Regeringen vil finde flere penge til fremtiden
Regeringen vil finde flere penge til fremtiden

Velfærden er under pres, den grønne omstilling koster, og Danmarks sikkerhed er truet. Der er nok af udfordringer de kommende år og brug for flere penge til at løse dem.
Det mener regeringen, som i sin længe ventede 2030-plan varsler reformer, der skal finde 15 mia. kr. til fremtiden.
- Det er ikke en nem vej til 2030. Men det er en vej, vi sammen kan betræde, hvis vi gør det klogt og ansvarligt, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) fredag, da planen blev præsenteret.
- Man kan sige, at med regeringens 2030-plan viser vi, hvordan Danmark ansvarligt kan håndtere de udfordringer, lød det.
Regeringen har i tidligere udspil peget på, hvor der kan findes otte mia. kr. Blandt andet ved at omlægge kandidatuddannelserne på universiteterne og omprioritere penge i kommunerne.
Hvordan de sidste milliarder helt konkret skal findes, oplyses ikke. Men der skal laves "balancerede" reformer for at øge beskæftigelsen.
2030-planen peger på, at der er et potentiale på op mod 40.000 ekstra fuldtidsbeskæftigede frem mod 2030. For eksempel blandt personer med ikkevestlig baggrund, der ikke er på arbejdsmarkedet.
Gode intentioner, men mangler løsninger
Brancheorganisationen Dansk Industri er tilfreds med regeringens fokus på reformer, og på at der skal skaffes flere hænder til arbejdsmarkedet. Men der mangler svar på hvordan.
- Regeringens 2030-plan er nærmest blottet for konkrete initiativer, som vil øge den velstand, der skal betale gildet, siger topchef Lars Sandahl Sørensen i en skriftlig kommentar.
Det er ikke en nem vej til 2030. Men det er en vej, vi sammen kan betræde, hvis vi gør det klogt og ansvarligt
Samme melding lyder fra Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør i Dansk Erhverv:
- Det er ærlig talt skuffende, at regeringen med sin 2030-plan ikke giver flere svar, end det er tilfældet.
- Danske virksomheder kommer til at mangle op mod 90.000 medarbejdere frem mod 2030, og regeringens 2030-plan anviser ingen trædesten henimod en løsning på den kæmpe udfordring, udtaler Brian Mikkelsen.
Velfærd kræver penge
En del af de penge, der i fremtiden ventes at komme i statskassen, er allerede reserveret til andre formål.
For eksempel at dække udviklingen i befolkningssammensætningen og et løft af forsvarsudgifterne med aftalen om det nationale kompromis.
Det betyder, at det økonomiske råderum, der er statens forventede overskud i fremtiden, er på 12,5 mia. kr. frem mod 2030.
Af dem vil regeringen bruge 5 mia. kr. på at udvikle velfærden, lød det fra Nicolai Wammen. 2,5 mia. kr. skal bruges på mere tryghed i hverdagen, og de sidste 5 mia. kr. skal bruges til bundne opgaver og uforudsete behov.
- Hvis vi ønsker, der skal investeres mere i velfærd og øge den grønne omstilling, skal vi lave reformer.
- Det er svaret på, hvordan vi skaffer flere hænder og mere økonomi til det, vi synes er vigtigt i det danske samfund, sagde Wammen på pressemødet.
Det vurderes, at der i 2030 vil være 125.000 flere ældre over 70 år og 50.000 flere børn under 7 år. Og det kræver flere sosu'er og pædagoger. Det er blandt andet det, som presser de offentlige udgifter i fremtiden.
Hovedpunkterne i 2030-planen
- Beskæftigelsen skal øges. Med 2030-planen er der ifølge regeringen mulighed for at øge beskæftigelsen med op til 40.000 fuldtidspersoner frem mod 2030.
- Det økonomiske råderum, der beløber sig til 12,5 mia. kr. frem til 2030 fratrukket de penge, som er "brugt", skal bruges på bedre velfærd med videre.
- Med 2030-planen lægges der op til en gennemsnitlig årlig vækst i det offentlige forbrug på cirka 0,8 procent i perioden fra 2024 til 2030, når der ses bort fra reserverede midler til løft af forsvarsudgifterne og det grønne råderum.
- Regeringen har et mål om at finde 15 mia. kr. til velfærd og klima. Det penge skal blandt andet investeres i at udvikle vores fælles velfærd, klima og sikkerhed. De første otte mia. kr. er fundet med tidligere udspil fra regeringen.
Kilde: " DK2030 - et grønnere, sikrere og stærkere Danmark 2030".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























