Håndteringen af proteser og hjælpemidler i kommunerne er ikke god nok. Der mangler kompetencer i sagsbehandlingen, der er et for stort fokus på pris, der er lange ventetider og risiko for at falde i kløften mellem region og kommune. 

Alt sammen faldgruber hos myndighederne, der kan have store konsekvenser for borgerne.

Sådan lyder kritikken fra flere organisationer, men også fra leverandørerne af hjælpemidlerne. 

De mener blandt andet, at manglende viden kan presse prisen på proteser ned, udløse dårlige beslutninger og i sidste ende stille borgerne dårligere. Det skal der laves om på, mener blandt andre Amputationsforeningens formand, Marianne Palm.

- Som nyamputeret har du ikke en chance for at vide, hvad der er den rette protese. Og kommunerne har heller ikke altid kompetencerne til at sammenligne proteser og tilbud fra bandagister. Det er et problem, der resulterer i dårligere løsninger, siger hun.

Pris bliver styrende

Kommunerne bevilger hjælpemidler såsom proteser til amputerede. Bevillingerne skal ske efter princippet billigst og bedst egnet. Men både Amputationsforeningen og bandagisterne, der leverer hjælpemidlerne, mener, at kommunerne i for høj grad styrer efter prisen.

En af de leverandører er Anders Tange, der også er formand for foreningen Danske Bandagister. 

- Det er min opfattelse, at kommunerne kun går efter pris. Der bliver kun kigget på tallet i bunden, og der, hvor det er lavest, der ryger bevillingen hen. 

Når kommunerne skal bevilge et hjælpemiddel til en borger, sker det i de fleste tilfælde ved, at kommunen sammenligner flere tilbud fra bandagister. Og her kan det blive en udfordring, hvis sagsbehandlerne skal sammenligne tilbud på vidt forskellige produkter og pris.

- Jeg mener ikke, at sagsbehandlerne nødvendigvis skal være bandagister, men de skal være i stand til at stille kvalificerede spørgsmål om, hvorvidt det er den bedste løsning til den enkelte borger. En udfordring kan også være, at bandagisterne jo arbejder i private virksomheder, som gerne vil have kunder i butikken. Derfor kan de finde på at sætte prisen lavt og gå lidt på kompromis, når nu den afgørende faktor er prisen. 

Man går dog ikke på kompromis ved de kritiske dele af en protese, som er afgørende for funktionen, understreger Anders Tange. Han nævner, at der for eksempel kan ændres på det kosmetiske eller laves en anden løsning til en billigere pris. Det er dog ikke optimalt, mener han.

- Det går i sidste ende ud over borgeren, men også vores faglige stolthed, når vi vælger en løsning, som ikke er den bedste for den enkelte borger, men den, som der er penge til, siger han. 

Vurdere den bedste ud af 300 fødder

Marianne Palm fra Amputationsforeningen mener heller ikke, at systemet på nuværende tidspunkt er indrettet godt nok for borgerne. Der er for stort fokus på prisen og for lidt fokus på, hvilke løsninger der kan give muligheder for at have fritidsinteresser som løb, svømning og dans og dermed livskvalitet.

Hun siger, at hun er indforstået med, at kommunerne skal spare penge, men mener, at det er et problem, at kommunerne kan behandle amputerede så forskelligt på tværs af landet.

Nogle kommuners store fokus på, at proteser skal få borgere tilbage i arbejde, gør, at foreningen i nogle kommuner oplever lange sagsbehandlingstider. Ligesom der er  kommuner, der i for lang tid venter med at bevilge den endelige protese, mens borgeren stadig er syg, med det resultat, at borgere kan gå med plastikmodeller, der ikke passer ordentligt.

Alt i alt for mange problemer, der stiller amputerede dårligt i forhold til at få den rette protese eller hjælpemiddel hurtigt. 

- Der er ikke gode muligheder for at finde den rette løsning som nyamputeret. Man kan blive sat i helt urimelige situationer som amputeret på grund af den måde, som systemet er indrettet på.

Marianne Palm mener ligesom Anders Tange, at det er problematisk, at systemet er indrettet sådan, at kommunerne ikke har mulighed for at have kompetencerne til at vurdere og sammenligne bud fra forskellige bandagister.

- Der er jo for eksempel omkring 300 forskellige slags fødder. Der er vidt forskellige produkter på markedet, og det er kun bandagister, der har specialviden om det. Sagsbehandlerne i kommunerne vurderer prisen, og hvor de kan spare flest penge. For de har jo ikke viden om, hvad der er det rette ben for en borger. 

Marianne Palm mener, at det skaber flere problemstillinger, at der ikke er de rette kompetencer, når bevillingerne til et ben, en arm eller et andet hjælpemiddel skal afgøres. 

- Der er desværre nogle, der underbyder hinanden og siger, at borgerne faktisk kun har brug for en billigere løsning, end en anden bandagist havde vurderet. Det har kommunerne ikke kompetencerne til at gennemskue, og så vinder den billigste bandagist på bekostning af løsningen til borgerne. Det er hovedrystende. 

- Hverken borgerne eller sagsbehandlerne kan gennemskue, om det er dårligere mø-trikker eller hylstre. Jeg tænker jo, at det vil gavne, hvis man rykkede bevillingerne ud til regionerne og sikrede den rette faglighed til at vurdere de her sager. 

Marianne Palm understreger dog, at der er kommuner, der bevilger det rette hjælpemiddel til borgerne hurtigt, mens andre kommuner har lange ventetider.

- Der er rigtig mange borgere, der giver op på den lange vej hen mod en løsning, og det er ikke rimeligt. Hverken overfor borger eller over for samfundet, for på bare få år får vi gjort en ellers velfungerende borger til en skygge af sig selv, der måske isolerer sig derhjemme. En situation, som er meget dyrere for den enkelte på det mentale plan, men i høj grad også for samfundet, både kommunalt og regionalt. 

Flere organisationer vil have handling

Kræftens Bekæmpelse ønsker sammen med en række sygdomsspecifikke patientforeninger handling på området. De har ad flere omgange rettet henvendelse til Folketingets Sundhedsudvalg for at gøre opmærksom på de problemer, som har eksisteret i mange år, siger Pernille Slebs-ager, afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse. 

- Fra patienternes perspektiv er der flere problemer på området. Først og fremmest er der kræftpatienter på tværs af alle diagnoser, der oplever problemer med overhovedet at få tildelt et hjælpemiddel, og at få det konkrete hjælpemiddel, som passer bedst til dem – og så er der ofte lange sagsbehandlingstider og forskellig praksis kommunerne imellem, siger hun.

- Det har stor betydning for borgerne, der har alvorlige og livstruende sygdomme, og som ønsker at vende bedst muligt tilbage til hverdagen. Det kan man ikke, hvis man samtidig bliver mødt af lang ventetid og oplever at skulle kæmpe for det rigtige hjælpemiddel. 

Derfor ønsker organisationerne, at Folketinget rydder op i regelgrundlaget på området, så patienterne ikke rammes af de uklarheder, der i dag er om ansvarsfordelingen mellem kommuner og hospitaler/regioner. 

Pernille Slebsager mener dog, at kommunerne allerede i dag kunne rette op på en del af problemerne.  

- Kommunerne kunne sikre, at de har en mere ensartet praksis. Desuden efterspørger vi mere faglighed i kommunernes vurderinger. 

- Der er stor forskel på, om kommunerne har fagpersoner, der sammen med borgeren kan vurdere, hvilket hjælpemiddel, der er bedst egnet til den enkelte. Vi har respekt for, at det for kommunerne også er et økonomisk spørgsmål. Men den rette faglighed vil formentlig også kunne medvirke til,  at borgerne får det rette hjælpemiddel i første omgang.  

I et ministersvar til organisationerne står der, at området er højprioritet for regeringen, og at man vil forenkle reglerne og skabe øget tilgængelighed. 

Pernille Slebsager forklarer, at man politisk set har to veje, man kan gå for at gøre noget ved problemerne. Forbedringer for borgerne kræver som minimum, at regelgrundlaget i det eksisterende system bliver ændret. I dag er området reguleret både i serviceloven og i sundhedsloven, så det vil kræve ændringer og præciseringer både i servicelovens vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder og i sundhedslovens cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet.

- Men det er stadig komplekst, og måske skal man i stedet tænke det helt om og placere ansvaret mere entydigt enten hos regioner eller kommuner. Eller etablere en ny fælles organisering, hvor det sikres, at borgerne ikke falder mellem to stole. Det er i hvert fald tydeligt, at der er brug for et system, hvor borgerne ikke er kastebold, siger hun.

Danske Regioner har tidligere i år også lagt op til at ændre på ansvarsfordelingen ved at oprette en ny model for tildelingen, indkøbet og vedligeholdet af hjælpemidler til borgerne, har det blandt andet lydt i Politiken. 

Det dur ikke

I KL anerkender man problemstillingen med, at borgerne falder mellem de forskellige myndigheder og oplever lang ventetid.

- Det dur selvfølgelig ikke, at der er borgere, som ikke hurtigt nok får de hjælpemidler eller behandlingsredskaber, de har brug for. Det skal vi have fundet løsninger på, lyder det fra Christian Harsløf, direktør for social og sundhed i KL. 

- Men det er vigtigt at holde fast i, at når det gælder hjælpemidler som fx badebænke, rollatorer eller andet, som man lokalt får bevilliget som en del af hjemmeplejen, har borgerne ikke problemer med at få det, de gerne vil have. Dét er der ingen grund til at ændre, for udleveringen fungerer og bør foregå så lokalt og tæt på borgerne så muligt, uddyber han.

Han kan dog se udfordringerne, hvor borgere har svært ved at få de rette hjælpemidler, og lægger op til drøftelser på området. 

- Ved siden af alt det, der fungerer, ser vi dog desværre flere og flere eksempler på, at hjælpemidler og behandlingsredskaber blandes sammen i en stor pærevælling, og at borgerne i nogle situationer lander mellem to stole og har svært ved at få udleveret det, de skal bruge.

- Det kan hverken borgere, kommuner eller regioner være tjent med, og derfor er vi også klar til at drøfte med de øvrige parter, hvordan vi kan gøre noget ved problemstillingen, tilføjer han.