STOP! Vi skal videre. For fremtiden. Det Danmark du kender. Handler om mennesker. Kampagnesæsonen er skudt i gang. Mens vi venter på valget, graver partierne dybt i portemonnæen og udruller store kampagner over det ganske land. Næsten alle med pæne ord om mennesker – og fremtiden. Men hvor stor effekt har disse kampagner? Hvor meget flytter de i vælgerhavet? Forskningen på området konkluderer ikke noget entydigt. Det eneste, der ligger fast, er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem brugte reklamekroner og antal stemmer på valgdagen. Men selvom partiernes slogans kan lyde ens, så ligger der forskellige strategier bag.

Politiske kampagner er en lidt særegen størrelse, for de har sjældent effekt alene. Man kan således ikke reklamere med et rask slagtilbud, hvis det ikke understøttes af politisk substans og genkendelighed. Dummere er danskerne ikke. Kunsten er at ramme det rigtige moment som for eksempel, da Liberal Alliance i 2010 satsede hele partikassen på en storstilet kampagne, som ramte lige i brydningen mellem De Konservatives udmeldinger om at ville være et parti for offentligt ansatte og Lene Espersens feriesag. Derved løftede LA sig op over spærregrænsen. Samtidig fører politiske kampagner to tilværelser: Dels inde under den Slotsholm'ske osteklokke, hvor politikere, journalister og kommentatorer står som savannens gazeller og sitrer, opmærksomme på enhver bevægelse, der bryder normalbilledet, dels hos den øvrige befolkning, hvor et nyt politisk billboard ved busholdepladsen ikke nødvendigvis er ugens højdepunkt.

Men hvilke typer kampagne har vi så set?

De traditionelle

SF, Enhedslisten og DF fører alle klassiske kampagner på at ville styrke velfærden, og De Radikale fører også en relativt traditionel kampagne med fokus på medmenneskelighed og ansvarlig økonomi. Ligeledes Liberal Alliance, der på traditionel borgerlig vis opremser de mange skatter og afgifter, som de ønsker fjernet. Der er ikke meget nyt under solen her. Det er klar tale til kernevælgerne.

S spiller defensivt

Socialdemokraternes kampagne ”Det Danmark du kender” spiller på regeringsansvarlighed og fortællingen om det trygge velfærdssamfund. Det er en defensiv kampagne, som minder vælgerne om, hvad de har, og forsøger at så tvivl om ”eksperiment blå blok”.

Kampagnen akkompagnerer fint et forår, hvor Helle Thorning-Schmidt nærmest vader i mærkedage – senest 4. maj-talen i Mindelunden. Derudover har terrorangrebet i København givet hende en nyvunden autoritet som statsminister.

Målinger af styrkeforholdet mellem de to statsministerkandidater viser da også, at Thorning nu distancerer Løkke. Spørgsmålet er imidlertid, om dette ”præsidentvalg” reelt betyder noget, eller om vælgerne blot skifter parti indenfor henholdsvis rød og blå blok. Thornings momentum – i det omfang, det kan læses ud af meningsmålingerne – har primært bestået i at stjæle stemmer fra De Radikale.

Samlet set har SR-regeringen været ganske velkørende, og almindelig politisk logik vil tilsige, at det er et spørgsmål om tid, før denne opfattelse også får bundfældet sig i befolkningen, således at der sker vælgervandring mellem blokkene. Spørgsmålet er så, om Thorning har tid nok.

V og løftebrud

Venstre ser gerne, at valget handler om løftebrud. Men mudderkastning er en vanskelig politisk disciplin, som kun kan foregå i begrænsede doser.

Venstres hovedspor er derfor de fem mærkesager under overskriften ”for fremtiden”, som signalerer en offensiv dagsorden. Desuagtet blev kampagnen lanceret med et stort billede af Thorning med Pinocchio-næse symbolsk placeret på ”Det Sorte Tårn”.

Noget tyder dog på, at løftebrudsdiskussionen ikke længere optager befolkningen, og Venstre kan derfor være nødsaget til at sadle om fremfor at piske en død hest. Det behøver ikke nødvendigvis at være en stor ulempe, da Løkke som regel viser sig allerstærkest, når der pludselig skal trækkes kaniner op af hatten – senest med meldingen om, at Venstre vil kigge på genoptjeningskravet i dagpengereformen, hvilket tvang Helle Thorning til at følge trop forud for 1. maj.

Momentum til Thorning eller ej – så betyder sådanne meldinger, at Lars Løkke går ind i valgkampen med skudsmålet som den politisk mest manøvredygtige af de to.

Vi protesterer!

Konservative står for kampagnesæsonens mest markante strategiskift. ”STOP-kampagnen” fremstiller Konservative som et protestparti, hvilket er et historisk skift for et af de fire gamle partier og et markant skridt væk fra partiets hæderkronede slogan om ”borgerlige stemmer der arbejder”.

Målt på omtale har STOP-kampagnen været en buldrende succes, og den har tilmed opnået at få sit eget liv i form af en ”plakatgenerator”, som bruges flittigt på de sociale medier. Kigger man på meningsmålingerne henover den seneste måned, mangler kampagnen stadig at vise positiv effekt.

Hvad er resultatet?

Det er en gammel sandhed, at ingen kampagnestrategi er bedre end valgresultatet. Indtil videre synes kampagnerne ikke at have flyttet alverden i vælgerkorpset. Skal der kåres en vinder, må Socialdemokraterne og Liberal Alliance siges at føre med et par mulehår foran de øvrige partier.