Mange af verdens brændpunkter er i krig. Det er ingen vist i tvivl om. Vi kan læse om krigene i aviserne, vi kan se dem på tv, og vi kan fremfor alt mærke effekten af dem, når vi som samfund pludselig skal tage imod mennesker fra fjerne egne, der gerne vil bo i Danmark, fordi her er tryghed fremfor ufred og nød.

Flygtningedebatten er lige nu på alles læber godt hjulpet på vej af statsministeren, der brugte en del af sin nytårstale på netop dette tema. ”De nye flygtninge skal arbejde, uanset hvor lang tid de skal være i Danmark,” sagde hun. ”Og hvorfor stoppe her?”

Diskussionen om flygtningenes skæbne fortsætter ude i de enkelte kommuner, der jo står med ansvaret for at gøre de politiske ambitioner til virkelighed. Her er spørgsmålene mange, holdningerne ligeså: Skal flygtningene overhovedet være i nærområderne? Skal de have danskkurser? Skal de have særlige job? Skal de integreres, selvom de ikke nødvendigvis bliver her bagefter? Og bagved det hele også spørgsmålet, der altid trænger sig på: Hvad kan egentlig betale sig?

Det nødvendige spørgsmål

Spørgsmålet ”Kan det betale sig?” er et vigtigt spørgsmål, selvom det ikke nødvendigvis bliver eksplicit nævnt. For i og med at vi som samfund diskuterer flygtningenes fremtid og den måde, hvorpå vi tager imod dem, gør vi os jo altså nogle overvejelser om, hvilke principper der skal bringes i anvendelse, når man træffer beslutninger, der har så stor en effekt på menneskers liv.

Skal vi udelukkende se på de økonomiske kalkuler? Udelukkende på det etiske aspekt? Skal vi se på de velfærdsøkonomiske gevinster? Eller skal vi finde en middelvej, hvor vi både tager højde for de sociale konsekvenser af vores beslutning og samtidig har for øje, at pengene selvsagt er knappe, og at det budget-økonomiske regnestykke i hvert fald til en vis grad er nødt til at gå op?

Døre, vi ikke tør åbne

Nogle vil mene, det er frækt at stille spørgsmålet, om det kan betale sig. Jeg vil mene, at det er nødvendigt.

At den danske velfærdsstat står overfor massive udfordringer er en velkendt og ofte fortalt historie, der også dukker op i den aktuelle debat: Udgifterne til velfærdsydelser er støt stigende, færre hænder skal løfte velfærden for flere, og den offentlige sektor befinder sig i et krydspres mellem begrænsede midler og øget efterspørgsel både fra de mennesker, der allerede bor her, og fra de mennesker, der gerne vil hertil. Problemstillingerne er i sig selv komplekse, men pointen er enkel: Vi er nødt til at bruge samfundets midler der, hvor de giver allerstørst værdi.

I Danmark findes der mange gode historier fra succesfulde sociale indsatser, men jeg vil vove den påstand, at socialområdet er præget af en udbredt mangel på viden om, hvad der virker. Dokumenteret viden om, hvad der giver størst værdi for hvem og hvorfor, er ganske enkelt en mangelvare. Det betyder ikke, at den enkelte medarbejder ikke kan have en god forståelse af, hvilke indsatser der virker, men det er for sjældent, at den viden bliver delt og de gode erfaringer kommer andre til gode.

Vi mangler altså generelt overblik over, hvem der modtager hvilke sociale indsatser med hvilken virkning og til hvilken pris, ligesom vi mangler fælles begreber for at tale om og dokumentere både indsats og effekt. Den manglende viden udgør en barriere for at styre og prioritere indsatserne, og den spærrer vejen for en effektiv ressourceanvendelse både for den enkelte indsats, for indsatserne på tværs og for de mange målgrupper, der i dag og fremover vil modtage hjælp.

