Landets borgmestre stod i kø for at komme op på talerstolen på KL’s kommunalpolitiske topmøde. Men hold nu op! Hvor var det en omgang blodfattig og nærmest uforståelig strøm af sætninger, de leverede, når de endelig fik mikrofonen. Selv det mest triste brev fra en pensionskasse virker som fløjlsblød poesi ved siden af borgmestrenes jammerlige taler.

Et nærstudie af et par af debatterne på KL´s topmøde viser en besynderlig tilgang til tale-disciplinen, som er svær at opdrive andre steder. Når borgmestrene åbner munden, vælter det ud med slidte klicheer. Særlig har de hang til billedsprog, der handler om ting, mennesker kan iføre sig. Der skal bruges ”livrem og seler”, trækkes i ”arbejdstøjet” og tilføres store mængder ”knofedt”. Men også kliche-klassikere inspireret af bondegårdsmiljøet som ”klap lige hesten”, ”slippe tøjlerne”, ”kalde en spade for en spade” og ”ingen ko på isen” bliver flittigt brugt.

Glemmer sproget fra gågaden

Det er jo ikke, fordi der er noget galt i at bruge klicheer i en politisk tale. En god tale kan fint rumme et par klicheer – da de ofte kommunikerer effektivt. Men det er mere mængden, der gør oplevelsen voldsom. Oven i det er det selvfølgelig også problematisk, at flere af politikerne faktisk ikke har et budskab med til at fortynde strømmen af klicheer, men blot bruger taletiden til at prale af egne bedrifter og evner. Først når dirigenten fortæller, at tiden er gået, forsøger de at komme med budskabet. Men da er det som regel alt for sent, og modtageren er for længst stået af.

Borgmestrenes sproglige problemer udspringer ikke bare af et overforbrug af klicheer og mangel på budskaber. Det handler også om, at de fuldstændig glemmer at tale det sprog, som de taler, når de møder borgerne på gågaden om lørdagen.

DJØF-sprog 

I stedet bliver de forvandlet til en slags DJØF-kloner, når de bestiger talerstolen. På KL’s topmøde startede omkring hver anden borgmester sin tale med: ”Jeg vil gerne kvittere for ...” Hvem i denne verden synes, der er noget som helst rock´n roll over at starte en sætning med ordet ”kvittere”. Gjorde man det til et middagsselskab, ville man straks blive smidt i køkkenet!

Borgmestrenes sproglige inspiration fra DJØF-verdenen skinner igennem mange steder. De vil kun træffe beslutninger på et ”oplyst grundlag” eller når de er ”klædt godt på”. De vil også have ”belyst”, ”beregnet” og ”bedømt” og have ”rammevilkårene” på plads og ”boret problemet ud fra alle sider”. Kun på den måde kan der træffes ”effektive”, ”robuste” og ”langtidsholdbare” beslutninger. Når borgmestrene endelig når til passagerne med politiske visioner og drømme, bliver det kogt ned til vendinger om at ”tænke ud af boksen” og have ”fokus på den lange bane” og ”sætte det lange lys på”.

Igen: Der er isoleret set ikke noget galt med, at borgmestrene sprogligt låner lidt af de DJØF’ere, som de dagligt går op og ned ad. Men når det bliver mikset sammen med de trætte sprogbilleder, tomme sætninger og selvpromovering bliver det bare ikke lækkert at lytte til. Tværtimod bliver det en underlig grød, som efterlader tilhørerne i en konstant kamp for at bibeholde opmærksomheden.

Problemet er tydeligt 

Hvad er så problemet med, at borgmestrene har så svært ved at tale, så tilhøreren bliver engageret og opslugt? Et blik udover tilskuerne til KL’s topmøde indfanger et af de væsentlige problemer. Topmødet var nærmest støvsuget for unge mennesker. For selvfølgelig orker de unge ikke at deltage et sted, hvor den politiske debat er så iltfattig. KL må stå med et enormt demokratisk underskud, når det handler om at have ungdommen repræsenteret.

Underligt nok, for netop kommunalpolitik burde være noget, der virkelig engagerede de yngre generationer. Det handler om deres skoler og uddannelser. Om øvelokaler, træer, skateboardramper, fodboldbaner og håndboldhaller. Det handler om cykelstier, by-indretning og alle mulige andre ting, som har stor indflydelse på de unges liv.

Opskriften ligger lige for

Men man forstår godt, at de unge holder sig langt væk fra topmødet og kommunalpolitik, når de i øverste led på den måde formår at trække al passion og alle følelser ud af politikken. For det er netop disse ingredienser, der skulle få unge og andre borgere til at deltage aktivt i demokratiet.

Har landets borgmestre lyst til at forsøge at formidle deres politik på en mere appetitlig og lækker måde, er opskriften enkel, og den behøver ikke indeholde smart og hurtigt spin. Derimod skal borgmestrene bare kigge ud afdvinduet – derude i virkeligheden har de en fantastisk fortælleramme og sproglig inspirationskilde.

For mens politikerne på Christiansborg ofte skal lave politik med afsæt i rapporter, beregninger og resultater fra ekspertudvalg, kan lokalpolitikerne i langt højere grad bruge den virkelige verden som afsæt. Så løsningen er lige til: De skal bare fortælle historier fra virkeligheden!