Statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere kaldt indsatsen for at hjælpe de godt 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller på arbejdsmarkedet, for “regeringens vigtigste opgave”. 

I regeringsgrundlaget fra 2022 mellem de tre regeringspartier gjorde partierne det klart, at man var klar til at sætte stort ind for at mindske gruppens størrelse. 

Regeringen ville samle “alle ansvarlige kræfter i samfundet om at finde nye veje og løsninger, der reelt kan hjælpe de unge ind på et nyt spor” i en trepartsaftale. Det skulle være lettere for de unge at blive en del af “samfundets forpligtende fællesskaber”, blandt andet i afsæt med tankerne omkring en borgerpligt, ligesom Forsvaret også kunne komme til at spille en særlig rolle. 

Regeringen har da også sat ind med flere initiativer. Med Ungeløftet fik man  samlet en bred række af samfundsaktører med alt fra organisationer som KL, Røde Kors og Dansk Industri til virksomheder som DSB, Coop og McDonalds. Derfudover lancerede regeringen et pilotprojekt med borgerpligt, der efter planen skal igangsættes i år, mens et politisk flertal har afsat mere end én mia. kr. til indsatser i forbindelse med Ungeløftet. 

Ikke desto mindre er Thomas Bredgaard, professor i arbejdsmarkedspolitik ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet ikke overbevist om, at man endnu har fundet den rette vej frem. 

- Størrelsen på gruppen af udsatte unge er svunget op og ned i forbindelse med konjunkturer uden at anvise en klar vej til at gøre den mindre. Og når vi gør status nu her, må vi nok konstatere, at det er en nød, vi endnu ikke har knækket, siger han. 

Opfordrer til kreativitet

En af de mest centrale indsatser i statens indsatser er IPS-indsatsen (Individuel Planlagt job med Støtte), hvor godt to tredjedele af midlerne går til at udbrede den eksisterende ordning i kommunerne. 

- Der er allerede blevet sat en række IPS-indsatser i gang i kommunerne, hvor man har optimistiske forventninger til, at det kan give resultater, fortæller Thomas Bredgaard. 

Selvom det kan være den rette indsats for en del af målgruppen, så påpeger han, at der mangler evidens for effekterne overordnet set. 

Derudover mener Thomas Bredgaard, at man kan ende med en for standardiseret løsning til en gruppe, hvis problemer og udfordringer varierer i stor grad, selvom de ofte bliver omtalt som en fasttømret størrelse. 

- Man skal passe på med at standardisere indsatsen og tro, at hvis man giver alle udsatte unge en IPS-indsats, så har man løst problemet, siger han. 

I stedet er løsningen, at man går kreativt til værks og arbejder med en vifte af forskellige tilbud, mener Thomas Bredgaard. 

- Man er nødt til at arbejde med forskellige tilgange og metoder, men det skal også være noget, der er underbygget, siger han. 

Der er derfor brug for alle gode idéer, mener Thomas Bredgaard.

Et eksempel på sådan en indsats er Grobund-projekt, som er udviklet mellem Videnshuset Cabi, Naturfællesskaber og Aarhus Kommune. 

Her får unge, der ellers er blevet vurderet til ikke at være klar til et regulært jobforløb, et forløb i naturen, der er med til at give dem nye fællesskaber, struktur og en bedre indgang til de kommunale jobindsatser. 

- Den bedste indikator er, at Aarhus Kommune selv overtager projektet og viderefører det. Kommunen vil kun gøre det, hvis de mener, at det kan betale sig, siger Thomas Bredgaard.

Risikerer at blive parkeret på sidelinjen

Kommunerne er nemlig så hårdt presset på grund af beskæftigelsesreformen, at de kun gør det, der  garanterer resultater. 

Umiddelbart kan det lyde som et godt udgangspunkt, men det kan resultere i, at kommunerne går med de velkendte og sikre indsatser til den gruppe af unge, man let kan rykke, hvilket man i fagsprog kalder “Creaming and Parking”. 

- Man skummer fløden i forhold til at lave de indsatser, man er ret sikker på virker, og det er typisk for dem, der er velfungerende og bare behøver et lille skub for at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvorimod dem med mere komplekse problemstillinger, som har mest behov for hjælp, men hvor indsatsen er mere langsigtet og dyrere, risikerer at blive parkeret, fortæller Thomas Bredgaard.

- Det giver måske resultater og besparelser her og nu, men regningen skal betales på et senere tidspunkt. Lige nu vil jeg tro, at mange kommuner er fokuseret på at få budgettet til at gå op på den korte bane, men det løser ikke problemet på længere sigt. 

- Man ender med en risiko for, at de ender permanent uden for arbejdsmarkedet. 

Blot et plaster på såret?

Det er derfor svært at se regeringens indsatser for de næsten 45.000 unge isoleret set, når man samtidig har vedtaget en reform af den samlede beskæftigelsesindsats. 

Foruden at kommunerne skal spare 2,7 mia. kr. som led i beskæftigelsesreformen, har man fra statens side besluttet, at man skal skære ned for den aktive beskæftigelsesindsats for de mest udsatte grupper, så de fremadrettet kun skal indkaldes til én samtale om året. 

Thomas Bredgaard kan derfor være bange for, at de positive takter i eksempelvis Ungeløftet ikke modsvarer de besparelser, man har foretaget overordnet set. 

- Vi har tilgode at se, hvorvidt Ungeløftet kommer til at være et plaster på såret, eller  om det reelt  bliver en langsigtet behandling, som virker for de udsatte unge. 

Det kommer helt an på, hvordan besparelserne skal findes, mener Thomas Bredgaard. 

- Det kommer an på, om man kommer til at friholde de unge, eller om man bare kommer til at køre med grønthøsteren tværs over indsatserne. Hvis man gør det sidste, er jeg ikke sikker på, at det kommunerne får igen gennem Ungeløftet svarer til de tvungne besparelser. 

Kursen er sat 

Overordnet ønsker Thomas Bredgaard et ændret syn på de næsten 45.000 udsatte unge. 

- Mange af de indsatser man laver er rettet mod de enkelte individer og deres problemer. Det er selvfølgelig også vigtigt, men problemet er, at vi har et uddannelses- og arbejdsmarked, der ikke har kapaciteten til at håndtere og rumme den gruppe, siger han. 

- Vi kan godt lave indsatser, kurser, og give de unge kompetencer og et kærligt skub, men hvis de bare møder en lukket dør, er det svært at lykkedes. Man kunne med fordel prøve at vende perspektivet om og tale om, hvordan vi kan gøre uddannelse og arbejdsmarkedet mere inkluderende. 

IPS-metoden er også indrettet til at hjælpe virksomhederne i at rumme de unge og arbejder med de strukturelle elementer, som Thomas Bredgaard efterlyser, ligesom SVM-regeringen også fik bredt ambitionen om at hjælpe de unge ud over det politiske system til både civilsamfund og det private. 

Derfor har SVM-regeringen gjort en forskel for den udsatte gruppe af unge, man længe har talt om, men som man heller ikke i den seneste regeringsperiode har formået at reducere:

- Man er lykkedes med at sætte det på dagsordenen, og der er også flere af de politiske partier, som har taget det op i valgkampen. Men man er endnu ikke lykkedes med at knække koden og reducere størrelsen på gruppen, som er nogenlunde lige så stor, som da regeringen tiltrådte, siger Thomas Bredgaard. 

- Man har formået at sætte et skib i søen med Ungeløftet og IPS-indsatsen. Om det er vejen frem, må vi vente at se.