Ved siden af disse udfordringer er vi måske af og til også bange for at åbne visse døre, fordi vi godt ved, at vi ikke bryder os om det, der findes bagved: Ineffektive beskæftigelsesindsatser, specialundervisning uden nævneværdige resultater eller mangelfuld integration af indvandrere og asylsøgere – lige præcis den problemstilling, statsministeren nævner i sin nytårstale, og som alle politikere vist i dag erkender.

Sammenligne med status quo

Derfor er både praktikere og beslutningstagere tvunget til at spørge sig selv: Hvad kan bedst betale sig at sætte i værk ud fra en socialøkonomisk betragtning? Hvad skaber værdi? Hvad skaber mindre værdi? Og hvad skaber ikke værdi overhovedet? Svarene er ikke givet på forhånd, for det kræver kendskab til både økonomiske effekter og velfærdseffekter at nå frem til dem.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

At sammenligne effekten af indsatser – eller sammenligne indsatser med status quo – er som oftest et regnestykke med mange ubekendte og mange antagelser. Ikke desto mindre er det en nødvendig sammenligning i et samfund som vores, hvor de sociale udgifter er ekstremt høje, både når det gælder dem, der bor her, og dem, der gerne vil hertil. Hvis ikke vi tør regne på effekterne, står vi uden viden om indsatsernes værdi. Bliver man gladere af at deltage i et jobprojekt, hvor man skal rydde op på en strand eller reparere sandkassen i den lokale børnehave, eller er pengene bedre brugt et andet sted? På uddannelse? På psykologhjælp? På mentorordninger? Eller på andre ting? Vi kan sagtens have en formodning om, hvad der virker, men uden konkret, evidensbaseret viden kan vi ikke foretage kvalificerede valg, og vi kan ikke investere i de rigtige typer indsatser. Vi har ganske enkelt ikke en chance for at dirigere pengene hen til de indsatser, der skaber allermest værdi.

Social nytteværdi er vejen frem

Ved at vurdere indsatsens resultater – og samtidig tage højde for andre forhold, der kunne tænkes at påvirke modtagerne af indsatsen – kan analyser af social nytteværdi være med til at styrke formodningen om, at indsatser virker.

Evidensbegrebet anvendes indenfor mange fagdiscipliner, og der er varierende opfattelser af, hvad evidens er. Når begrebet anvendes i forbindelse med sociale indsatser, ses det som et udtryk for, at man i forbindelse med beslutninger om brugernes velfærd omhyggeligt og kritisk anvender den aktuelt bedste viden på området. Begrebet „aktuelt bedste viden“ dækker ikke nødvendigvis over, at der er bevis for, at en given indsats har en bestemt effekt, men at indsatsen på det pågældende tidspunkt er det mest kvalificerede svar på et givet problem.

Evidenstankegangen er en underliggende faktor i analyser af social nytteværdi. Det er centralt, at indsatser tager afsæt i den aktuelt bedste viden, men samtidig er det vigtigt, at ny viden akkumuleres, ved at nytteværdien af de forskellige indsatser bliver omhyggeligt evalueret.

Den næste nytårstale

Derfor håber jeg, at vi engang i fremtiden husker at følge op på, hvad der skete, da asylsøg-erne ryddede op på stranden eller fiksede gyngen i den lokale børnehave. Virkede det? Virkede det ikke? Fik de det bedre? Fik de det ikke bedre? Fik andre det bedre? Hvad var den samfundsøkonomiske effekt? Hvad var velfærdseffekterne? Er det noget, vi skal gøre mere af? Noget, vi skal gøre mindre af? Noget, vi måske helt skal droppe?

Ved at anvende analyser af social nytteværdi kan vi dokumentere både værdi og mangel på værdi. Vi kan medregne velfærdseffekter og økonomiske effekter, når en indsats vurderes. Vi kan vurdere både kommende, igangværende og afsluttede indsatser. Og vi kan fremfor alt styrke videnudviklingen på tværs af det sociale område, så fremtidige nytårstaler – uanset hvem der skal holde dem – ikke blot tager udgangspunkt i politiske ønsker, men også konkret viden om, hvad der giver den største effekt.