Professor Ove Kaj Pedersen har for nyligt udtalt, at Socialdemokraternes grundlæggende problem er, at de søgte at udvikle et velfærdssamfund, men ufrivilligt endte med at stå fadder til en velfærdsstat, der nu truer med at tage livet af velfærdssamfundet.

Der ser jeg det nok lidt anderledes. Selvom jeg er enig i, at vi ikke må glemme sammenkædningen af ret og pligt i den oprindelige arbejderbevægelse, så mener jeg, at Socialdemokraternes politiske projekt fra 60’erne og frem langt henad vejen var at skabe en velfærdsstat, hvor staten spiller en afgørende rolle som modvægt til det ustyrlige og ulighedsskabende marked og som alternativ til det fragmenterede civilsamfund, som ikke er i stand til at levere velfærd af tilstrækkeligt omfang og kvalitet.

Der var specielt i starten en kraftig kritik fra de borgerlige partier af Socialdemokraternes begejstring for ’velfærdsstaten’ som politisk projekt, og selvom de talte mere og mere positivt om behovet for et vist niveau af offentlig velfærd, så var det først Anders Fogh Rasmussen, der i forbindelse med valget i 2001 sagde farvel til drømmen om minimalstaten og dygtigt formåede at overbevise vælgerne om, at han var bedre til at sikre velfærdsstatens fremtid end Socialdemokraterne.

Velfærdssamfund eller velfærdsstat

Det betød bestemt ikke, at de borgerlige pludselig elskede velfærdsstaten. På den ene side kunne de godt se, at borgerne gerne ville have offentligt finansieret velfærd, men på den anden side ikke nødvendigvis syntes, at det var staten, der partout skulle levere denne velfærd. Derfor snakkede de meget hellere om ’velfærdssamfundet’ end om ’velfærdsstaten’. I velfærdssamfundet er der nemlig mange kilder til velfærd, heriblandt markedet og borgerne selv. Selv skattelettelser, som tilskynder folk til at arbejde og skabe velfærd for dem selv og deres familie, kan i denne optik opfattes som velfærdsfremmende, selvom det reducerer de offentlige midler, der skal finansiere velfærden.

På det seneste er der imidlertid opstået en interessant politisk kamp om ’velfærdssamfundet’. Det skyldtes, at der sideløbende med den liberalistiske kritik af velfærdsstaten, som ligesom Thatcher og Liberal Alliance ønsker sig ’mindre stat og mere marked’, også er opstået en anden type kritik af velfærdsstaten, der ses som ufleksibel, umyndiggørende og ude af stand til at mobilisere samfundets ressourcer i skabelsen af kollektive velfærdsløsninger. Denne kritik retter sig i virkeligheden både mod Socialdemokraternes italesættelse af borgerne som uformående klienter, der skal hjælpes af statens godhjertede riddere, og mod liberalisternes forsøg på at gøre borgerne til ressourcestærke kunder, der shopper rundt efter den bedste og billigste velfærd på nye, kunstigt skabte velfærdsmarkeder.

Set ud fra denne synsvinkel betyder ’velfærdssamfund’ ikke velfærd tilvejebragt gennem individuelle markedstransaktioner, som vi ser det i USA og Storbritannien, men derimod en offentligt finansieret velfærd tilvejebragt gennem en aktiv inddragelse af alle samfundsaktører fra fagprofessionelle, brugere og frivillige til civilsamfundsorganisationer, interesseorganisationer og private virksomheder. Velfærdssamfundet genfortolkes her som en ny form for samskabelse, hvor offentlige og private parter skaber velfærdsløsninger i fællesskab, ved at alle byder ind med den viden og de erfaringer, kompetencer og ressourcer, som de nu engang har, og samarbejder om skabe gode og innovative velfærdsløsninger, som fleksibelt imødekommer borgernes sociale behov. Samskabelse af offentlig velfærd tager udgangspunkt i en grundlæggende erkendelse af, at vi i Danmark har valgt at løse en lang række velfærdsmæssige problemer og udfordringer i fællesskab, men samtidig forsøger at tage det med fællesskabet alvorligt. Fællesskabet kan ikke reduceres til staten, men omfatter alle, der kan og vil bidrage til at skabe de fælles løsninger, som vi på vores breddegrader ønsker at fastholde og udbygge.

