I april var der skolefest på mine børns skole, Molsskolen i Knebel. Vanen tro havde elever fra sjette årgang investeret tid og kræfter i at forberede en teaterforestilling. Stykket hed “Vi fik gæster fra en stjerne”. Imens jeg sad i mørket og funderede over elevernes engagement og kampgejst, studsede jeg over en replik fra scenen: “Hvis vi ikke gør det selv, sker der ikke noget som helst.” Den replik sammenfatter intentionen i dette indlæg, for den replik - formoder jeg - er der mange rundtom i Danmark, der kan genkende.

Her på Mols og Helgenæs - næsedryppene på Jyllands tud - har det i al fald været kendetegnende for mangt og meget i de seneste år, hvor jeg som tilflytter har været engageret i områdets lokale tiltag, i særlig grad i paraplyorganisationen Mols i Udvikling. Og med henvisning til replikken “Hvis vi ikke gør det selv, så sker der ikke noget”, er det naturligvis allerede åbenlyst for læseren, at vi på Mols kæmper for udviklingen på trods af demografiske, lokale og politiske udfordringer.

Udfordrede vanetænkningen

Når man bor på Mols og Helgenæs, bor man på landet. Så er der ofte langt til sygehuset, og der er dårlig mobildækning og faldende børnetal. Børnehaver er blevet slået sammen, og nedlægning af skolens udskoling er nærmest et fast punkt i kommunens sparekatalog. Eller sådan har det i hvert fald været, indtil en gruppe lokale ildsjæle besluttede sig for at vende udviklingen.

For tre-fire år siden så Syddjurs Kommune i krystalkuglen, at børnetallet ville tage et dyk frem mod 2022, hvorfor der politisk blev foreslået en ny institutionsstruktur - således også på Mols. Det betød blandt andet, at tre børnehaver skulle samles i én nybygget børnehave, og man foreslog endvidere at flytte udskolingen på Molsskolen, så denne skulle varetages af større skoler i de lokale “storbyer”. Altså et forslag om at nedlægge en del af skolen og opbygge en “ny” børnehave i tomme skolebygninger.

Bestyrelsen for skole og børnehaver gik i tænkeboks, og sammen med andre frivillige kræfter tog man fat på at udfordre den vanetænkning, der i stigende grad har indfundet sig i de kommunale forvaltninger. Der blev skrevet debatindlæg, klaget og indkaldt til borgermøde - ikke kun for at male fanden på væggen, men også for at samle områdets borgere til samarbejde - med hinanden og senere med politikere og forvaltninger.

Et klassisk eksempel på en ydre trussel, der hurtigt forvandler støvet stilstand til energisk fremdrift og nytænkning. Siden 2014 har Mols i Udvikling taget form og fart. Først som et lokalt initiativ, der kæmpede for at få indflydelse på, hvordan skole og børnehave skulle udvikle sig. Sideløbende er mange små selvbestaltede udvalg etableret og har fået vind i sejlene - alle med det formål at gøre Mols og Helgenæs til et endnu bedre sted at bo, flytte til og besøge. I dag har mere end 200 frivillige ud af en befolkning på cirka 3800 indbyggere været tilknyttet Mols i Udvikling.

Nogen må gøre noget

I skuespillet “Vi fik gæster fra en stjerne” følger man mennesker, der bor i et lille samfund, en lille by. En raket lander på torvet, og fremmede gæster fra en anden planet ankommer og forstyrrer harmonien. Byen er på den anden ende. Hvad skal borgerne stille op med gæsterne, hvordan imødekomme dem, og hvordan handle i forhold til egne lokale udfordringer?

Nogen må gøre noget. Borgmesteren betvivler de fremmedes intention, forretningsmanden tænker i profit, bagerne bekriger hinanden, og den lokale ungdom betragter nysgerrigt de nytilkomne. På tværs af generationer bølger diskussionen, og som i mange andre eksempler fra kunsten er det ungdommen, der tager ordet og konstaterer:

“Hvis vi ikke gør det selv, sker der ikke noget som helst.”

