Danskerne siger ofte: 'Ja, ja, penge er nu ikke alt', 'Lykken er ikke gods og guld'. Og de fleste kan stemme i, når salig Jodle Birge messer ud af jukeboxen: 'Rigtige venner kan ej købes for penge.' Et hyppigt forekommende tema i vores kultur.

Vi hører andægtigt beretningen om Jesus, der drev kræmmerne ud af templet og erklærede, at det er sværere for en rig at komme ind i himmerige, end det er for en kamel at komme gennem et nåleøje. Og præsteskabet og salmehøkerne har til alle tider hyldet samme tema, besunget naturens mirakler og fastslået, at ’af alt er kærligheden størst’.

Der synes at være bred enighed om, at stræben efter ussel mammon og materiel overflod ikke er vejen til lykke og salighed. Det er ganske andre værdier, der tæller i tilværelsen, og når vi indretter os med hinanden.

Derfor er det mig en evigt nagende gåde, at vi har overladt størstedelen af samfundsmekanikken til kræfter, der ene og alene stræber efter at puge penge sammen og gør det i helt ekstremt omfang. Tidens dominerende tænkere og politikere er tilsyneladende ikke et splitsekund i tvivl om, at disse kræfter er de sundeste og mest stabile til at drive samfundsmaskineriet.

Man må ikke forveksle iværksættertrang med den nøgne jagt på guldet. Iværksætterne er helt uundværlige. Selvfølgelig vil de også gerne tjene godt på deres indsats, men det er ikke den drivende kraft.

Den golde profitjagt fylder i dag mest i samfundsmaskineriet. Her tjenes der gigantiske summer på kold spekulation – for eksempel ved at lade en masse computere stå og gennemføre millioner af transaktioner på sekunder med det ene formål at generere profit. Eller der tjenes milliarder på at holde konflikter i live og sælge våben til parterne. Kæmpe værdier koncentreres på få hænder, mens menigmand bliver hægtet uhjælpeligt af - som det ses af de dystre statistikker fra for eksempel USA.

Og penge er som bekendt magt. Så disse i bund og grund destruktive kræfter tilraner sig år for år større og større magt og er i dag bestemmende over snart sagt alt. Det er mig en gåde, at det er den udvikling, vi i vore vestlige demokratier ønsker. Men det er langtfra det eneste, jeg ikke begriber.

Velkommen til demokratiet, unge mand

Har man nerver til at studere, hvordan den politiske magt fordeles og forvaltes, får man sin fatteevne alvorligt udfordret. Så kan der godt blive ganske heftig søgang i hængekøjen. Og det har der de seneste måneder været i min.

Jeg forestiller mig af og til en ung mand fra et af de utallige lande, den vestlige verden med mere eller mindre brutale metoder – og uden held – har forsøgt at gøre til demokratiske samfund i vores forstand. Det unge menneske er veluddannet hjemmefra og tror på demokratiet.

Det unge menneske kom til Danmark engang i foråret og skal nu studere demokratiet i praksis. Jeg tænker, at han på nuværende tidspunkt er ret udmattet og indimellem mest har lyst til at stikke af igen.

Først havde vi en valgkamp, der var direkte frastødende. Fokus var på de to kandidater til den højeste post – den siddende statsminister og den forrige. Førstnævnte var de fleste grundig træt af, fordi hun ofte taler udenom eller papegøjesprog og førte en økonomisk politik, der næsten ikke var til at skelne fra den forrige regerings.

Det stod dog klart, at den siddende ikke ville være med til 0-vækst i den offentlige sektor. Sidstnævnte – altså den forrige regeringsleder – er besat af tanken om minimalstaten, selvom han ikke siger det højt, og hans parti fastholdt – som det eneste – stædigt ønsket om 0-vækst i det offentlige. Samtidig var han yderst upopulær på grund af pinlige privat-sager, hvor han havde demonstreret en skidt moral og manglende evne til at skelne mellem sine egne og andres penge.

De to sider kaldes de røde og de blå. Valgets resultat blev det tættest mulige med ét mandats flertal til de blå. Men den forrige statsministers parti fik en alvorlig lussing af vælgerne og mistede hvert tredje parlamentsmedlem. Personligt fik han også et rigtig dårligt valg. Og så blev han statsminister.

Den ny, smalle etpartiregering gik fluks i gang med at gennemføre sine hjertesager, hvoraf kun en brøkdel havde været nævnt i valgkampen og næppe var, hvad flertallet af befolkningen ønskede – for eksempel en markant nedprioritering af miljø- og klimapolitikken.

Hellere gylle- og gødningsvækst

Men hele grøn omstillings-området er nu et dynamisk vækstområde med eksport og mange potentielle arbejdspladser. Bare ærgerligt, meldte regeringen. Det var svinebaroner og andre repræsentanter for et ikke-bæredygtigt erhverv, der var tiltænkt vækst.

Den ny regering gennemførte et rituelt stunt med et såkaldt kasseeftersyn og meldte ud, at den var helt gal. Så en toprocentsmassakre på hele den offentlige sektor begyndte. Det Økonomiske Råd var ganske vist uenigt – rådets kasseeftersyn og tunge prognoser viste et andet billede. Regeringen lod som ingenting og tromlede videre.

Efter få måneder måtte en af ministrene forlade sin ministerpost. Han var ganske vist et centralt og indflydelsesrigt medlem af regeringspartiet, men han havde demonstreret, hvad hans nære venskab med statsministeren beroede på: En fælles skidt moral og trang til at fiske i offentlige kasser. Så ud røg han, og i stedet kom en stovt sønderjyde.

Sønderjyden var ganske vist et af de mange parlamentsmedlemmer, der blev dumpet af vælgerne. Ja, det vil sige – han blev ikke bare ikke valgt, men decideret fravalgt af vælgerne. Intet andet end hans trofaste opbakning til regeringslederen med de betændte sager kunne forklare hans eklatante valgnederlag. Men skidt med det – nu var han krigsminister.

Jeg tænker, at vor unge ven og demokratistuderende nu har nået grænsen for sin fatteevne. Og jeg forstår ham til fulde.

Hvordan i himlens navn kan det gå til, at det parti, der led det mest forsmædelige nederlag ved valget og kun har 34 af parlamentets 179 pladser, kunne ende som det enlige regeringsparti og nu synes at være i gang med at gennemføre store dele af sit partiprogram, herunder 0-væksten, mens vælgerne lamslåede ser til.

Jeg kan ikke fortænke vor unge ven i at opgive sine studier og vende hjem. Men måske tager han lige finanslovforhandlingerne med – bare for sjovs skyld. Jeg kan bare sige: God fornøjelse!