”Hvad sker der lige for hende der Karina?” spørger en samlet medieverden. Er hun helt blæst og samvittighedsløs, når hun på den måde groft karikerer og udstiller sin sociale baggrund i et politisk korstog? At dømme på de usammenhængende svar, sagens hovedperson er kommet med, synes mistanken om en vis form for blæsthed ikke at være helt afsporet. Og Gyldendals forklaring om, at der jo er tale om en ”subjektiv beretning”, synes heller ikke helt at kunne føre Karina sikkert i troværdighedens havn. I så fald synes der i hvert fald ikke at være grænser for subjektiviteten i det subjektive, så hele mediesagen om Karina og hendes kontroversielle bog synes at være ligetil. En politisk udnyttet fupmager er blevet afsløret i sin uvederhæftighed, og medierne fik ryddet op i medierne. Altså: Det mediemaskineri, der fremførte Karinas budskaber og lukrerede på dem som interessant og saftigt indhold, udøvede betimelig selvcensur og udrensning. Og dermed kan vi alle læne os tilbage i forvisning om, at vi har et velfungerende, samfundsbærende demokratisk mediesystem, hvor alle (selv Karina) kan komme til orde, men hvor alle samtidig står til ansvar for de fælles værdier og forpligtelsen overfor ”sandheden”. Case closed og 1-0 til de daglige medier og demokratiet!

Ikke helt så blæst

Men en så beredvillig afrunding af sagen er – ja – helt ude i hampen. For under det, der umiddelbart fremstår som et betimeligt, kritisk journalistisk stykke arbejde i den fælles sags tjeneste, gemmer der sig både et paradoks, der er langt mere betydningsfuldt end karaktermordet på Karinas sociale baggrund, og et opmærksomhedstrick, der er langt mere forvrængende end Karinas fremstillinger.

Paradokset består i, at de Karina-revsende medier faktisk i sidste ende revser sig selv. Og opmærksomhedstricket består i, at fokusset på aktøren Karina fjerner opmærksomheden fra mediemaskineriets egen fundamentale rolle. Og denne vildledning er mulig, fordi historien om blæste Karina og kritikken af hende i sig selv umiddelbart giver fin mening for os. Men Karinas rolle er blot et overfladefænomen, og hun er måske ikke så blæst endda.

Medierne har formet Karinas fremstilling

Når Karina skriver så karikerende og udleverende, som hun gør, gør hun det nemlig efter alt at dømme – og efter eget udsagn – med indsigt i mediemaskineriet. Karina ved angivelig, at det kræver sådan en præsentation at gøre hendes budskab medieelsket. Man kan altså se sådan på det, at Karina-sagen egentlig ikke er startet med Karinas forvrængninger, men med hendes analyse af mediernes natur og dernæst forvrængningerne i overenstemmelse dermed. Karinas håndtering af sit budskab giver rigtig god mening, når man kigger på det maskineri, som har båret tusindvis af andre indflydelsesrige budskaber og mediekendisser frem. Så når man tørrer hele miseren af på Karina selv og gør den til et spørgsmål om moral og troværdighed, opfører man i virkeligheden en slags skueproces, hvor ”budbringeren” myrdes, imens en mere væsentlig indsigt får lov at gemme sig udenfor opmærksomhedens lys, nemlig det forhold, at mediemaskineriet så at sige selv har formet Karinas fremstilling, ligesom det har formet uendelig mange andre Karina-budskaber. Og altsammen er til gavn for mediemaskineriet selv.  Det undgår nærmere belysning og kommer via skueprocessen yderligere til at fremstå troværdigt og retfærdigheds- og sandhedssøgende. Og det er igen til gavn i et bredere perspektiv for vores tro på det demokratiske system, som mediemaskineriet  har placeret sig selv som en central søjle i. Og denne pointe står også, selvom Karina måske aldrig nogensinde har gjort sig særlig dybe tanker om medierne. Det er jo stadigvæk intet tilfælde, at en karikerende fremstilling i første omgang klarer sig godt i karikaturelskende medier.

Et usynligt maskineri

Lad os tage den mere ovenfra. Velkommen til hverdagens danske Truman Show!

Medierne er uhyre vigtige. Ikke fordi de er oplysende. Men fordi de har indtaget en afgørende plads som en slags ubemærket filter, igennem hvilket vi har en verden. Den slags har man måske hørt en million gange før, og det kan synes at være et trivielt problem, der netop kan håndteres af for eksempel kritisk journalistik og høje standarder for indhold. Men mediernes rolle er blevet trivialiseret, uden at vi har fattet dybden af deres verdensformende effekt. Det skjulte grundfænomen – som altså også ligger bag det faktum, at vi overhovedet finder Karina’er, at der er skueprocesser med appellerende dramatiske struktur, hvor Karina’er afsløres og straffes – er, at mediemaskineriet med dets teknologier, dynamik og indbyggede rammer for at formidle verden for verden helt fundamentalt iscenesætter hele svineriet inklusive ”selvkritikken”. Og overfor dette monster rækker almindelig mediekritik ikke et hak.

En hovedårsag hertil er vanens magt og mediemaskineriets usynlighed som følge deraf. Der vil altid opstå en uhellig harmoni mellem det, vi helt naturligt opfatter som verden, som den nu engang er, og så den verden, som medierne giver os.  Den verden, medierne giver os, er noget, vi tager ind konstant og rutinemæssigt. Havde vi i stedet for hver eneste dag oplevet medierne, som var det første gang, vi brugte dem, ville der ikke være nogen vanetilvænning og vi ville klart kunne se, hvordan medierne helt grundlæggende fremstiller verden på en helt anden måde, end vi ellers oplever den.  Men med tiden bliver mediebrugen til denne rutinemæssige oplevelse af verden. Den verden, vi får gennem medierne, bliver simpelthen til sidst til verden i sig selv, og mediemaskineriet selv bliver usynligt.

Et drama over et drama

Når så mediemaskineriet agerer vagthund overfor sig selv og fremstiller selve mediet som blot en slags praktisk redskab, som brugere og producenter har relativt god kontrol over, giver det fin mening for os. På grund af den vaneskabte usynlighed er vi ikke beredte til at bebrejde mediemaskineriet i sig selv. Godt og skidt i medierne bliver gjort til et simpelt spørgsmål om at bruge medierne rigtigt og samvittighedsfuldt, og mediemaskineriet kan i ro og mag bebrejde isolerede aktører for sine dårligdomme. Og er den dårlige bruger en repræsentant for det enkelte medie selv, kan man skille sig af med dårligdommen gennem for eksempel fyring, som man gjorde med Jeppe Nybroe efter hans falske krigsrapporter i TV-Avisen.

Derfor ender vi med beredvilligt at stille os tilfredse med en skueproces, som blot er et drama over et drama inde i en dramaelskende boble: En karikerende samfundsdebattør bliver afsløret og straffet i en proces, der i sig selv udfoldes indenfor mediemaskineriets formende rammer og i sig selv er en karikeret og dramatisk opsat fortælling med en klar skurk, nogle klare luskede motiver og nogle klare helte i form af kritiske journalister. Det er en forførende fortælling, der lukrerer på mediemaskineriets vanebaserede usynlighed og har den win-win-win-effekt, at mediemaskineriet undgår egentlig kritisk fokus, fremstår opmærksomt og selvkritisk og understøtter ideen om sig selv og det demokratiske samfund som to alen af samme velfungerende stykke.

Eller har jeres skribent bare set for mange science fiction-film?