerlig-liberal retning for Danmark. Og ja, det kunne godt være kortere. Kunsten er, at regeringsgrundlaget er så konkret, at det anviser en retning for ministrene og vælgerne – samtidig med det er så ukonkret, at det kan lade sig gøre at indfri forventningerne (uden at ende i en løftebrudsdebat som Thorning-regeringen). Derfor handler det om politik. Men det er ikke et lovkatalog, nærmere en drejebog for de nye ministre, som udgør det fælles fundament, der ikke er til at komme udenom i ministrenes arbejde og kommunikation med offentligheden. Regeringsgrundlaget fungerer dermed både som styringsdokument og kommunikationsplan.

Meget få kommuner anvender konstitueringsaftalen på samme måde, måske fordi forhandlingsklimaet er mere ustabilt. Men dermed går kommunernes nye flertal og borgmestre glip af en mulighed for synligt at definere en politisk retning og nogle konkrete mærkesager for den kommende periode. Og kommunerne går glip af en politisk kommunikationskanal overfor borgerne efter valget og igennem valgperioden.

Det mener jeg er en fejl. Kommunalpolitikerne skal formidle politik i konstitueringsaftalerne, hvis medierne skal stoppe snakken om de kommunale ben. Der er præcis et år til næste runde konstitueringsaftaler. Skal vi gå efter 86 sider i gennemsnit?