Kommune var bekymret over lukningstruet bosted: “Det er foruroligende”
Kommune var bekymret over lukningstruet bosted: “Det er foruroligende”

“Derfor er det også foruroligende for os, hvordan tilbuddet forvalter de indtægter, de har fra bla. Furesø Kommune”
Sådan lyder en mail fra en ansat i Furesø Kommune til Socialtilsyn Hovedstaden om den uansvarlige omgang med offentlige midler på OAS Huset i Halsnæs, som Kommunen.dk i flere artikler har afdækket.
Furesø og Gentofte benytter begge bostedet med plads til fire borgere med autisme og udviklingshæmning. Socialtilsynet har løbende kritiseret bostedets uansvarlige forbrug i form af blandt andet “ualmindelig høje” lønninger, kontanthævninger for 370.000 kr. uden bilag, dobbelt pensionsudbetalinger for 800.000 kr. og flere andre poster.
Flere mails, som Kommunen.dk har fået aktindsigt i, viser, at Furesø Kommune i længere tid har været utilfredse med økonomien - uden at det lykkes dem at forhandle prisen ned.
“På OAS Huset oplever vi en stor diskrepans mellem borgernes behov og den opkrævede takst, men det har ikke været muligt for os forhandle os til en lavere takst,” lyder det blandt andet i en mail fra kommunen til tilsynet.
Dokumenter fra sagen viser, at kommunen senere i forløbet også blev bekendt med og orienterede tilsynet om flere “bekymrende” forhold med blandt andet vold, magtanvendelser og manglende dokumentation på bostedet.
En sag på direktørgangen
I slutningen af marts indledte Furesø Kommune en dialog med tilsynet om OAS Huset, hvor de bad om flere oplysninger om økonomien og delte deres bekymring om situationen og konsekvenser for beboerne.
Sagen havde nemlig i længere tid været i kommunen søgelys, hvor den nåede direktørgangen.
I mailen til tilsynet henviser kommunen til Kommunen.dk’s dækning.
“Sidst men ikke mindst er vores opmærksomhed på OAS Huset og deres drift og forvaltning af offentlige midler øget på baggrund af gårsdagens artikel på Kommunen.dk [...],” lyder det blandt andet.
Dialogen mellem Furesø og tilsynet kom dog ikke kun til at handle om økonomi. I en senere mail endte Furesø med at orientere tilsynet om flere forhold de fandt bekymrende, som de også havde udspurgt OAS Husets direktør om.
Det gjaldt blandt andet vold på bostedet, manglende dokumentation og beskrivelser af magtanvendelser og kritik af håndteringen af, hvad kommunen vurderede som tydelige tegn på en borgers mistrivsel.
Underretning understøttede tilsynet
Bekymringerne fra Furesø Kommune endte også med at blive en væsentlig del af grundlaget for tilsynets afgørelse om, at OAS Huset skulle lukke.
Af afgørelsen fremgår det nemlig, at tilsynets egne bekymringer blev understøttet af en handlekommunes underretning.
“Vi vurderer, at den manglende kvalitet i tilbuddets ledelse har afsmittende effekt på faglige indsatser i tilbuddet og på borgernes trivsel. Vores bekymringer understøttes af en underretning fra handlekommunen til en borger i tilbuddet. Kommunen beskriver 10 episoder/forhold som vækker bekymring hos dem [...].”
“Socialtilsynet finder det bekymrende, at borgerens trivsel over en kort periode er blevet forværret i så høj grad,” lyder det i afgørelsen om at lukke OAS Huset.
I et svar til tilsynet anfægter OAS Huset forhold angående forholdene, men skrev også, at såfremt, at man deler tilsynets bekymring ved de påståede manglende indberetninger, samt at bestyrelsen har taget initiativ til at sikre gennemgang af reglerne for magtanvendelser.
Bestyrelsen hævder dog også i et svar til tilsynet, at de efter at være præsenteret for forholdene løbende har forsøgt dialog med kommunen, men hævder, at det er blevet afvist af Furesø Kommune.
“Det kan undre bestyrelsen, at handlekommunen har mere dialog med Socialtilsyn Hovedstaden end med bestyrelsen og direkte afviser dialog,” skriver de blandt andet.
Bostedet mener desuden, at tilsynet helt har tilsidesat de pårørendes udtryk for borgerens trivsel, samt borgerens udtryk af egen tilfredshed i afgørelsen om at lukke OAS Huset. Afgørelsen er dog påklaget og er endt hos Ankestyrelsen, der skal vurdere sagen.
Bestyrelsesmedlem for OAS Huset Jakob Saabye-Brøndum har ikke ønsket at kommentere sagen, før Ankestyrelsen har vurderet deres klage. Kommunen.dk har igen spurgt Furesø og Gentofte Kommune om et interview.
Begge kommuner har afvist at kommentere sagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.




























