En valgkamp er altid unik med sine egne logikker, tendenser og udviklingstræk. Så her, hvor dampen fra KV17 har lagt sig, er det interessant - set fra et kommunikationsperspektiv – at studere, hvad der fungerede godt, og hvad der måske var knap så vellykket i valgkampen.

Den helt store nye ting denne gang var politikernes stigende brug af de sociale medier. Udviklingen i borgernes medieforbrug har medført, at langt flere vælgere siden KV13 var til at komme i kontakt med på de sociale medier. 67 % af danskerne kan nu nås på Facebook, men også Instagram (24 %) og Twitter (10%) er mediekanaler, der efterhånden når bredt ud.

Da udviklingstrækkene peger på, at danskerne i stigende grad er aktive på flere forskellige tjenester, flere ældre borgere er på de sociale medier, og at alle indkomstgrupper er til stede, giver det god mening, at kommunalpolitikerne satser på SoMe. Også i forhold til at komme i kontakt med de unge er det fornuftigt. Hovedparten af de unge henter deres viden på online medier, og særligt de sociale medier er stedet, hvor man kan komme i dialog med f.eks. førstegangsvælgerne.

Vi var med over alt

På den positive side af politikernes brug af de sociale medier er, at så mange politikere tog medierne til sig på en seriøs måde i valgkampen. Vi var med hele vejen i deres valgkamp. Fra opstartsmøderne i partiforeningen, billedvalg til valgmaterialet og leveringen af plakaten på matriklen. Vi var med i lygtepælen, da plakaten blev sat op, til uddelinger foran supermarkedet, de sjove kampagneevents, sangene, paneldebatter og til optagelserne til Tv-nyhederne. 

Både on-stage og back-stage gav politikerne – via de sociale medier – os et transparent og grundigt indblik i deres færden gennem hele valgkampen. Og når man tænker på, at de samtidig førte valgkamp på gader og stræder, avisernes debatsider og i forsamlingshusene, har brugen af de sociale medier været et ekstra tidskrævende element for landets i forvejen travle amatørpolitikere.

At dømme ud fra omfanget virkede det som om, at politikerne nød pludselig at være redaktører på deres eget medie. Det må da også være rart for dem. For er der noget, der et kendetegnende for politikerne, er det, at de først kæmper hårdt for at komme i medierne, og når det så lykkes, bliver de ofte sure på journalisterne, fordi de ikke er tilfredse med resultatet.  Selv at kunne bestemme indhold, vinkel og mængde, er et drømmescenarie for de fleste politikere.

Indadvendt kommunikation

Men her ligger også det største problem. For der var simpelthen for få, der tog redaktørrollen alvorligt. Gennem hele valgkampen blev borgerne bombarderet med alt for mange irrelevante historier, der ikke handlede om politik, men om ligegyldigheder. Kandidaternes kommunikation var alt for afsenderorienteret, og den sidste uge af valgkampen havde man nærmest indtryk af, at politikerne sad og tog billeder af hinanden, og at det kun var de andre politikere på billedet, der delte og likede.

Det hele blev for indadvendt og kommunikationen var mest rettet mod 'egne venner'. Der manglede simpelthen de politiske konflikter og uenigheder, de tænder gnister og skaber en spændende valgkamp med mere debat.

Det, at politikerne havde mere travlt med at være redaktører end at optræde som politikere, gav en gabende kedelig valgkamp. Der var meget få spændende debatter, meget få visioner for fremtiden, og valgkampen var nærmest støvsuget for store politiske diskussioner og dagsordner.

Kandidattest slog debatten

Det var som om, vælgerne skulle finde ud af, hvor krydset skulle sættes, ved hjælp af de mange kandidattest, nyhedsmedierne tilbyder. Og ærlig talt er det en lidt fesen måde at afholde et valg på. For selvfølgelig giver kandidattesten en god pejling på, hvem man sympatiserer med, men en test kan ikke erstatte den levende politiske samtale. For det er her, man får nuancer, uenigheder, uddybninger og nye perspektiver, som er så vigtige for at have en god og sund politisk diskussion.

Derfor må politikerne i fremtiden stille større krav til deres egen rolle som redaktører. Selvfølgelig skal der være plads til også at vise de sjove, hyggelige og mere personlige sider, men det må og skal være det politiske, der er i fokus. For eksempel må man forvente, at politikere, der stiller op lokalt, må kunne komme med visioner og ideer for de områder, hvor de vil vælges. Det er ikke nok, at man bare skriver, man vil være god ved børnene, de gamle og de syge. Det bliver simpelthen for ligegyldigt for borgerne.

Så erfaringerne fra politikernes brug af de sociale medier ved KV17 er, at der bliver brugt meget energi på være til stede, og at politikerne virker glade for også at være blive redaktører for egne medier. Men det hele blev for indadvendt og ligegyldigt til at de sætter fut i valgkampen. Derfor er der stadig et stykke vej, før politikerne for alvor tager vælgerne med storm på de sociale medier!