Forårets store forlig mellem regeringen og VK om en ny vækstplan er i sigte. Det store spørgsmål, man stiller sig i regeringskontorerne, er, om omkostningsreduktionerne for erhvervslivet får sat tilstrækkeligt skub i væksten, så der også skabes job. Det er nærmest utænkeligt, at regeringen kan genvinde magten, uden at vækstplanen – eller et stort internationalt opsving – skaber mærkbar fremgang i beskæftigelsen.

Forleden blev danskerne spurgt af A&B Analyse om pakken. Her bakkede seks ud af ti danskere op om vækstplanen, som dog kun hver fjerde troede på vil få en gavnlig effekt på job og vækst. Det er paradoksalt nok de blå vælgere, der bakker mest op om planen, mens de røde vælgere er mest optimistiske om dens effekter på job og vækst. Økonomerne er dog bredt enige om, at vi i Danmark mere eller mindre er prisgivet de internationale konjunkturer.

Kun reformer med VK

Under alle omstændigheder så har regeringen valgt at samarbejde med de borgerlige om en økonomisk politik, der fint flugter med, hvad de borgerlige har prædiket i de seneste år med fokus på lav eller ingen vækst i den offentlige sektor, lavere omkostninger for virksomhederne og maksimalt pres på fagforeninger om løntilbageholdenhed. Kun i de situationer, hvor der skal foretages offentlige investeringer, som for eksempel da man for nylig lavede en aftale med Enhedslisten om at elektrificere jernbanenettet med skatteindtægter fra olieselskaberne i Nordsøen, eller ske mindre omfordelinger i forbindelse med vedtagelsen af finanslovene, er regeringens støtteparti brugbart. Enhedslistens mandater er omvendt komplet ubrugelige, hvis der skal laves reformer, der på en eller anden går ud over mennesker, der lever af overførselsindkomster.

Der, hvor Enhedslisten rituelt foreslår flere indtægter det vil sige ved at hæve skatterne, slår regeringen nu bak af hensyn til den vigende beskæftigelse og virksomhedernes lave investeringsniveau. Regeringen og dets støttepartis opfattelse af Danmarks økonomiske situation er simpelthen som nat og dag. Enhedslisten mener, at krisen skyldes for lav beskatning af høje indkomster og virksomhedernes indtægter og for få investeringer i den offentlige sektor, mens regeringen er enige med de borgerlige i, at krisen skyldes virksomheders og investorers manglende tro på, at Danmark er et sted, hvor det er tilstrækkeligt lønsomt at investere i fremtiden. Det kan ses ved, at virksomhederne fortsat flytter arbejdspladserne ud af landet til nabolandene, hvor lønomkostningerne, energipriserne efter skat og skatteniveauet er langt lavere end herhjemme. Det spørgsmål forholder Enhedslisten sig i realiteten ikke til, men henviser blot til, at mange virksomheder i disse år kan præsentere store overskud, hvorfor Danmark så må være et attraktivt sted at drive virksomhed.

Det er i øvrigt et synspunkt, som deles af mange andre i rød blok. Enhedslistens effektive kampagne retter sig mod de dele af befolkningen, som er afhængige af de offentlige kasser, og tilstræber et økonomisk lighedsideal, som indtil for få år siden var mainstream. Omvendt nedtoner man sine uklare ideer om bæredygtige økologiske nulvækstsamfund, hvor levestandarden set med de fleste økonomers briller må være markant lavere sammenlignet med i dag. Enhedslisten står i dag stort set alene – måske sammen med DF – med kravet om en markant større omfordeling fra de aktive på arbejdsmarkedet til de passive, hvor alle andre partier har købt den økonomiske sagkundskabs vurdering af, at omfordeling reducerer arbejdsudbuddet, hvilket ifølge dem er den forkerte medicin, hvis man skal opnå vækst i samfundet.

Omvandrende vittighed

Det er også derfor, at de seneste fire regeringers politik på dette område – og med varierende ambitionsniveau – er gået i den af økonomerne anviste retning. Senest har den siddende regering sat en kontanthjælpsreform på dagsordenen, hvor en del af provenuet ovenikøbet skal finansiere en selskabsskattelettelse, som S-SF-politikere for kun få måneder siden blankt afviste som forkert, ubrugelig og asocial.

