Indledningsvis repeterer vi lige vilkårene for folketingsmedlemmer, når de holder op med at være det: Op til to års eftervederlag og oveni betalt efteruddannelse efter regning op til et beløb svarende til ca. 20 pct. af en årsløn. Meningen med det er, at ophørte politikere skal have tid til at omstille sig, og meningen med at nævne det her er ikke at bashe politikervilkår i almindelighed. Men at opridse, hvad det koster at have folk gående to år uden ny indtægt.

Når det skal nævnes, er det fordi, Lægemiddelstyrelsens nu forhenværende direktør Thomas Senderovitz har fået job hos Novo og derfor naturligt har bragt nyt liv i den evigt tilbagevendende diskussion, om det nu går an, at politikere/ministre/offentlige topchefer uden videre skifter til det private eller til lobbyorganisationer. Karensperioder nævnes lejlighedsvis som en mulighed, men der gås som regel let hen over konsekvensen, nemlig at så skal man i den periode give dem nogle andre penge, hvis de ikke må tjene en løn selv.

Her plejer diskussionen at stoppe, for jævnfør de nævnte politikervilkår ved alle ganske udmærket, at der ikke er mange point i at foreslå lignende guldrandede ordninger udbredt til endnu flere. Denne gang tog diskussionen desuden hurtigt en uvant drejning, idet folketingsmedlem Rosa Lund fra Enhedslisten uden blusel erklærede, at “det er meget nemt at mistænke Senderovitz for at være blevet belønnet for ikke at presse på for en offentlig vaccineproduktion”.

En ret skrap uhæderlighedsbeskyldning, hvad enten den nu skal rubriceres under bestikkelse, nepotisme eller blandet korruption. Men i hvert fald både ærekrænkende og fuldstændig udokumenteret.

Man forstår på det hele, at Rosa Lund i det hele taget har nemt til mistanke, for dagen forinden var det den bebudede diplomatiske post til Kristian Jensen, der fik hende til på tv at sige, at “det er nemt at mistænke regeringen for at det her skal bruges til at gøre nogen en vennetjeneste”. To ensartede mistanker i løbet af to dage peger på et tilbagevendende mønster, og for at blive i jargonen må det derfor være passende at konkludere, at det også er meget nemt at mistænke Rosa Lund for noget.

Nemlig at det hun mistænker alle andre for, er præcis, hvad hun selv ville finde naturligt at gøre. Her behøver man ikke lede længe, og heller ikke uden for hendes eget parti, for at finde eksempler, der måske kan illustrere, hvad det er, der nærer Rosa Lunds mistanker.

Tilbage i 2018 skiftede det daværende folketingsmedlem Maria Reumert Gjerding fra miljøordfører for Enhedslisten til præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Uden karensperiode. Efter mindre end en måned nyoprettede hun en stilling som pressechef for naturfredningsforeningen og anbragte Enhedslistens daværende pressechef Emil Nielsen i den. Også uden karensperiode.

Kunne det være et eksempel på, hvad der har fået Rosa Lund til at finde det “nemt at mistænke” nogen for “at gøre nogen en vennetjeneste”? Måske. Eller “meget nemt at mistænke” nogen for “at være blevet belønnet”? Tja. Hvis man er mistænksomt anlagt, og det er Rosa Lund jo tydeligvis.

Dog kun vedrørende andre end hendes egne. Der blev ikke luftet mistanker mod partifællerne dengang, men med en mand der skifter fra det offentlige til det private, er sagen en anden, og ikke kun for Rosa Lund. Pernille Skipper gav partifællen opbakning med en bemærkning om, at ”uafhængigheden skal ikke bare være der. Den skal også se ud til at være der”.

Hvis ikke det er andet, så er det i hvert fald en konsekvensmæssig påmindelse om, at uafhængigheden netop ikke “så ud til at være der”, dengang det var jobskiftene til Danmarks Naturfredningsforening, det handlede om. Den påmindelse var næppe bevidst, og det ligner, at de ikke har tænkt hverken beskyldning eller opbakning ordentligt igennem.

Det er det i hvert fald meget nemt at mistænke dem for.