I min bog ’Det koster et kongerige’ udsætter jeg det danske kongehus for et kritisk kasseeftersyn. På nøjagtig samme måde, som når andre journalister kigger en virksomhed, en organisation eller en fremtrædende politiker efter i sømmene, har jeg gravet et par spadestik dybere end normalt for at få en større indsigt i den danske kongefamilies relationer, besiddelser og dispositioner. Det er ikke noget, der er tradition for at gøre i Danmark. Kritisk kongehusjournalistik indgår ikke i pensum på journalistuddannelserne, og ude på redaktionerne skriver ’rigtige’ journalister om ministre og mordere. Ikke om prinser og prinsesser. Det kan de kulørte ugeblade og tabloidaviserne tage sig af!

Pressen skal holde øje med eliten

Det er et problem, at det forholder sig sådan. Pressen og journalisterne er sat i verden for at kontrollere samfundets magthavere og top. Det er en vigtig del af den demokratiske proces, at statsoverhoveder er under konstant og nøje kontrol ved en vågen presse.

At der bliver holdt øje med, om betroede midler forvaltes på forsvarlig vis, og at embedet  eller positionen ikke udnyttes til egen vinding. Det fik den tyske forbundspræsident Christian Wulff at føle i 2012, da han efter at have været genstand for offentlig kritik på grund af lidt for tætte relationer til velhavende forretningsfolk måtte forlade sit embede. Det var journalister fra landets største avis, Bild, der havde gravet frem, at præsidenten, mens han var ministerpræsident for Niedersachsen, havde modtaget et billigt boliglån, fået rabat på biludlejning og været på gratis ferieophold betalt af venner og bekendte. I Tyskland kaldes sådanne forhold bestikkelse.

Her i Danmark betragter vi det som et af kongefamiliens mange privilegier at kunne sige ja tak til gratis modetøj, hurtige biler, dyre sejlbåde og luksusferier fra private sponsorer og et villigt erhvervsliv. Havde det været dig og mig eller en hvilken som helst anden dansker, der havde modtaget den slags gaver, så skulle der være svaret gaveafgift, og havde det handlet om en minister eller en folkevalgt, havde det kostet både stilling og omdømme.

I sin foreløbige regeringsperiode har statsminister Helle Thorning-Schmidt været på Amalienborg for at præsentere nye ministre otte gange, og før hvert eneste besøg har hun haft kontakt til PET for at få den hemmelige tjeneste til at udføre en såkaldt registermæssig optegnelse af den kommende minister. Men PET-garanti for ikke at være på lønningslisten hos en fremmed magt eller den lokale rockerklub er ikke nok til at blive blåstemplet. Senest en måned efter sin tiltrædelse skal ministeren aflevere et udfyldt spørgeskema i Statsministeriet. I skemaet skal der redegøres for både egne og en eventuel ægtefælles aktiebesiddelser, hverv, medlemskaber af foreninger og erhvervsaktiviteter.  Både PET-undersøgelse og spørgeskema skal sikre, at den nye minister ikke er i lommen på nogen eller vil kunne mistænkes for at udnytte sin nye position til egen vinding.

Rigtige venner kan købes for penge

I løbet af de seneste år har dronningen udnævnt de fire erhvervsfolk Kjeld Kirk Kristiansen, Jørgen Mads Clausen, Frank Uhrenholt og Fritz Schur til kammerherrer. Alle udmærker de sig ved også at være storsponsorer for kongefamiliens fritidsaktiviteter. LEGO-ejer Kirk Kristiansen og Danfoss-formand Jørgen Mads Clausen stiller velvilligt firmaernes jetfly og ferieboliger til rådighed for kongehusets medlemmer.

Frank Uhrenholt arrangerer årlige jagtture og østersmiddage med prins Henrik som hovedattraktion, mens tidligere SAS- og DONG-formand Fritz Schur gennem tiden har brugt særdeles store beløb på at komme ind i den kongelige varme: et 500.000 kroners Thomas Kluge-maleri af prins Henrik til hest, champagne til kronprinsparrets bryllup og  storslåede baller med de kongelige til højbords og Elton John bag flyglet for blot at nævne enkelte af hans royale investeringer.

Man kan tillade sig at trække på smilebåndet og skuldrene, når Schur og andre rigmænd med honnette ambitioner om en plads ved hoffet kaster penge efter drømmen og kongehusets medlemmer. Men man kan ikke tillade sig at overse risikoen for, at de kongelige ved at modtage gaver og sponsering bringer sig i situationer, hvor begreber som bestikkelse, korruption og nepotisme kan komme på tale – for naturligvis forventer forretningsfolkene noget igen for de mange vennetjenester.

Kammerherrer udnytter fin titel

I forbindelse med sin første opgave som kammerherre i maj 2012 blev Jørgen Mads Clausen interviewet af avisen JydskeVestkysten, og i interviewet lagde erhvervsmanden ikke skjul på, at han betragtede det som en golden opportunity for sin virksomhed, at han som kammerherre skulle attachere den nye kinesiske ambassadør, Li Ruiyu, ved hans præsentation for den danske dronning.

”Jeg glæder mig meget, og det er den helt rigtige ambassadør for en Danfoss-mand som mig,” sagde han til avisen.

Også Kjeld Kirk og Uhrenholt kan glæde sig over investeringen i kongefamilien. Produkter fra LEGO er altid med på programmet, når kongefamilien rejser på officielt besøg i udlandet eller modtager udenlandske overhoveder i Danmark. Uhrenholt får kongelige erhvervspriser og firmaets udenlandske afdelinger besøg, når kongefamilien står i spidsen for danske erhvervsfremstød. Og i tilfældet Schur har den langsigtede investering i kongehuset også  givet den forventede pote. Den forfængelige erhvervsmand kan nu både kalde sig nær ven af kongehuset, og det gør han ofte og gerne, og iføre sig kammerherreuniformen, som tidligere var forbeholdt adelsfolk og højtrangerende officerer ved hoffet.

Norske redaktører kræver åbenhed

Kongehuset er en anakronisme og passer ikke ind i et demokrati. Men når vi nu har valgt at bevare det, må det underlægges demokratiets spilleregler og åbenhed.  I Norge har den norske redaktørforening krævet åbenhed og indsigt i den norske kongefamilies økonomi. Danske redaktører og medier bør gøre det samme.