De fleste forventer, at indgrebet vil tage hensyn til KL's hovedkrav om, at skolelederne fremover skal bestemme over lærernes arbejdstid. 

Samtidig har en meningsmåling vist, at lærerne flygter væk fra regeringspartierne, og enkelte flirter med tanken om at lave et nyt venstreorienteret parti, der i et større omfang varetager offentligt ansattes interesser. 

Spørgsmålet er, om lærerne – efter at krudtrøgen har lagt sig – vender tilbage, bliver hjemme på sofaen eller stemmer på andre partier som Enhedslisten eller Dansk Folkeparti på valgdagen.

Krig mod kernevælgerne

Halvandet år inde i den socialdemokratisk ledede regerings levetid må man konstatere, at Helle Thorning & Co. har lagt sig ud med stort set samtlige af de vælgergrupper, der normalt bakker op om partiet. 

Skattereformen blev opfattet som en reform, der især tilgodeså folk med høje indkomster, mens de arbejdsløse har fået skåret i deres dagpengeperiode med videre. Dertil kommer, at SU-modtagere og kontanthjælpsmodtagere også vil mærke, at Danmark er gået ”reform-amok”, som Thorning selv formulerede det.

Og senest er det altså en stor gruppe af offentligt ansatte i middelklassen – lærere og gymnasielærere – der mærker regeringens politik.

I forvejen har Socialdemokraterne haft svært ved at genvinde fodfæstet blandt den  afgørende vælgergruppe kaldet ”Blå Bjarne”, der består af privatansatte mænd, som dog for længst er søgt tilbage til blå blok. 

For at regeringen kan gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt, så skal ”Blå Bjarne” få øjnene op for, at Thorning-regeringen gør det rigtige. Det vil formentlig kun ske, hvis der kommer et internationalt økonomisk opsving i løbet af det næste år, hvor der bliver skabt mærkbart flere arbejdspladser.

Comeback som Lazarus

Hvis Thorning skal have et comeback i et omfang, som vil lede tankerne hen på Lazarus, så kræver det også en helt anderledes gejst hos Socialdemokraterne og samling bag deres partileder end den, som man for øjeblikket får indtryk af ved læsning af frokostavisernes referater fra S-gruppemøderne. 

Paradoksalt nok er Socialdemokraterne på Christiansborg, der er organiseret i tre forskellige kaffeklubber, ikke splittede.

De står faktisk samlet i en sjælden grad, nemlig i en modstand mod deres egen statsminister og finansminister, som de tydeligvis hverken har vilje eller lyst til at forsvare mod Enhedslistens og Dansk Folkepartis vedvarende angreb.

Resultatet af den manglende gejst og opbakning kan man også aflæse i meningsmålingerne. Målingerne er selvfølgelig også et resultat af, at regeringen har ført en økonomisk politik, som er lysår væk fra den, Socialdemokraterne og SF gik til valg på.

Tabt troværdighed

Her vil mange indvende, at Socialdemokraterne naturligvis ikke er uvant med at træffe ubehagelige beslutninger, der går direkte imod kravene fra deres kernevælgere.

Det har man tit gjort i partiets historie, men det er naturligvis mest sket, når man selv har siddet med regeringsansvaret, for eksempel da Poul Nyrup foretog efterlønsreformen i 1998.

Det kostede ganske markant på vælgerkontoen, fordi Nyrup i valgkampen havde lovet at frede efterlønnen. Socialdemokraterne kom siden i opposition i ti triste år uden indflydelse.

Regeringen var svær at angribe på grund af økonomisk fremgang, VKO's tyveri af oppositionens velfærdspolitik og en durkdreven og usædvanlig teflonagtig statsminister Anders Fogh. Og jo længere væk man kom fra regeringsskiftet i 2001, jo mere lullede Socialdemokraterne sig åbenbart ind i en forestilling.

En forestilling om, at et markant overudbud i velfærdspolitikken og et blankt nej til enhver reform af offentligt ansattes vilkår var en politisk mulig vej den dag, hvor man endelig kom til magten. Det viste sig så ikke at være muligt.

Reformpolitik

Det havde flertallet af økonomer og teknokrater i ministerierne heller ikke regnet med.

De vidste, at Socialdemokraterne hurtigt ville forvandle sig til ”Socialteknokraterne” og videreføre den økonomiske politik, som med krisen blev indledt af en anden teknokrat, nemlig Lars Løkke.

Forskellen er bare, at Lars Løkke var først med at formulere reformpolitikken. Til gengæld hævder Thorning, at hun udover at videreføre reformpolitikken også gennemfører den politik, som Løkke ikke turde præsentere for vælgerne. Men hvorfor skulle de frafaldne S-vælgere belønne hende ved næste valg for at føre den reformpolitik, som Løkke ikke turde?

Det giver  ingen mening. Og det er da også gået op for de stadig flere socialdemokratiske politikere, som er begyndt at tænke på kommunalvalget og tiden efter Thorning og derfor i stigende grad distancerer sig fra statsministeren og ikke mindst hendes politik.                   :