I begyndelsen af marts slog regeringspartierne Socialdemokraterne og SF – ikke overraskende for ret mange iagttagere – nye bundrekorder i en række nye meningsmålinger. Omvendt tordner Enhedslisten frem som aldrig før og når nu en opbakning, der skal måles i tocifrede procenttal. Både SF's formand, vækst og erhvervsminister Annette Vilhelmsen, og statsminister Helle Thorning-
Schmidt når krybekælderniveauet i de opgørelser, der foretages over vælgernes tillid til deres lederskab.

Vilhelmsen – som kun har siddet i stolen som SF-formand i få måneder – betragtes på Christiansborg som en ren kransekagefigur for venstrefløjen i partiet, der i efteråret generobrede magten, og ledelsen er reelt lagt i hænderne på SF's tidligere formand, skatteminister Holger K. Nielsen. Det stod senest klart for alle, da skatteministeren mødte op ved præsentationen af vækstplanen, mens vækst- og erhvervsministeren, hvis ressort 'vækst' velsagtens hidrører, blev væk uden nogen særlig troværdig forklaring – hvis man fraregner den 'onde', at regeringens spindoktorer var rædselsslagne over, om ministeren skulle begynde at tale sort eller på anden måde demonstrere, at hun ikke var inde i stoffet, for eksempel ved at undsige det. Altså skabe en stemning af regeringskrise for åben mikrofon og rullende kameraer. Vilhelmsen er tæt på at blive opfattet som en omvandrende vittighed på Christiansborg.

Mens disse linjer skrives, er regeringens forhandlinger med VK i gang, og resultatet ender med yderligere indrømmelser til især Venstre, som sidder på de afgørende mandater.

For Venstre bliver det naturligvis vigtigt at svinebinde regeringen til en økonomisk politik, der gør det så svært som muligt for Thorning & co. at give Enhedslistens større økonomiske indrømmelser, når der skal laves finanslov.

Det vil under alle omstændigheder også gøre det svært for både SF og S at komme i offensiven i forhold til de vælgere, der er løbet skrigende bort fra regeringspartierne siden valget i 2011.

Det vil selvfølgelig lægge yderligere pres på S-SF's ministre, øge stressniveauet og ikke mindst kritikken fra baglandet, som er taget til med den seneste vækstplans initiativer, hvor provenuet fra reformer af kontanthjælp og SU associeres med sænkning af selskabsskatten.

Bibelske plager

Også internt i regeringen er der åbenbart splid. Der går ikke en uge, uden at aviserne kan melde om optræk til fløjkrige hos Socialdemokraterne, hvor der skulle være ualmindelig kold luft mellem regeringschefen og finansministeren på den ene side og stort set resten af ministerholdet med Mette Frederiksen samt folketingsgruppen med gruppeformand Henrik Sass Larsen i spidsen. Det er uden tvivl meget alvorligt alt sammen, men så er det godt, at det stærkeste kit, der kan få regeringen til at holde sammen, er stærkt som intet andet. Og det er regeringsmagten.

Indtil videre har især SF udstået allehånde nærmest bibelske plager, og om lidt venter der måske endnu en, hvor partiet skal skulle stemme for en lovgivning, hvor man afbryder KL's i horisonten synlige konflikt med lærerne om arbejdstidsregler. Det bliver formentlig også første gang, at SF skal stemme for et politisk indgreb i en konflikt på arbejdsmarkedet.

Det bliver meget spændende at se, hvordan SF's bagland ser på det. Og til sommer får de udfaldstruede ledige, som Enhedslisten 'reddede' under finanslovsforhandlingerne, den sidste portion kontanthjælp på de særlige vilkår. Det sker næppe uden ballade i offentligheden, hvor regeringens akutjobordning er under et vedvarende angreb. Under alle omstændigheder er SF ved at løbe tør for tid til at knække kurven for den hastigt svindende vælgeropbakning forud for kommunalvalget om otte måneder.