'Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, hører man til 'nederlagets mænd’. Hvis man ikke er mere fast i overbevisningen om sine synspunkters rigtighed og om, at man vil kunne holde fast ved dem, bør man opgive politik og give sig til at dyrke kål.'

Sådan analyserede SF's stifter Aksel Larsen i sine erindringer situationen, da partiet i 1966 diskuterede, om SF skulle få del i magten i det faste samarbejde med S. Det, der siden er gået over i den politiske historie under den lidt misvisende betegnelse 'Det Røde Kabinet'. Diskussionerne dengang fik den dramatiske konsekvens, at partiet brækkede over, og SF’s vælgeropbakning siden kraftigt faldt i årene frem. De regeringsvenlige SF’ere vandt første runde, men tabte siden slaget om partiet. De endte som 'nederlagets mænd'.

Her mere end 40 år efter at det første eksperiment fik sin ende, er SF kommet i regering, og man kan allerede notere flere lighedspunkter mellem dengang og nu. SF er i krise, vælgerne og medlemmerne forsvinder, og partiet er på nippet til at splittes.

SF ligner 'nederlagets mænd', selvom de rent faktisk har taget del i magten.

Målt på vælgeropbakningen kan man dog kun notere nederlag, og det hænger selvfølgelig sammen med, at vælgerne ikke kan få øje på, at den politik, som SF traditionelt har gået til valg på også i 2011, er blevet til virkelighed. Mange vil mene tværtimod.

Kronprinsesse ydmyget

Heller ikke baglandet har været imponeret, hvilket blev helt klart, da Villy Søvndals velskolede kronprinsesse Astrid Krag blev decideret ydmyget ved formandsvalget i oktober. Og det blev hun af – hvad der allerede dengang stod ret klart – en landspolitisk uerfaren amatørpolitiker fuldkommen blottet for politiske idéer, visioner eller skyggen af en bæredygtig strategi. Baglandet var dog umiddelbart ret ligeglad med det. Det blev reelt en folkeafstemning om, hvorvidt SF's hidtidige ledelse under Søvndal havde fået nok ud af regeringssamarbejdet. Resultatet blev et rungende nej.

Under åget

Bevares. Man kan godt finde SF-politik, der i kraft af regeringsskiftet i 2011, er blevet gennemført, for eksempel når det gælder klima- og energipolitik, hvor man i øvrigt er ret enige med De Radikale. Men på de tunge politiske områder som økonomi, skat og velfærd, kan selv de blinde se, at SF – som Per Hækkerup formulerede det i 60’erne – er 'kommet under åget'. Blandt andet lægger man stemmer til en videreførelse af 'VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand', som det hedder i regeringsgrundlaget. Det var navnlig denne politik, som vælgerne og SF's medlemmer har reageret negativt på.

Ø: Skriv til Vilhelmsen

Her 100 dage senere har regeringen iværksat en akutjob-ordning, som de færreste tror på virkningen af. Regeringen har måttet nedjustere konjunkturudsigterne for dansk økonomi og beskæftigelsestal. Til gengæld har man kraftigt måttet opjustere tallet for de såkaldte udfaldstruede, efter at dagpengeperioden første januar 2013 er blevet halveret.

Enhedslisten høster fortsat broderparten af sociale proteststemmer. Støttepartiet forsømmer ingen lejlighed til at prygle og udstille regeringens manglende politiske resultater. Det sker for eksempel med en kampagne, hvor alle opfordres til at skrive til Thorning, Vestager og Vilhelmsen og protestere mod dagpengereformen. Alle kan nok se, hvilken partileder den hårde agitation fra Liste Ø gør mest ondt på.

Og som om det ikke er nok, så har regeringen varslet reformer af SU og kontanthjælp, der alt andet lige er i modstrid med SF's hidtidige politik.

Første halvår tabt

Det er alt sammen politiske reformer, som regeringen nemt bærer igennem med de borgerlige, men som kun vil efterlade SF åben for kritik fra Enhedslisten. Umiddelbart er det første halve år tabt for Vilhelmsen, der heller ikke har gjort det nemt for sig selv med kritiske udtalelser om erhvervslivet, som vækst- og erhvervsministeren efterfølgende på ydmygende vis måtte trække i land.

En ting er, at hun måtte leve med hård kritik fra de borgerlige, men også pressen og ikke mindst de øvrige regeringspartier, kritiserede SF-formanden (i en grad og så bramfrit, at pressen kunne citere dem anonymt). Respekten for Vilhelmsens lederskab, der i forvejen var overskueligt, er nu stort set forduftet.  

Mod nye nederlag

I SF er der indtil videre kun få, der offentligt flirter med tanken om at opgive regeringsmagten og begynde at dyrke kål, som Aksel Larsen mente var alternativet. Vilhelmsen har dog nedsat en strategigruppe, som tilsyneladende skal finde en (ud)vej for SF. Man vil tilsyneladende forsøge at bytte udenrigsministerposten til nogle mere borgernære ministerier, der kunne falde noget bedre i SF-vælgernes smag. Man kan helt sikkert også under brask og bram fremsætte forslag, der hos kernevælgerne kan henregnes som SF Classic, medmindre at disse i Finansministeriets øjne belaster statskassen, borgerne eller erhvervslivet, for så skal Vilhelmsen ikke regne med, at de bliver gennemført. Og i så fald har Vilhelmsen på ny lidt et selvforskyldt politisk nederlag.