Dér i teatermørket forstod jeg replikken som en opfordring til at tage imod de fremmede som en forstyrrelse. En forstyrrelse, der er et lokalt potentiale i, hvis man tager fat. I skuespillets naive logik ligger den sandhed, som jeg mener Mols i Udvikling bygger på, og som der lokalt er mange eksempler på er lykkedes. Men her på Mols er det blot de midaldrende kræfter, der har været ansporet til at tage affære.

Projekter under samme hat

I skrivende stund er flere ideer realiseret. Blandt andet fælleshaven i Knebel, hvor Børnehusets unger og Molsskolens elever sammen med altmuligmanden Knud dyrker grøntsager samtidig med, at lokale beboere kan få en stribe mark ved siden af, hvor de kan dyrke deres egne grøntsager. Fælleshavens placering i umiddelbar nærhed af det lokale plejehjem bevirker, at de ældre beboere kan kigge forbi og holde øje med hønsene, der pikker i den østjyske muld.

Fire kløverstier er etableret og afmærket med hjælp fra lokale lodsejere, en strikkeklub huserer i området, og engagerede frivillige har med succes afviklet en bosætnings-dag med busture, fællesspisning og fortællinger om livet på Mols og Helgenæs.

Folk taler sammen, graver gamle ideer frem af skuffen, og nye ideer kommer til. Et havnebad ved Knebelbro er på tegnebrættet, og udvalget er i gang med at udarbejde en model for anlægsfinansiering.

I kommunikationsudvalget har man travlt med at servicere hjemmesiden,   ligesom Facebook ikke opdaterer sig selv, og sammen med fundraising er man i gang med at undersøge mulighederne for at anlægge et nyt samlingssted, som har arbejdstitlen “Knudepunktet”.

Et knudepunkt for samvær

I samarbejde med DGI og Syddjurs Kommune har lokale borgere, skolebørn, Molshallens personale og bestyrelse, skolens og børnehavens ansatte, idrætsudøvere, trænere og ledere i IF Mols (den lokale idrætsforening), menighedsrådene og mange andre givet deres bud på fremtidens behov for at fremtidssikre området. Alle ideer er samlet i en masterplan, der er et ”alt kan lade sig gøre-prospekt”.

Sideløbende er Landsbyklyngen Mols etableret med støtte fra Realdania, DGI og Syddjurs Kommune, og der er lavet en grundig undersøgelse af borgernes viden om og opfattelse af livet og udviklingsmulighederne på Mols og Helgenæs. I vinterhalvåret er masterplanen kvalificeret og skåret til med hjælp fra Lokale- og Anlægsfonden, så der nu foreligger et endeligt rumprogram, hvor hver eneste kvadratmeter er et resultat af en behovsanalyse. Med i det endelige rumprogram er en ny kommunal daginstitution for vuggestue- og børnehavebørn.

Hovedtanken er at skabe et ”knudepunkt” for molboer og helboer. Et sted, hvor generationer mødes, unge og gamle ”hænger ud”, dyrker idræt, går i børnehave, mødes med strikkeklubben eller menighedsrådet, får et måltid mad og måske en kop kaffe med præsten, naboen eller den nylig tilflyttede familie. Et knudepunkt, hvor man kommer ”hinanden ved”, og hvor lyst til at være sammen er fællesnævneren.

Det bestræber vi os på at få op at stå. Sådan er det også at bo på landet. Vi kan, hvis vi står sammen. Så tak til Syddjurs Kommune for forstyrrelsen omkring børnehave og skole og den udfordring, der fulgte med. Og tak, fordi I stadig er med os i bestræbelserne på at få udviklingsarbejdet til at skride fremad.

Hvis ikke vi gør det selv, sker der ikke noget. Men vi skal gøre det sammen - frivillige og professionelle, private og offentlige interesser i fællesskab. der ligger mulighederne.