Man har en tendens til at glorificere sit eget land og sin egen kultur, når man opholder sig i udlandet en længere periode. Jeg var ikke nogen undtagelse. Over de 6 år, jeg senest har opholdt mig i Madrid, har det været en tilbagevendende trøst, at i det mindste var dansk politik ikke som den spanske.

Men så var det ædrueliggørende at komme hjem til ”Arbeit-macht-frei”-buskampagnen, på hvilken en præmie-arier af en statsminister kunne informere danskerne om, at hvis de - eller særlig nogen af de andre - skulle komme til landet, så er der kun én frelse: arbejde.

Og så bragede valgkampen ellers løs på nye og meget mindre informative klinger end dem, jeg forbandt med det danske demokrati. Socialdemokraterne ønskede at kommunikere, at de hadede indvandrere mindst lige så meget som ”blå blok”, og at deres statsministerkandidat både var flot og vellidt derude blandt ”almindelige mennesker”. I hvert fald mere end ham Lars, hvis anløbne og drikfældige natur partiet brugte et ukendt antal millioner på at anskueliggøre for dem, der måtte være lidt langsomme. Den slags negativ kampagne hørte bestemt ikke til det Danmark, jeg kendte. Venstre forsøgte at følge med: En Pinocchio-næse på Det Sorte Tårn på Amager var, hvad fantasien rakte til; det virkede allerede, mens banneret blev hejst, gammelt, fortænkt og ikke helt nedrigt nok.

OMFG, er det populisme? 

Undervejs kom jeg til at tænke på den bog, jeg skrev sidste år. Måske var det, da Socialdemokraterne i en bannerreklame vil have mig til at tro, at Venstres leder ønskede at 'åbne Danmark for 600 millioner verdensborgere,' et antal, der svarer til hele befolkningen i Caribien, Mellem- og Sydamerika. Nærmere bestemt tænkte jeg på det kapitel, hvor jeg bad tre store, veletablerede, skandinaviske toppolitikere om at skelne mellem populisme og folkelig forandring.

De svarede sådan cirka således: Et populistisk parti spiller på frygt, en frygt for fremtiden, en frygt for, at man ikke selv klarer det. Populismen står i sin reneste form helt uden forbindelse til en tilgængelig virkelighed. Det er en kynisk jagt på standpunkter, der bare er populære. Ofte med løsninger, som er forenklede, forsimplede og fordrejede.

Og med den tjekliste i baghovedet blev det næsten ubærligt at følge med i dansk politik.

Argumentet er dødt - længe leve sloganet

For positionerne på Christiansborg er golde og indstuderede. De rækker lige præcis til at fylde 15 sekunder i en nyhedsudsendelse. Får de mere tid, falder de fra hinanden i ren åndløshed. Det gode argument er veget for ren rå magt på de indre linjer og angreb, der alene tjener til at legitimere og profilere sig selv på de ydre. Angreb, hvor længde og syntaks sørger for, at ingen tabes. Vi skal jo også kunne følge med, synes logikken at være.

”Sloganeering” kaldes det i udlandet. Mere end 4 ord kunne forvirre modtageren af budskabet.

Jeg kan genkende den politiske debatform fra blandt andet Spanien, før socialistpartiet og det konservative folkeparti fik selskab af nye partier. Jeg fandt på det tidspunkt samtalen infantil og i uhørt grad lukket omkring sig selv.

Og man kan kende det fra udenlandske partiledere som den nylig afsatte Tony Abbott i Australien, som var kendt for at formulere sig kort: 'Axe the tax' for eksempel eller: 'Turn back the boats.' Hans afløser, Malcolm Turnbull, har som ambition at genoprette respekten for australiernes intelligens og ophøre med at kommunikere til dem, som om de var 5-årige børn.

Det er også stærkt tiltrængt på disse breddegrader.

Sandheden og historien – who cares?

Forslag som at internere flygtninge i aflukkede lejre i årtier (DF) og den meget kyniske afvejning mellem menneskeliv på den ene side og så hensyn til kommunale arbejdskalendere eller harmoni i boligområder (S, K og V) er chokerende ahistoriske og vil få en hård dom af eftertiden, hvis den eftertid overhovedet er værd at leve i.

Det er åbenlyst, at den nuværende generation af danske parlamentarikere hverken har fulgt særlig godt med i historietimen eller har forholdt sig særlig indgående til den grundlov, de har sværget en ed på.

Hvis der stod respekt om fundamentale retsstatsprincipper, så ville vi ikke se tilsagn om statsborgerskab blive kapret i ren populistisk selviscenesættelse. Så ville tanken om, at SKAT skulle have adgang til private ejendomme uden dommerkendelse, være blevet skudt ned det øjeblik, den opstod. Og så ville det nok være nemmere at se, hvor Region Syddanmark startede og partiet Venstre sluttede. Eller hvor Socialdemokraterne eller De Radikale startede og Københavns Kommune sluttede.

Og hvad værre er, så synes historieløsheden i politik at æde sig ind på korttidshukommelsen også, således at partier uden at blinke tordner imod politik, de selv var med til at indføre for få måneder siden. Det er den slags adfærd, der mellem mennesker normalt rejser røde flag.

Det bør det også her. For det, at der er sket et voldsomt skred i de etiske og sociale koder i dansk politik, angår os alle. Populismens mainstreaming er et voldsomt problem for vores samfundsudvikling.

For at undgå, at kommende generationer forstår magt, ansvar og ledelse som variabler af det, vi ser i dansk politik i disse år, er der behov for en civil opvågning. Vi må uddanne os selv og hinanden til at se efter de tegn og tendenser, der går imod tankerne bag vores samfundsindretning. Populismen er det modsatte af alt det, vi grundlagde vores demokrati på.

Blandt vores sommergæster dette år var en god ven og hans lille familie. Han er spansk embedsmand, borgerlig, med god karriere, et solidt intellektuelt overskud og internationalt udsyn.

”Det, der gør mig mest stolt over at være spanier,” sagde han over en kop skarp, sort, spansk kaffe, ”det er, at der ikke er en eneste politiker, der bruger minoriteterne i landet til at score billige point.”

Den eneste trøst, vi har herhjemme, er, at Ungarn efter alle standarder er værre. Her hed outdoor-kampagnen fra premierminister Viktor Orbáns parti ikke ”Kommer du til Ungarn, skal du arbejde” -  den hed:

”Kommer du til Ungarn, må du ikke tage en ungarers job.”