Statens stramme greb om velfærden skal løsnes nu
Statens stramme greb om velfærden skal løsnes nu

Som en nyhed præsenterede Finansministeren torsdag på KL’s Topmøde muligheden for, at alle 98 kommuner i løbet af næste år kan lave frikommuneforsøg. Det var dog ikke mere en nyhed, end at det var det samme, som statsministeren sagde i sin nytårstale.
KL’s formand Jakob Bundsgaard (S) ønskede sig mere, nemlig at både beskæftigelses- og socialområdet også kommer med som frikommuneforsøg. Ja, kommunerne ønsker sig mere og øget frisættelse.
Set med Venstreøjne skal vi løsne det stramme greb om landets kommuner, som alt for ofte spænder ben for nytænkning og udvikling.
Derfor er jeg da også spændt på, hvad Socialdemokratiet stemmer til Venstres beslutningsforslag, som vi førstebehandler i folketingssalen i den kommende uge. Og som vi faktisk også fremsatte i sidste folketingssamling. Nu har regeringen ligefrem indkaldt til forhandlinger med selvsamme fokus.
Flere områder skal sættes fri
Med Venstres beslutningsforslag ønsker vi at igangsætte udvidede frikommuneforsøg på en lang række velfærdsområder som eksempelvis folkeskole-, ældre-, beskæftigelses-, social- eller klimaområdet. Kommunerne bestemmer selv, for de ved nemlig bedst, hvor det giver mening i egen kommune.
Formålet med ordningen er netop, at alle landets 98 kommuner skal kunne ansøge om at gennemføre konkrete forløb inden for et eller flere velfærdsområder efter eget valg. Det er op til kommunerne selv at vælge, hvorvidt de ønsker at blive sat fri på et eller flere områder.
Vi vil altså give alle landets kommuner mulighed for at blive sat mest muligt fri af statslig regulering og dermed få langt større lokalt handlerum til at udvikle den kommunale velfærd og opgaveløsning på områder, der giver mening i den enkelte kommune.
Gør det enkelt, tak
Det skal til enhver tid være en forudsætning, at borgerens retssikkerhed og frie valg sikres. Frikommuneforsøgene skal desuden etableres enkelt og ubureaukratisk, så det er simpelt for kommunerne at ansøge om at gennemføre de konkrete forløb.
Det er samtidig afgørende, at der følges fyldestgørende op på både erfaringer og resultater fra forsøgene, som efterfølgende konkret kan inspirere til at forbedre velfærden landet over.
Set med Venstreøjne skal vi løsne det stramme greb om landets kommuner, som alt for ofte spænder ben for nytænkning og udvikling. Derfor er frikommuneforsøgene en oplagt måde at sætte kommunerne fri af statslig regulering på netop de områder, hvor den enkelte kommune oplever udfordringer eller ser et potentiale.
Af samme grund er regeringens forslag med kun tre udvalgte områder for frikommuneforsøg heller ikke nær godt nok. I Venstre vil vi derimod gå meget længere og lade friheden sejre i alle landets kommuner.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.