Kommunen.dk
MENU

Rivaliseringen mellem V og K blusser op på ny

V og K byder sig begge til med statsministerkandidater. Det vækker ifølge kommentator minder om 1990'erne, hvor Socialdemokratiet lukrerede på splittelsen.

Rivaliseringen mellem V og K blusser op på ny

V og K byder sig begge til med statsministerkandidater. Det vækker ifølge kommentator minder om 1990'erne, hvor Socialdemokratiet lukrerede på splittelsen.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, drømmer om at tage ophold i bygningen bagved til venstre i billedet. Det er nemlig statsministerens kontor.
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, drømmer om at tage ophold i bygningen bagved til venstre i billedet. Det er nemlig statsministerens kontor.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
16. aug 2022
RITZAU

- Forholdet mellem Venstre og Konservative er som et had-kærlighedsforhold. Bare uden kærlighed.

Påstanden er fra den tidligere socialdemokratiske formand Svend Auken og er nok sat en smule på spidsen.

Ikke desto mindre har partierne altid konkurreret, selv om de begge er på det blå hold. Nu tager rivaliseringen et nøk opad med Søren Pape Poulsens melding om, at han vil være statsminister.

Den konservative leder mener, at han er bedst til opgaven. Underforstået: Venstres Jakob Ellemann-Jensen egner sig dårligere til at lede landet end ham.

Når Benny Damsgaard, der fra 2013-2016 var pressechef hos De Konservative og i dag gør sig som kommunikationsrådgiver og debattør, bliver bedt om at beskrive rivaliseringen, ihukommer han Svend Aukens ord.

Der lurer en jalousi og en konflikt under overfladen i forholdet mellem V og K, mener han.

Et vanskeligt forhold - især nu

Som de to store borgerlige partier har de altid kæmpet om de samme vælgere. Når Venstre har haft succes, har det været mere lunket hos De Konservative og omvendt, påpeger Benny Damsgaard.

- Det er et vanskeligt forhold, og det er det i særdeleshed nu, hvor de ligger så tæt på hinanden.

Det er heller ikke første gang, at De Konservative har udfordret det selvudnævnte store dyr på savannen på statsministerposten.

Det gjorde de, da Poul Schlüter blev statsminister i 1980'erne. Den mest oplagte parallel til den nuværende situation er dog ifølge Bent Winther, politisk kommentator hos Berlingske, 1990'erne, hvor Venstre og De Konservative duellerede om at have det bedste blå bud på en regeringschef.

Nyrup lukrerede på uenighed

Han nævner særligt de år, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Hans Engell begge var kandidater.

- Det endte jo med, at Poul Nyrup Rasmussen (S) løb med sejren helt indtil 2001, siger Bent Winther.

Dengang var stemningen ikke altid forsonlig mellem de to gamle partier. Den aktuelle situation er lidt en anden, mener Winther, for han ser de to nuværende kandidater som mere samarbejdsorienterede.

...Socialdemokratiet vil bruge det benhårdt til at udstille blå blok som en flok lopper, man ikke rigtig kan få styr på. Som ikke har politik på hylderne og ikke engang ved, hvem der skal være statsminister.

 

Han understreger, at der sagtens stadig kan opstå problemer.

- Risikoen er, at vi får en valgkamp, som kommer til at handle meget om, hvem der peger på hvem, og hvilke krav man vil stille til den statsminister, man peger på. Og er de krav ultimative? Og der er ikke nogen tvivl om, at Socialdemokratiet vil bruge det benhårdt til at udstille blå blok som en flok lopper, man ikke rigtig kan få styr på. Som ikke har politik på hylderne og ikke engang ved, hvem der skal være statsminister, siger Bent Winther.

Linjer krydses med mellemrum

Henrik Bech Seeberg er lektor på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i partikonkurrence, og han er enig:

- Der er jo det særlige ved blå blok i Danmark, at linjerne krydser engang imellem, så De Konservative går forbi Venstre. Det gjorde de i 1980'erne, hvor det skiftede igen i 1990'erne.

- Det, der kan komme til at ske, er, at de vender blikket mod hinanden og bekriger hinanden i stedet for at vinde magten, siger han.

Alligevel tror han ikke på en decideret beskidt kamp mellem de to partier.

- De skal nok skære igennem, når valgkampen for alvor nærmer sig. Men jeg tror, det bliver mere elegant, end det bliver skingert.

Tre statsministerkandidater er klar

Tre politikere har meldt sig klar til at blive statsminister efter næste valg.

  • Den ene er den siddende statsminister, Mette Frederiksen, fra Socialdemokratiet. Hun har været formand for partiet siden 2015, hvor hun tog over efter Helle Thorning-Schmidt. Hun har været statsminister for en etpartiregering siden 2019. Tidligere har hun været beskæftigelsesminister og justitsminister.
  • Den anden er Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre. Han har været formand for partiet siden 2019 og blev formand på bagkant af et alvorligt brud mellem tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Han har tidligere været miljø- og fødevareminister.
  • Den tredje og det nyeste bud er Søren Pape Poulsen fra De Konservative. Han meldte sig på banen mandag. Han har siddet i mange år som formand - siden 2014 - og er tidligere justitsminister. Han har før sin landspolitiske karriere været borgmester i Viborg.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR