OK26 forhandlingerne er nu stemt hjem og også deltidsdommens konsekvens er klaret
OK26 forhandlingerne er nu stemt hjem og også deltidsdommens konsekvens er klaret

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
I slutfasen af Ok26 forhandlingerne landede afgørelsen på deltidsdommens betydning.
Afgørelsen var/er klokkeklar: Der må ikke være forskel på deltidsansattes og fuldtidsansattes betaling for ekstra arbejde.
Det betød ændringer i overenskomsterne, så deltidsansatte fremover honoreres på samme måde som en fuldtidsansat. Alt det fremadrettede har vi betalt for af rammen.
Derfor er forundringen stor, når vi lytter til de meldinger og eksempler landet over, hvor det ikke er forstået.
Bare et eksempel her: Nej, du kan ikke komme på fuldtid, og du kan heller ikke fremover få merarbejde, det er blevet for dyrt. Du kan få en timelønsansættelse ved siden af din fastansættelse. Den går ikke.
Det tager vi naturligvis fat i. Vi undersøger nu systematisk, hvad det er der sker rundt omkring. For der er da vidst noget, nogen har fået helt galt i halsen.
Det var helt tydeligt for organisationerne under overenskomstforhandlingerne, at det står sløjt til med at ansætte personale på fuld tid eller i det mindste bare ansætte personale med et timetal, så de samlede ansættelser svarer til den arbejdskraft, man har behov for.
Når der i 2024 er udbetalt mere end fem millioner timer i merarbejde, og oven i dette skal tillægge merarbejde, der er afspadseret, så er der lang vej igen.
Vi har som parter fokuseret på at få ændret deltidskulturen til en fuldtidskultur, og det er vi stadig ombord i. Der er også mange steder hvor man er i gang med projekter, men det går ikke den rigtige vej, hvis man nu begynder på krumspring og omveje for at undgå at betale den løn, som er aftalt i overenskomsten.
Ændret ledelsesadfærd
Flere har spurgt, hvorfor betalingen for overarbejde så ikke blev sat ned. Det har slet ikke været på tale som en mulig løsning, det ville være helt urimeligt at forringe vilkår for fuldtidsansatte. Jeg gentager derfor lige en gang til. Vi har betalt for det fremadrettede ved OK 26, så pengene er der.
Men selvfølgelig kalder fakta på en ændret ledelsesmæssig adfærd. Det er et uhørt stort gab mellem fastansattes timetal og det behov, der er for arbejdskraften. Så nu er det fuld skrue på fortsat at rekruttere til fuldtid og flere timer til fastansatte. Det er fuld skrue på at arbejdstilrettelægge, så medarbejderne har indflydelse på arbejdstiden og får et arbejdsmiljø, man kan holde til at arbejde i. Vejen er ikke at straffe deltidsansatte eller at øge andelen af tilkalde-vikarer.
Der gemmer sig mere end 3000 ekstra fuldtidsansatte, hvis bare de udbetalte merarbejdstimer var brugt på den måde i 2024. Jeg anerkender at der altid vil opstå akutte situationer og vi derfor skal påregne et vist omfang af overarbejde men bestemt ikke i den størrelsesorden.
Nu er OK26 som sagt afsluttet og stemt hjem med meget høje ja-procenter, så nu begynder arbejdet med også at kigge bagud og få efterbetalt alt det merarbejde, der ikke er honoreret rigtigt.
Der bliver travlt derude med at få data indsamlet og opgjort for de sidste fem år, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor meget, der ville have været anderledes, hvis der havde været bedre overensstemmelse mellem de timer, medarbejderne er ansat på, og de timer der er behov for.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























