Politikere fra alle sider af det politiske spektrum mener derimod, at dele af pressen ikke er deres opgave voksen, har en hang til kampagnejournalistik og bedriver mediehetz med bestemte politiske briller på.

Det er langtfra en ny diskussion, men den har taget til i styrke af flere årsager. Her er to:

Historien defineres

På den ene side har det politiske system gennem flere år oprustet gevaldigt på kommunikationsfronten. Aldrig har der været så mange særlige rådgivere og kommunikatører ansat til at producere historier for de enkelte partier og politikere.

Det er ikke alene for at påvirke nyhedsstrømmen eller for at styre nyhedsformidlingen. Det er partiernes forsøg på at definere dens egne kendsgerninger og virkeligheder.

Vel at mærke medieskabte virkeligheder, hvor fakta altid er til diskussion.

Faktapolitiet på arbejde

På den anden side er der et stigende pres på mediemarkedet med en benhård kamp om stadig færre annoncekroner, som har tvunget store dele af journaliststanden til at løbe dobbelt så hurtigt og lave langt flere artikler og indslag, end for blot 10 år siden.

Oven i hatten stilles der langt højere grad krav til den journalistiske kvalitet. I dette tilfælde den politiske journalistik, som både skal afdække de inderste kroge af spin, være mere substantiel, og hvor reportere og journalister på én og samme tid skal agere faktapolitibetjente og sandhedsvogtere over for det politiske system.

I de fleste tilfælde lykkes det. Der er aldrig blevet produceret så meget dybdegående politisk journalistik på så mange medieplatforme som i dag. Alligevel oplever vi med jævne mellemrum, at visse medier bliver spændt for en politisk vogn, som i bedste fald er farvet. I værste fald er forkert. At det politiske system tager styringen, får for lidt modspil eller slipper af sted med at fremstille et partsindlæg som en politisk lovmæssighed, der ikke er til diskussion.

Gensidig afhængighed

Det er nemt alene at gøre medierne ansvarlige for denne udvikling og til syndebuk, men i bund og grund skal der to til en tango – også på de bonede politiske gulve på Borgen eller på gangene i landets rådhuse, hvor både politikere og pressen lever i et gensidigt afhængighedsforhold. Politikere har brug for pressedækningen, og medierne har brug for gode historier. Længere er den ikke. Et naturligt kredsløb, som er uundgåeligt.

Der, hvor det for alvor bliver problematisk, er, når politikere og partierne blæser højt og flot på fakta og i stedet skaber politisk fiktion, som ender med at blive en kendsgerning eller en sandhed, der ikke stilles spørgsmålstegn ved. 

Og her er der en tendens til, at partierne vægter vælgernes vurdering og opfattelse højere end kravet om fakta og evidensbaseret viden. Nævn blot grundlaget for Irak-krigen, statens redningskranse for bankerne med bankpakkerne, S og SF's ’Fair løsning’ og ’Fair forandring’ eller den nuværende regerings økonomiske 2020-plan.  

Konstrueret virkelighed

En grundregel inden for den politiske debat er normalt, at holdninger er én ting. Fakta er en anden.

Men måske er det et overstået kapitel, eller måske er vi på vej mod et nyt. I hvert fald hvis man bedømmer det ud fra den overståede amerikanske valgkamp, som på trods af en oprustning af faktatjek i de amerikanske medier, spillede en meget lille rolle hos både Demokraterne og Republikanerne. Som Romneys kampagnemedarbejder Neil Newhouse udtalte under valgkampen: 

”Vi vil ikke lade vores kampagne diktere af faktatjekkere,” forklarede han og opsummerede det med, at medierne i bund og grund har deres egen dagsorden. Lige præcis det kom tydeligt frem i den første duel mellem Romney og Obama.

Her var den benhårde kalkule fra den republikanske lejr, at infighten ikke skulle vindes på eller resultatet påvirkes af, hvem der var den mest sandfærdige kandidat, men hvem der var mest overbevisende og efterlod det bedste indtryk hos seerne. Romneys folk så rigtigt.

Begge lejre producerede i løbet af den lange valgkamp deres egne politiske kendsgerninger og virkeligheder gennem et hav af politiske kampagner.

Kampen om sandhederne

Her er opfattelsen hos vælgerne det afgørende parameter. Sandheden afhænger af øjnene, der ser. Ikke af om den er rigtig. Det er det, man kan kalde det faktaløse samfund, og som forfattere og eksperter omtaler som den post-faktuelle æra.

At vi som vælger, som politiker eller meningsdanner kan have vores egne kendsgerninger eller så at sige abonnere på vores egen realitet.

Derfor er der udbrudt krig – både i USA og herhjemme. En krig om fakta. Mellem medierne og politikerne. Om hvem der definerer den politiske virkelighed: Det politiske system eller pressen?