Efterårets hotte politiske emne ser ud til at blive erhvervsuddannelserne. Gode erhvervsuddannelser er fuldstændig afgørende for, at vi har godt uddannet arbejdskraft i fremtiden, og derfor er det også rigtig dejligt, at disse uddannelser endelig står højt på den politiske dagsorden.

Debatten har over sommeren især centreret sig om adgangskrav. Nogle partier ønsker adgangskrav, fordi de tror, det vil styrke prestigen og få ansøgertallet i vejret, mens andre tror det vil styrke kvaliteten i selve uddannelserne, fordi de, der så kommer ind, er mere klar til at tage en ungdomsuddannelse, og at der derfor ikke vil være nogen, der pjækker eller hænger henover bordene i timen.

Jeg anerkender fuldt ud, at der er problemer på erhvervsuddannelserne i dag med elever, der ikke har lyst til at være der, men bare går der, fordi de ikke ved, hvor de ellers skal være. Men vi skaber altså ikke motivationen hos de unge ved at indføre et adgangskrav.

For det første hænger karakterer og motivation ikke nødvendigvis sammen. En elev kan jo sagtens have knoklet sig igennem hele folkeskolen, men nu have mistet motivationen til uddannelse fuldstændigt, ligesom en elev kan have været fuldstændig umotiveret, doven eller have haft en svær periode i folkeskolen, men nu er meget motiveret for at tage en ungdomsuddannelse. 

For det andet er det også vigtigt at stille spørgsmålet: Hvad skal der så ske med de her unge? Hvor skal de hen, hvis alle vores ungdomsuddannelser er bygget op omkring rigide adgangskrav?

Jeg siger ikke, at erhvervsskolerne skal være en uddannelsespolitisk skraldespand og skal være det sted, hvor man går hen, fordi man ikke ved, hvor man ellers skal gå hen.

Min påstand er, at adgangskrav ikke løser nogen problemer.

Derimod skal vi hellere kigge på, hvorfor der går så mange på erhvervsuddannelserne, som ikke har mod på at tage en uddannelse.

En af de store årsager er det uddannelsespålæg, der i dag følger med kontanthjælpen og som med den nye kontanthjælpsreform er blevet strammet endnu mere. Mange unge kontanthjælpsmodtagere har i dag ikke en uddannelse, og det er bestemt et problem!

Men det er ikke et problem, vi kan løse ved tvang. Det er et problem, vi kan løse med motivation. Problemet er jo ikke løst ved, at man starter på en uddannelse – det handler om at gennemføre den.

Uddannelsespålægget fra kontanthjælpsreformen er nok ikke noget, der bliver ændret på lige foreløbig, så i stedet skal vi kigge på alternativerne i kommunerne.

Helt alvorligt så burde unge, der ikke er klar til en ungdomsuddannelse, eksempelvis på teknisk skole, få tilbudt at gå på en produktionsskole.

Det kan godt være, det ved første øjekast ligner en udgift for kommunekassen, men på sigt er det en hamrende god investering.

Produktionsskolerne er rigtig gode til at give de unge motivationen og en videre vej i uddannelsessystemet, og det sparer jo kommunen for kontanthjælpsregningen senere. Samtidig vil det også sikre, at de, der starter på erhvervsuddannelserne, rent faktisk har motivationen til at gå der. Det vil styrke prestigen langt mere end et karakterkrav. Så skal der låg på erhvervsuddannelserne som skraldespand, skal produktionsskolerne meget mere i spil - men det kræver, at kommunerne tør bruge dem.                             :