Den 25. august præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard regeringens forslag om at kriminalisere ”utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund”. Justitsministeren præsenterede forslaget med ordene ” Ytringsfriheden er en grundpille i det danske demokrati, og friheden til at ytre sig er en helt central værdi i det danske samfund. Regeringens forslag er et målrettet indgreb, som ikke ændrer ved, at ytringsfriheden skal have meget vide rammer i Danmark.”

Netop ytringsfriheden synes at have været centrum i den debat, den seneste tids koranafbrændinger har medført – herunder har både juraprofessorer og politikere udtalt, at forbuddet vil være en krænkelse af og indgreb i ytringsfriheden. 

Selvom emnet afgjort er både svært og omdiskuteret rent politisk, mener jeg dog, at den rent juridiske diskussion er gjort unødvendigt kompliceret og uden opmærksomhed på og respekt for, hvad retten til ytringsfrihed er og indebærer. I realiteten er der tale om en forholdsvis simpel analyse, hvor spørgsmålet er, om afbrænding af eksempelvis Koranen en ytring i lovens og rettighedens forstand? 

Afsættet for analysen er Grundlovens § 77, der lyder:

”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.”

Dertil kommer blandt andet Menneskerettighedskonventionens artikel 10. 

Således var fx Muhammed-tegningerne fra 2005 oplagt en udnyttelse af den grundlovssikrede ytrings- og pressefrihed, og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne derfor ganske klart og rigtigt dengang udtale til den internationale presse, at han hverken kunne straffe Jyllands-Posten for eller i øvrigt undskylde på avisens vegne, at man havde bragt tegningerne.

Ikke en ytring i rettighedens forstand

Den aktuelle situation med koranafbrændinger kan umiddelbart synes tilsvarende, men dog med den fundamentale forskel, at afbrænding i min optik hverken er en ytring i skrift eller tale, ligesom der ikke er tale om en ytring på tryk. Og derfor heller ikke en ytring i rettighedens forstand.

Ildspåsættelse og afbrænding er derimod en handling - og afbrænding af hellige skrifter og andre religiøse symboler og genstande sågar, hvad der må betegnes som primitive og nedværdigende handlinger, der snarere forstyrrer den skrevne, talte og trykte dialog end selv at være en del af den. Sådanne primitive handlinger må være under grænsen for, hvad vi beskytter med ytringsfriheden, der i en moderne retsstat bør og må forudsætte et vist civiliseret kommunikationsniveau. 

Eksempelvis har vi allerede indrettet os således, at det koster en bøde at urinere på gaden eller hvis man på anden vis forstyrrer den offentlige orden. Man må altså spørge sig selv: hvis afbrænding af koranen er en ytring, vil det så også være en ytring at urinere eller fæcere på hellige skrifter eller ejendom?

I kontrast står tilfælde, hvor umiddelbart utilbørlige behandling af religiøse genstande ikke finder sted som led i forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner, men eksempelvis som led i et kunstværk som problematiseret af kunstneren Christian Tangø, der har kritiseret lovforslaget for at være for uklart når det kommer til kunstens grænser. Lovforslaget halter altså på flere punkter.

En mere elegant løsning

Det er min vurdering, at såvel forbud mod koranafbrændinger og dets lige samt hensynet til kunstneres forhold mv. kan varetages på en mere elegant måde end med regeringens lovforslag. Jeg mener, at der findes en væsentligt smidigere juridisk løsning, som skal findes netop samme sted som grunden til, at politiet kan udstede bøder til offentligt besørgende, nemlig i politiloven og ordensbekendtgørelsen. 

Ved mindre justeringer og tilføjelser i politilovens §9 og ordensbekendtgørelsens §3 mener jeg, at politiet vil have tilstrækkelig hjemmel til at afværge koranafbrændinger og lignende på niveau med ”skrigen, råben, støjende, voldelig eller fornærmelig optræden” (jf. ordlyden af ordensbekendtgørelsens §3). Lignende middel anvendes allerede i blandt andet Frankrig, hvor myndighederne tilbage i 2020 afviste Rasmus Paludans indrejse, da det blev vurderet, at hans annoncerede afbrænding ville udgøre en forstyrrelse af den offentlige orden. 

Samtidig efterlader den mindre indgribende lovtekniske løsning et tilstrækkeligt råderum for eksempelvis kunstnere, der på fredelig vis anvender religiøse genstande som led i deres kunst. Afslutningsvis og som en bonus undgår vi måske at blive til grin som landet, der beskytter retten til offentlig vandladning under ytringsfriheden.