Alternativet ligner mere og mere en bragende succeshistorie, som flere gerne vil være en del af. En ting er selvfølgelig, at en række etablerede politikere i år er hoppet over til liste Å - Manu Sareen, Pernille Boye Koch og Mads Holdgaard - noget andet er, at meningsmålingerne fortsat viser mere og mere medvind (Voxmeter og Megafon peger nu på 14 mandater), mens organisationen er vokset til over 9.000 medlemmer, hvilket er en fordobling siden folketingsvalget sidste sommer.

Det mest spændende ved partiets opblomstring er dog de tiltag, de har lavet for at forsøge at få løst nogle af de problemer, der er omtalt vidt og bredt, men fortsat dominerer det politiske billede i Danmark: politikerlede, tillidskrise, centrering af magten, segregering, manglende borgerinddragelse og manglende åbenhed og gennemskuelighed. Alternativet arbejder helt grundlæggende med at få skabt ‘en ny politisk kultur’, hvor vi som fællesskab i højere grad skal kunne løse vores store, glokale og komplekse samfundsproblemer - selv kalder de det en overgang fra det repræsentative til det involverende demokrati. Mere konkret forsøger partiet at få nogle arbejdsredskaber til at fungere i deres egen organisation, som de så håber at brede ud til hele den politiske offentlighed. Herunder er beskrevet tre problemstillinger:

Udviklingen af ny politik er en mangelvare. Nogle embedsmænd anslår, at de står for 95 procent af politikudviklingen lokalt, mens der i kommunerne foreslås mere sekretariatsbistand og oprettes §17 stk. 4-udvalg for at få sat gang i processen. Alternativets svar er deres selvopfundne politiske laboratorier, forkortet POLA, hvor udgangspunktet er, at det skal være nemt - nemt at oprette, nemt at deltage, nemt at få noget konkret ud af. På deres hjemmeside har de oprettet en dialogsektion, hvor man kan følge med i den løbende politikudvikling.

Medinddragelse nævnes tit som noget, der er svært at udføre i praksis, når der skal træffes beslutninger. Har man deltaget i en borgerhøring, har man muligvis også siddet med følelsen af, at for mange ikke er mødt op, og at de, der råber højest, ikke nødvendigvis repræsenterer flertallet. Folks tid er kostbar, og derfor forsøger Alternativet at få folk inddraget ved hjælp af mobilapp’en AppGree, hvor man både kan deltage i debatter og stemme om konkrete forslag på tværs af organisationen. For eksempel er det her, man kan være med til at vælge de spørgsmål, Uffe Elbæk skal stille statsministeren, når der afholdes spørgetime i folketingssalen. Derudover har Alternativet stillet forslag om borgerdrevne forslag i Folketinget, og de arbejder med et kandidat-aspirant-program.

Åbenhed er noget, de fleste politikere siger, de går ind for, men som alligevel gang på gang opleves som et problem i praksis. Mange medier lever højt på at have gode kilder til, hvad der er blevet sagt på de lukkede gruppemøder i partierne, og ofte afføder det så en efterfølgende diskussion om, hvem der agerer Judas-figur og fortæller om alt det, som måske er mere eller mindre ligegyldigt, men som man ikke vil have ud i offentligheden. Her har der ikke været meget gravearbejde i Alternativet, for ofte er offentligheden inviteret indenfor og helt tæt på, når debatterne foregår.  Uenigheden med Uzma Ahmed under sommerens valgkamp blev dokumenteret og vist i tv, der bliver livestreamet fra flere af de politiske møder, der holdes, og til KL-topmødet var journalisterne velkomne til at deltage i Alternativets gruppemøde.

Uffe Elbæks politiske projekt har siden sin fødsel delt vælgerhavet mellem for og imod, men også gradvist ændret præg fra protestbevægelse til et regulært politisk parti. Med lidt sortsyn er det fair at pege på et overskud af naivitet, luftige floskler og festlige dansestunts. Alternativet landede da også som bundskraber, da Finans.dk forleden bad 55 økonomer blind-teste vækstforslag fra alle partier. Regnedrengene er skeptiske. Men man kan ikke tage fra Alternativet, at de nok er det mest innovative indslag i dansk politik i mange år på grund af deres arbejde med at forandre den politiske kultur i praksis.

På mange parametre vinder Alternativet frem på at agere mere som en moderne organisation med  åbenhed, medinddragelse og større decentral indflydelse, end de ‘gamle partier’ virker til at kunne afstedkomme. Anti-establishment er lige nu yderst efterpurgt. Derfor er der også god grund til, at både politikere, partiorganisationer, kommuner og ngo’er i øjeblikket holder øje med, hvad der foregår på den grønne fløj. Om ikke andet så for at finde ud af, om deres løsningsforslag overhovedet er holdbare i længden for et parti med vokseværk og så store ambitioner, som det er tilfældet hos Alternativet.