Klima, natur og miljø er inde i varmen for tiden, ja man kunne næsten fristes til at sige, at det grønne er rødglødende hot. I hvert fald har der været gang i den politiske farvelade, og hverken De Konservative eller Alternativet med hver deres nuancer har kunnet have den grønne partifarve for sig selv. Både Venstre og Socialdemokratiet skiftede partifarve fra henholdsvis blå og rød, så det til sidst var sådan, at man faktisk var nødt til at læse reklamerne for at afkode, hvem de var fra.

Dog, det var kun en midlertidig tilstand, og vi er nu tilbage ved, at de grønne er grønne, de blå er blå, og de røde er røde. Og så er der de rød-grønne, som jo er Enhedslistens undertitel. De er begge dele, dog vistnok mest røde.

Af samme grund blev der luftet visse betænkeligheder, da partiets daværende miljøordfører Maria Reumert Gjerding i februar bekendtgjorde sit kandidatur til posten som præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Ville det nu være strategisk klogt med en erklæret socialist på den post? Ville det ikke være alt, alt for nemt for diverse modparter, herunder ikke mindst Landbrug & Fødevarer og nærmeste omegn, at affærdige fremtidige generende anbringender fra naturfrederne som parti- eller i det mindste blokpolitik?

EL-politikerens modkandidat, naturvejleder Rune Kjærgaard Lange fra naturfredningsforeningens egne rækker, undlod da heller ikke i valgkampen at gøre opmærksom på, at han var ‘fri af partipolitik’ og at det lå ham ‘meget på sinde, at DN skal kunne samarbejde med alle politikere og borgere uanset deres politiske ståsted’. DN’s medlemmer havde imidlertid ikke samme reservationer, og det nu forhenværende folketingsmedlem vandt knusende i kampvalget.

Heller ikke i den borgerlige side af Folketingssalen ønskede man at få skudt i skoene, at man betragtede valget af Gjerding som et politisk statement, og den nye naturfredningspræsident kunne derfor foruden valgsejren glæde sig over megen ros for og tiltro til hendes saglighed og seriøsitet, og selveste Landbrug & Fødevarers direktør Karen Hækkerup kaldte hende ‘en konstruktiv person’.

I forvejen var der ellers et vist (borgerligt) politisk pres mod Danmarks Naturfredningsforenings myndighedsagtige adkomst til at rejse fredningssager, men modsat af hvad man måske kunne have forestillet sig, skubbede valget af en aktiv venstrefløjspolitiker ikke på den vogn. Der er ikke for tiden noget erklæret politisk ønske om at ændre på naturfredningsforeningens privilegier på det område.

Men det ligger ikke fuldstændig uden for fantasiens rækkevidde, at ønsket kan melde sig igen, og det er heller ikke helt umuligt at forestille sig, at naturfredningspræsidentens partipolitiske fortid i den eller andre anledninger vil blive brugt imod både hende selv og den forening, hun repræsenterer.

Hvad det angår, har den nye præsident ikke gjort det nemmere for sig selv ved at hun, som en af sine første handlinger udadtil, dels har oprettet en ny stilling som pressechef, dels har givet den til, af alle, Enhedslistens hidtidige pressechef Emil Nielsen. Ingen kan sætte en finger på hans kompetencer på området, ligesom ingen har villet betvivle Maria Reumert Gjerdings, og derfor må man gå ud fra, at de begge har været sig konstruktionens potentielle sårbarhed bevidst.

Selv for dem, der kan huske Enhedslistens udspring i blandt andet DKP, er det nok lige i overkanten at vrisse ‘kommunistisk dækorganisation’ i retning af Naturfredningsforeningen, men mindre kan gøre det. Landbrug & Fødevarer og andre af områdets aktører, der heller ikke nødvendigvis elsker DN højt, har utvivlsomt noteret sig, at der nu, hvis der skulle blive brug for det, som minimum kan etableres et grundlag for at skabe tvivl om naturfredernes parti- og blokpolitiske uhildethed.

Præsidentens og pressechefens professionelle kvaliteter ufortalt. Der bliver brug for dem.