Kære offentligt ansatte, hjælp os med at få ryddet op i håbløse regler
Kære offentligt ansatte, hjælp os med at få ryddet op i håbløse regler

Som folketingspolitiker får jeg ofte at vide, at vi i fra Christiansborg blander os alt for meget. Og at vi er alt for langt væk fra den virkelige verden.
Udover at være folketingsmedlem er jeg også byrådsmedlem i Slagelse Kommune og har desuden en del erfaring fra erhvervslivet i den såkaldte 'virkelige verden'. Så jeg forstår sådan set godt borgernes skepsis.
For det er bedst, når beslutninger træffes så lokalt og decentralt som muligt.
Det er bedst, at landspolitikerne blander sig så lidt som muligt. Ja, det mener jeg faktisk.
Politikere bør stræbe efter at lade borgere og virksomheder være i fred. Vi skal sikre, at de grundlæggende rammer er i orden, men derfra skal vi lade borgerne udfolde sig på egen hånd uden for mange forhindringer.
Derfor er jeg også glad for det nye initiativ fra min kollega økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll, hvor vi appellerer til at få ryddet op i den overflødige administration med hjælp fra medarbejderne selv.
Helt konkret vil vi udvide den såkaldte udfordringsret. Det lyder teknisk. Men i al sin enkelthed handler det om, at alle landets 800.000 offentligt ansatte og leverandører til det offentlige skal hjælpe med at rydde ud i den jungle af bureaukrati og administration, der stjæler deres tid. Og hvem ved bedre end den pædagog, lærer og SOSU-assistent, som hver dag har fingrene nede i mulden?
I Liberal Alliance har vi i årevis talt om afbureaukratisering, regelforenkling og vigtigheden af en bedre offentlig sektor. For der er et kæmpe potentiale for at frigøre tid til den borgernære service. Det ved vi blandt andet fra Produktivitetskommissionen, som blev nedsat af den tidligere socialdemokratisk ledede regering.
Jo mere vi kan rydde op, des bedre service kan vi tilbyde borgerne.
Men det skal som sagt komme nedefra. Det er svært for politikere på Christiansborg at rydde op i den enkelte kommune. Det skal ske med hjælp fra dem, som kender systemerne og dagligt generes af dem. I fra den 'virkelige verden' skal hjælpe os.
Nogle vil måske spørge, om dette så ikke bare er endnu et lag af bureaukrati?
Nej, for summen af det hele skulle meget gerne give færre regler og mere frihed til medarbejderne.
Det er da heller ikke første gang, forslaget nævnes. Det blev allerede anbefalet af Produktivitetskommissionen i sin tid.
Og man har også gode erfaringer med det. Ved en tidligere forsøgsordning fik man i perioden fra 2009 – 2015 954 anmeldelser, hvoraf knapt halvdelen blev imødekommet helt eller delvist, oplyser Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Nu gælder det bare om, at chefer og ledere tager godt imod initiativet og får opfordret medarbejderne til at byde ind.
Vores opgave er at sikre glade og tilfredse medarbejdere, der bruger tid og ressourcer på deres faglighed og ikke på ligegyldig registrering.
Villum Christensen er MF, kommunalordfører for Liberal Alliance samt byrådsmedlem i Slagelse Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.