Finansministeren har et problem. Han mangler milliarder til skattelettelser til aktionærerne og de 10 procent med de højeste indkomster. Derfor vil kommunerne og regionerne blive stillet overfor skrappe krav, når årets økonomiforhandlinger starter. De skal acceptere regeringsgrundlagets krav om en årlig vækst på 0,3 procent.

Det er der nemlig rigtig mange penge i. Ifølge tænketanken Kraka vil det medføre 15.-20.000 færre offentligt ansatte i 2025 – oveni de 30.000 stillinger, der er forsvundet siden 2010, heraf langt de fleste i den borgernære velfærd.

Hvis Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner siger ja til den dagsorden, så bliver resultatet endnu ringere velfærd for børn, unge, ældre og udsatte borgere af enhver art. Finansministeren indrømmer selv, at væksten skal helt op på 0,6 procent, hvis der skal tages højde for den demografiske udvikling. Konsekvensen bliver også manglende vedligehold og fornyelse af den offentlige sektors bygninger og anlæg.

Regeringen vil også kræve, at kommunerne – under dække af ”frit valg” - forpligter sig til mere privatisering og udlicitering ikke mindst af velfærdsydelser. Der er intet solidt forskningsmæssigt belæg for, at det skulle blive bedre og billigere. De mange konkurser i hjemmeplejen vidner om det modsatte, men den slags fakta generer ikke en liberalistisk regering, der gør, hvad den kan, for at udhule den fælles velfærd.

Fra Enhedslisten skal der lyde en klar opfordring til, at KL og Danske Regioner ikke underkaster sig regeringens dagsorden. De skal være borgernes forlængede arm overfor finansministeren – ikke det modsatte. De bør stå fast, indtil de opnår en økonomiaftale, der fjerner nedskæringskravene og tager skridt til genopretning af velfærden.

Erfaringerne fra sidste års kamp om ”omprioriteringsbidraget” viser, at det faktisk er muligt at trodse finansministeriets sparekrav. Ikke mindst i kraft af en bred folkelig protest lykkedes det at få fjernet omprioriteringsbidraget. En klar sejr, som dog desværre blev mindre end nødvendigt, fordi KL accepterede et andet, om end mildere sparekrav.

KL og Danske Regioner er i samme gunstige forhandlingsposition som sidste år. Hvem har mest brug for en aftale? Mon ikke det er finansministeren, som ikke har flertal for sine sparekrav i Folketinget? Mon ikke det er hans eget, stærkt svækkede parti, der snart skal møde vælgerne?

Men det skal partierne i KL og Danske Regioner jo også. Så mon ikke det er en god idé at lytte til græsrødderne? De fem regionsrådsformænd og sundhedspersonalet kræver stadig mere højlydt, at det årlige effektiviseringskrav på 2 procent skrottes helt. DF og S har lugtet lunten: Man kan ikke år efter år kræve, at det samme personale skal løse stadig flere opgaver, uden at det går ud over patienter og personale.

Holdningsskiftet hos DF og S bliver også hjulpet godt på vej af græsrødderne. Også i år – den 10. maj - vil en lang række fagforeninger, byrødder og interesseorganisationer samlet i Velfærdsalliancen indkalde til demonstrationer. LO-organisationerne i de store byer begynder også at røre på sig. Mon ikke KL’s topmøde igen i år kommer til at diskutere det (u)fornuftige i at underkaste sig sparekravene?

Forhandlerne i KL og Danske Regioner bør tage imod disse aktiviteter med kyshånd. Det kan kun styrke dem ved forhandlingsbordet. Det er også på høje tid, at vi får et bredt kommunalt og regionalt oprør mod en politik, der udhuler det lokale selvstyre og tvinger kommuner og regioner til at gøre det beskidte arbejde med at fordele elendigheden.