Kommuner tænker samskabelse

Den nye samskabelsestankegang er langsomt ved at bide sig fast ude i kommunerne og i store dele af den danske befolkning. Her tager man i stigende grad afsæt i, at vi alle har noget, som vi kan bidrage med, hvad enten vi er politikere, offentligt ansatte, frivillige hverdagsmagere, medlemmer af en patientforening, en socialt ansvarlig virksomhed eller måske en arbejdsløs butiksassistent, der samproducerer sin egen velfærdsløsning ved at lave sin egen individuelle plan for, hvordan uddannelse og arbejdstræning kan skabe den korteste vej tilbage til arbejdsmarkedet. Flere og flere kommuner forsøger målrettet at sætte stikket i lokalsamfundet og inddrage aktive borgere i tilvejebringelsen af nye og bedre velfærdsløsninger. Indsatsen overfor syriske flygtninge er et godt eksempel på et område, hvor lokal samskabelse har haft stor betydning.

Der er dog langt igen, før det gamle ideologiske skænderi mellem rød og blå blok om, hvorvidt staten eller markedet er bedst til at skabe velfærd, forstummer, og der er langt igen, før danske kommuner er transformeret til arenaer for samskabelse. Vanetænkning, lovgivning, usikkerhed om de nye roller og bekymring for, om samskabelse blot er en spareøvelse, der handler om at flytte ansvaret for velfærdsproduktionen fra offentlige medarbejdere til borgerne selv, udgør en væsentlig barriere.

Det er også svært at se, hvor den politiske promovering af samskabt velfærd skal komme fra. Det samskabende velfærdssamfund har aldrig rigtig været Socialdemokraternes projekt. De har simpelthen ikke haft den fornødne tillid til borgernes formåen. Derfor blev Mødrehjælpen og en lang række andre borger-initiativer statsliggjort. Omvendt taler de borgerlige mest om at erstatte offentlig tilvejebragt velfærd med velfærd tilvejebragt af privatsygehuse og private firmaer rekrutteret gennem udlicitering. De borgerlige ser således forholdet mellem den offentlige og private sektor som en konkurrence- fremfor en samarbejdsrelation. Det samskabende velfærdssamfund er således på mange måder et politisk projekt uden et klart partipolitisk tilhørsforhold.

Det betyder imidlertid ikke, at projektet ikke kan nyde fremme. Ude i kommunerne er der nemlig en pragmatisk opfattelse af, at løsningen af komplekse sociale og samfundsmæssige problemer i en tid med knappe offentlige ressourcer kræver en forstærket indsats for at mobilisere relevante og berørte parter i samskabelsen af nye og innovative løsninger. Samskabelse vokser frem fra neden i såvel socialdemokratisk som borgerligt ledede kommuner, fordi der er behov for at mobilisere samfundets ressourcer og skabe en stærkere sammenhængskraft ved at kultivere et aktivt medborgerskab baseret på ret og pligt til at bidrage til skabelsen af velfærdsløsninger til sig selv og andre. Her kommer tankegodset fra den gamle arbejderbevægelse igen til ære og værdighed.

Der er mange lokale erfaringer med nye former for samskabt velfærd, som nogle gange initieres af kommunen og andre gange af lokale borgere og foreninger. Der er imidlertid behov for at opsamle og bearbejde de erfaringer, der høstes lokalt, med henblik på en mere systematisk analyse af såvel drivkræfter og barrierer som gevinster og omkostninger. Der er også behov for at etablere nogle spilleregler for samskabelse, så alle de forskellige involverede parter kan føle sig trygge ved at indgå i et konstruktivt samarbejde om skabelse af nye velfærdsydelser uden at blive snydt på den ene eller den anden måde. Det vil være oplagt at tage diskussionen på årets Folkemøde på Bornholm. Det kunne eksempelvis munde ud i udarbejdelsen af et fælles kodeks for samskabelse, som kommuner og andre offentlige organisationer efterfølgende kan tilslutte sig.