Politik er et medie. Det er et sammensat medie, der består af særlige ‘teknologier’ såsom sprog, politiske procedurer og særlige måder at se på verden på. Som alle andre medier formidler det politiske medie verden på bestemte måder. Det giver politikeren og betragteren af politik et særligt syn på verden. Det pålægger verden roller, strukturer og måder at tænke og måder at drage slutninger på. Det at se verden gennem politik er som at tage et særligt par briller på, der i kraft af deres farve, styrke og forskellige andre måder at bryde lyset på giver et helt særligt indtryk af verden. Som med alle andre medier er der områder af verden, som politik passer godt til, imens det gengiver andre områder af verden elendigt. Politik er for eksempel ofte godt til økonomi.

Politik og økonomi udgør måder at gå til verden på (gennem for eksempel abstraktioner, statistiske udmålinger af verden og kvantitative beregningsmuligheder), der er gået hånd i hånd og minder om hinanden på centrale punkter. Og for den enkelte borger mærkes økonomisk politik ofte meget konkret, forudsigeligt og på en måde, hvor der er overensstemmelse mellem det, politikerne siger, de vil gøre, og det, man mærker i sit levede hverdagsliv. Hvis politikerne for eksempel gennemfører sparetiltag, så mærker man det typisk derefter meget konkret i sit hverdagsliv på en måde, der stemmer overens med den måde, politikerne har sat det i tale på. Der er altså en form for overensstemmelseslinje fra det abstrakte politiske plan til den enkelte borgers liv og oplevelse af verden.

På andre områder eksisterer denne forankring af det politiske medie i levede liv ikke. For nogle uger siden harcelerede undertegnede her på bagsiden over, hvordan man i det politiske sprog taler om ‘integration’, som var der tale om en faktisk, konkret, håndterbar størrelse, som man kunne styre gennem politiske handlinger (ligesom økonomi), imens politiske definitioner af ‘integration’ flyver fra øst til vest og ofte er grotesk selvmodsigende og  man ude omkring i konkrete, levede og subjektive sammenhænge erfarer, at de forhold, der angår ‘integration’, er ekstremt variable og mangeartede og betingede af den bestemte situation. Pointen er her ikke, at integration ikke er noget, man ikke kan gøre noget ved; pointen er, at integration ganske enkelt ikke er noget, der kan klares særlig godt af det politiske medie, vi har. Og det, vi videre må se, er, at eftersom politik er et formelt og abstrakt medie med sit eget verdensunderlæggende udsyn og integration et mangfoldigt, komplekst og subjektivt og lokalt forankret og oplevet fænomen, vil nationalstatens politiske medie i bedste fald skabe en slags rammer for integration og i værste fald indføre selvmodsigende, absurde og direkte skadelige indslag i forhold til integration.

Problemer gøres regelstyrede og formelle

Det politiske medie er regelstyret og virker i form af formelle procedurer. Det er institutionelt. Det betyder, at når det tager fat om verden, gør det verdens problemstillinger regelstyrede og formelle. Og det synes måske umiddelbart at passe fint til den måde, medier og mainstream-sociologisk tankegang lærer os at tænke integration på. Vi lærer at tænke i strukturelle, institutionelle termer: Hvor mange migranter er i arbejde? Hvor mange taler dansk? Hvor mange er medlem af en idrætsforening? Hvor mange er under uddannelse? I hvilke områder bor de? Og så videre. Denne institutionalisering af integrationen er politik velegnet til. Men det er netop også en fremstilling af aspekter af integration, der er formet til politik. Og måske har den intet med den levede oplevelse af integration at gøre. Det kan ikke nødvendigvis (og nogle gange slet ikke) aflæses i svarene på disse spørgsmål, i hvilket omfang migranter og deres omgivelser selv oplever (i deres faktiske, levede hverdagsliv), at migranterne er blevet en tilpasset del af en større eller mindre, fungerende dansk sammenhæng.

