Kommunerne står for varetagelsen af nogle af de vigtigste områder i vores velfærd. Det gælder daginstitutionerne, hvor børnene skal lege, lære og udvikle sig i trygge rammer. Det gælder folkeskolen, som skal udfordre og dygtiggøre eleverne. Og det gælder ikke mindst ældreplejen, der skal sikre ældre med behov for hjælp omsorg og værdighed.

Vi ved, at den økonomiske krise har været hård ved kommunerne og gjort budgetterne stramme. Heldigvis fik vi styret os sikkert gennem krisen. Endda med udsigt til et økonomisk råderum de kommende år, der kunne bruges på et tiltrængt løft af velfærden. Trods et folketingsflertal på 126 mandater, der gik til valg på at styrke velfærden, blev vi alligevel præsenteret for det modsatte.

Først ville Venstre i valgkampen indføre nulvækst i velfærden. Det var åbenbart ikke nok. For da Venstre kom i regering, var meldingen pludselig, at nu skulle der skæres 1 procent af de kommunale budgetter de næste mange år. Omprioriteringsbidraget blev derfor vedtaget og indregnet i de kommunale udgiftslofter. Efter mange sværdslag og hårdt pres fra særlig kommunerne og KL udgår omprioriteringsbidraget dog af de kommunale udgiftslofter fra 2018.

Begrundelsen var dog noget vag. ”Det blev jo et hadeobjekt udover alle grænser”, lød det fra finansministeren. Ingen politisk imødekommelse til kommunerne. Vi hørte ingen indrømmelse om, at omprioriteringsbidraget ville betyde nedskæringer på velfærden - særlig i en tid, hvor kommunerne samtidig skal løse opgaven med boligplacering og integration af de mange flygtninge, der er kommet til landet siden sidste sommer. Man havde på fornemmelsen, at finansministeren fortsat så kommunernes indvendinger som ”jammer”, der nu havde mindsket råderummet til senere skattelettelser.

Ét er, at vi er politisk uenige om, hvor meget vi skal bruge på velfærden og den offentlige sektor. Det er fair nok. Fordeling af goderne er jo trods alt politik i sin grundsubstans. Noget helt andet er de kompetencer, man giver kommunalpolitikerne til at styre kommunerne med. Her har det været yderst vanskeligt, hvis ikke umuligt for jer i kommunerne, at styre effektivt med den zig-zagkurs, som regeringen har lagt for dagen. Med omprioriteringsbidraget indregnet i udgiftslofterne skulle kommunerne først planlægge nedskæringer og fyringer. Senere på året kunne kommunerne så være heldige at få nogle af deres penge retur igen med mulighed for nyansættelser. Denne stop-and-go-politik virker dyr og kortsigtet. Uden overblik over den samlede økonomi bliver det svært at planlægge og budgettere optimalt og dermed få mest muligt for skattekronerne.

At der er afsat penge til kommunerne i forbindelse med finanslovene er ikke nyt. Vi gjorde det selv med vores ældremilliard og børnepakkerne. Men modellen med, at kommunerne selv skal finansiere det gennem et besparelseskrav, er ny.

Kerneopgaverne i velfærden, som særlig kommunerne varetager, er vigtige for vores samfundsmodel, der bygger på, at vi i fællesskab sikrer tryghed og muligheder for alle. Den model skal vi styrke – ikke nedprioritere og bureaukratisere ved kortsigtet stop-and-go-politik.