Prøv engang at tænke tilbage til 1988. Det var det år, da George Bush (den ældre) blev valgt til USA’s præsident og Nicklas Bendtner var nyfødt. På en måde en mere uskyldig tid – i hvert fald på overfladen.

Om ikke andet strakte uskylden til, at det kom som en fuldstændig overraskelse for Folketingets Retsudvalg, da den daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen standsede sin undersøgelse af det, der siden blev kendt som Tamilsagen – en undersøgelse, der var indledt 6. september 1988 og derfor knap nok var kommet i gang, da Retsudvalget 27. september 1988 havde justitsministeren i samråd for at fortælle om ‘Justitsministeriets og Direktoratet for Udlændinges behandling af familiesammenføringssager vedrørende tamilske flygtninge’, som det var formuleret. Ombudsmanden trak sig, fordi embedet ikke er en demokratisk appelinstans og derfor ikke må tage stilling til sager, der er under politisk behandling, og det var netop, hvad denne sag var nu, efter at Retsudvalget havde haft den oppe.

Det var der ikke lige nogen, der havde tænkt på. Ikke nogen politikere i hvert fald.

I Justitsministeriet havde de tænkt på det; faktisk var det dér, ideen om at få tamilsagen ‘i udvalg’ var fostret. Eftersom det var den daværende konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen, der var i skudlinjen, var det nærliggende at få hans partifælle, retsudvalgsformand Grethe Fenger Møller, til at bringe sagen op politisk, og for at være sikker på, at det skete med et ordvalg, der ville få Ombudsmanden til at trække sig, overlod man det ikke til hende selv at formulere det afgørende spørgsmål. Det klarede kyndige folk i ministeriet, som derefter faxede teksten til retsudvalgsformanden, og for yderligere at sikre sig, at Ombudsmanden var klar over, at han var kørt af banen, sendte ministeriet ‘til orientering’ den redegørelse, som ministeriet havde skrevet som svar på spørgsmålet.

Ombudsmanden forstod budskabet. 29. november 1988 meddelte han, at han ‘var afskåret fra at gå videre med sagen’. Først på det tidspunkt gik det op for udvalgsmedlemmerne, hvad de var blevet brugt til, og dels skriftligt, dels i et møde med Ombudsmanden meddelte Retsudvalget ham, at sagen aldeles ikke var blevet behandlet politisk. Den 8. december 1988 besluttede han så at genoptage sin undersøgelse, og resten er historie.

Hvis vi igen vender os til 2017, så er der en del, som i dag ligefrem savner både den første og den anden præsident Bush, selvom de dengang ikke brød sig synderlig om dem, og her 29 år efter er uskyld heller ikke lige det allerførste ord, man kommer på, hvis talen falder på Nicklas Bendtner.

Men Folketinget har lært lektien fra 1988, og der er andre ministerier end Justitsministeriet, der præcist ved, hvad politisk behandling gør ved Ombudsmandens mulighed for at forholde sig til en sag: Nemlig demonterer den.

Den eneste, der ikke var helt opdateret på det punkt, var spøjst nok den nuværende ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, da han i forrige uge meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet, at han havde tænkt sig at kalde ministeriets instruks om adskillelse af mindreårige hustruer fra deres ægtemænd ‘særdeles kritisabel’ i en redegørelse, han havde på trapperne. Ministeriet gjorde to ting: Orienterede Ombudsmanden om, at der var et beslutningsforslag på vej til førstebehandling i folketingssalen, og sikrede sig et formuleringsforspring ved at udsende en pressemeddelelse, som Ombudsmanden derefter var overladt til blot at kommentere ved at offentliggøre forskellige dokumenter i sagen.

Et af dem var en reaktion på den ministerielle orientering, nemlig en besked til Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg om, at han ‘for så vidt’ var klar til at afgive endelig redegørelse i sagen, men at han på grund af netop det nævnte beslutningsforslag ville vente og se, om Folketinget i den anledning ‘tager egentlig stilling til spørgsmål, som er omfattet af min undersøgelse’.

Beslutningsforslaget var stillet af Dansk Folkeparti allerede 15. december 2016 ved, hvad man kun kan kalde rettidig omhu. Partiets udlændingeordfører Martin Henriksen i Politiken: ‘Vi ved jo godt, at Ombudsmanden skal afvente, at vi har behandlet sagen, når der ligger et beslutningsforslag’. Mission accomplished.