En aftale med Ortopædkirurgisk Ambulatorium kom til – udover en velgennemført operation i min venstre hånd – at give et aktuelt indblik i måder, det offentlige kommunikerer på for tiden.

Det allerførste budskab havde jeg sådan set misforstået. For  i god tid var der kommet besked via eBoks om, at jeg skulle opereres for en synovialganglie i mit håndled (kom ikke her) onsdag 29. april. Jeg ville få nærmere besked om det nøjagtige tidspunkt, men det ville ske per sms i tidsrummet 16-20. Den fes forkert ind hos mig – i hvert fald stod der klokken 16-20 i min kalender, så jeg tænkte, at jeg skulle under kniven i det tidsrum. Men nej, det viste sig at være klokken 11.10 – og det med klokken 16-20 var åbenbart tidsrummet, hvor jeg kunne forvente at få en sms om den endelige tid. Hm, måske et eksempel på overinformation, der blev til en misforståelse?

Buschaufføren på Rute 1 i Horsens viste sig at høre til de mere kommunikerende af slagsen. Med en noget ikkekommunikerende-chauffør-oplevelse fra Aarhus i baghovedet var han for mig totalt forfriskende. Klippekort-automaten stod et nyt sted i bussen, og den overraskelse brugte den snakkesalige horsensianer til skødesløst at forklare de undrende passagerer, at automaten nu skulle stå lidt længere væk – på grund af risikoen for inva-sion af Mars-kaniner.

Hvem ved, hvor længe han havde brugt den replik – men den gav masser af gode grin, og så var snakken da i gang mellem de mange skilte, der tavst skal opdrage os til at tage fødderne ned og ikke snuppe pladsen fra dem med stok.

I Horsens er der nok ikke så mange med busserne om formiddagen, at man – som i københavnske busser – kommer ud for at få afprøvet temaet ’Hvem er egentlig ældst her?’ Overvejelsen om at risikere at fornærme en gråhåret medborger med et tilbud om at sidde ned kan således afløses af overraskelsen over efterhånden selv at blive mødt med høflighedstilbud af samme slags.

I foyerområdet på Hospitalsenhed Horsens, som det hedder i dag, vidnede et skilt med teksten ’Frivillige’ om, at to gemytlige damer i gule jakker ved et lille bord med gratis termokaffe og plastickopper var ganske aldeles med på en snak – altså også mere snak, end de ansatte kunne tilbyde, og måske også mere, end alle os andre mere ufrivilligt tilstedeværende nødvendigvis efterspurgte. Tilbuddet blev nu taget godt imod.

Råbe blandt hørehæmmede

Mellem rygekabiner, bemærkelsesværdigt mange joggingbukser, gangstativer, badesandaler og eskorterede arrestanter kunne enlige, ensomme og andre enere i godt og uforpligtende selskab få bearbejdet deres situation, en træls besked eller måske bare ventetiden, indtil de hidkaldte taxachauffører, der skulle sørge for hjemtransport af patienter, dukkede op. Flere med et gjaldende råb som ’Anne Marie Rasmussen!’ ud i foyeren i et toneleje, som befandt man sig på et travlt cafeteria og havde bestilt en halv grillkylling – men som måske handlede om erfaring med at råbe ud blandt mere eller mindre hørehæmmede.

Kommunikationen på hospitalsenheden var ellers tydelig nok: ’Nærvær er sundere end grøntsager’ stod der på en plakat, mens der vist i kiosken var mest gang i salget af kanelsnegle og studenterbrød. ’Må ikke benyttes’, stod der noget overraskende ved en elkontakt. ’Hvil’ lød det kommanderende fra et skilt i et venterum og svagt ildevarslende ’Du bliver afhentet af en sygeplejerske’.

En gul post-it på døren til operationsrummet med en smiley varslede ’Ingen anæstesisygeplejerske i dag’. Hvem den besked var tiltænkt, vides ikke med bestemthed, men da den venlige læge lidt senere var i gang med sin knivtid – første gang nogensinde, jeg skriver dette fantastiske fagudtryk – havde han åndsnærværelse nok til at udbryde ”Så du ikke skiltet?”, da en anæstesisygeplejerske alligevel dukkede op.

Operationsverdenen rummede masser af nye ord – verberne palpere og rumpere lyste op mellem begreber som blodtomhed, bløddele og hudkroge. Og samtidig fik det traditionelle ’Håndkøbsudsalg’ en helt særlig klang sådan efter at have sagt farvel til Anders, Zarah og de andre blåklædte med vuggende sandaler oppe i de sterile omgivelser.

Men jeg har min hånd i behold, fingeren fungerer, jeg behøver ikke noget hånd-udsalg, de frivillige i foyeren havde vagtskifte, og Mars-kaninerne så jeg ikke noget til. Tak skal I ha’ allesammen!