Når taget holder fundamentet

Og her kommer vi så til det absurde, selvmodsigende og skadelige. De institutionelle rammer (arbejde, sprog, uddannelse og så videre som politiske redskaber) er måske nok en del af hele integrationskomplekset, men lige så vel, som disse faktorer kan være fremmende for integration, kan de i deres politiske håndtering også være selvmodsigende og absurde. Det selvmodsigende starter med, at det politiske system i nationalstaten ikke er et integrerende system; det er et system, som med udgangspunkt i integrerede tilstande deler verden op formelt og sikrer de integrerede enheder med rettigheder og magt. Det overbyggede system fungerer kun, hvis der er integration nok og ikke omvendt. Når man som politisk medie går ud for at skabe integration, vender man altså op og ned på afhængighedsforholdet. Og ikke nok med, at integrationen nu skal sikre nationalstaten; integrationen skal sikres med det politiske systems redskaber, igennem de formelle, institutionelle rammer. Det er fuldstændigt bagvendt. Det er en eklatant systemfejl. Det er som en krop, hvor det er kredsløbet, der får hjertet til at pumpe, eller en bygning, hvor taget holder fundamentet.

Men det selvmodsigende går helt amok og kammer over i absurditet, når politikere så indser, at integration ikke sikres med klassiske, institutionelle redskaber, og forsøger at institutionalisere noget, der nærmer sig de konkrete, levede liv i formelt målbare størrelser. Man ser for eksempel, at der sagtens kan komme en terrorist ud af en migrant eller ny dansk statsborger, der taler perfekt dansk og har lang uddannelse og arbejde. Det må altså handle om at få integration ‘ind i hovedet’, så der udvikles for eksempel stats- og medborgerskabsprøver som en slags sikring af den nye stats- og medborgers loyalitet og danskhed. Men ikke bare er disse blot endnu et sæt abstrakte overbygninger, de sætter stats- og medborgerskab på en formel, som det er velkendt, at mange etniske danskere ikke ville kunne leve op til. Og det handler ikke om, hvilke spørgsmål man stiller eller hvem der retter testene. Det handler om selve det faktum, at man forsøger at institutionalisere en form for integreret tilstand ud fra det politiske medie.  Deraf vil der altid udspringe selvmodsigelser og absurditeter.

Roller og strukturer

Det direkte skadelige i institutionaliseringen af integration består i den måde, hvorpå ethvert medie tilskriver verden roller og strukturer. Disse roller og strukturer udspringer igen ikke af folks konkrete levede liv, men af det udsyn og de strukturer, som det politiske medie lægger på verden. Det politiske medie opdeler folk i økonomiske og juridiske kategorier og organiserer folk geografisk, uddannelsesmæssigt, etnisk med mere. Det betyder, at gennem det politiske medie møder etniske danskere og migranter ikke hinanden direkte og i konkrete praktiske, levede sammenhænge; de møder hinanden gennem et samlet abstrakt organiserende medie, der giver dem hver især sammenlignelige roller og rettigheder og organiserer deres møde i form af den institutionelle indplacering, de har fået. Allerede ved første møde kræver det altså en anstrengelse for de uintegrerede grupper at se hinanden som ‘det, de i sig selv er’ (om noget sådant findes). Det kræver en anstrengelse ikke kun at se hinanden gennem det politiske medies briller. Og således vil ens første spørgsmål i mødet med ‘de andre’ ikke gå i retning af ‘hvem er de?’ eller ‘har vi noget til fælles?' Nej, de vil gå i retning af spørgsmål, som kommer fra det politiske medie: ‘hvorfor er de anbragt her?’, ‘hvorfor må de sådan og sådan, når jeg ikke må?’, ‘hvorfor får de så mange penge?’ og så videre.

Dermed ikke være sagt, at nationalstatens politiske medie ikke længere skal tage sig af integration. Selvfølgelig skal det det. Men når integration udgør så stort et problem, er det vigtigt at spørge sig selv, om de redskaber, man benytter, er en del af løsningen (om en sådan findes) eller en del af problemet. Og i denne klumme er det blevet postuleret, at redskabet (det politiske medie) er et nødtørftigt redskab, som ikke er udviklet til formålet og ofte ikke passer til formålet, hvilket forvrænger, vildleder og af og til forværrer problemet.