At skifte navn er ikke noget, man bare sådan lige gør. Navn og identitet er knyttet til hinanden, og ændrer man det ene, påvirkes også det andet. Det er det, numerologi går ud på – sådan i retning af: ‘Jeg er ikke tilfreds med mit liv, så nu ændrer vi lidt på bogstaverne, og så bliver alt godt’.

Sådan var det også – bare uden numerologi-delen – da Socialdemokratiet skiftede navn for tredje gang. Første gang var tilbage i 1870’erne, efter partiet oprindelig var blevet stiftet som ‘Arbejderforeningen Internationale’, men det er for feinschmeckere og tæller ikke rigtig med. Det gør heller ikke ændringen i 1960’erne fra ‘Socialdemokratisk Forbund’ til ‘Socialdemokratiet’.

Socialdemokratiet var, hvad partiet hed og i den almindelige bevidsthed altid havde heddet. Indtil 2002.

2002 og deromkring var ikke en rar tid for socialdemokrater. Nyrup-regeringerne var kommet til enden året forinden. Nyrup selv var tæt på enden af sit partiformandskab, og intet syntes at ville lykkes.

Et fortænkt hoved filosoferede sig frem til, at hvis man én gang for alle skulle slå fast, at mennesket kommer før systemet, så kunne det ikke nytte noget med et så udpræget system-agtigt navn som Socialdemokratiet. Til overflod i intern jargon altid kaldet Partiet. Findes der måske noget mere tingsligt end ord, der ender på -tiet?

Nej vel, men de gode hjertevarme mennesker, der befolkede dette -tiet – med dem var det noget helt andet. Og de var jo socialdemokrater, men for at alle skulle være klar over, at det var de socialdemokrater, altså dem fra Socialdemokratiet – nå nej, men så Partiet (shit, samme endelse) – så landede man på Socialdemokraterne. Man gik fra ‘institutionen til menneskene’, som Nyrup selv formulerede det.

Det virkede ganske vist ikke. Naturligvis ikke. Socialdemokraterne (altså medlemmerne, socialdemokraterne med lille s) vidste godt, hvad deres identitet var, og den var, at de var medlemmer af Socialdemokratiet.

Et lyst hoved sørgede da også for, at partiet kun skiftede navn på overfladen, så Socialdemokratiet har aldrig været officielt afskaffet som navn. ‘Socialdemokraterne er organiseret i Socialdemokratiet’ står der i partivedtægterne, og det er jo meget fikst.

Men også lidt afslørende. De har aldrig selv troet helt på det, og så er det jo, som der står på side 1 i håndbog for branding: Man kan ikke få nogen til at se én på anden måde, end man selv gør. Og socialdemokraterne så aldrig rigtig sig selv som Socialdemokraterne.

I baglandet gik det aldrig af brug at kalde partiet Socialdemokratiet. ‘Socialdemokraterne’ var noget, man skulle huske at kalde partiet i stedet for det, der faldt naturligt. Kunstigt, kort sagt, og derfor var og blev brugen af det konstruerede partinavn Socialdemokraterne en fortløbende manifestation af svaghed. Lidt paradoksalt, fordi man jo netop skiftede for at låne lidt styrke af det nye navn.

Til gengæld er der ingen, der kan være i tvivl om, at det signalerer styrke, at man nu skifter tilbage igen. Socialdemokratiet er ikke (længere) bange for sin egen skygge. I stedet for fortænkte kunstgreb siger man bare tingene, som de er.

Til overflod falder det smukt ind i fortællingen om den nye partiformand, DSU-pigen fra Aalborg, der erstattede internationalisten fra Collège d'Europe. Nede på jorden, ikke noget pjat her.

Socialdemokratiet som navn er dømt til at blive en succes, eller måske endnu bedre: en slags genoprettelse af naturens orden. Det var Socialdemokraterne, der rokkede ved identiteten, og socialdemokraterne, der vandt den tilbage. Socialdemokraterne blev simpelthen -tiet ihjel.