Da den 26-årige tunesiske gadesælger Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv i sin hjemby Sidi-Bouzid den 17. december 2010, antændte han ikke bare sig selv, men en hel revolution. 10 dage efter den unge sælgers død måtte den tunesiske præsident gennem 23 år træde tilbage, og gennem sociale medier og sms’er spredte oprøret sig til Egypten, Libyen og Yemen - hver med sin diktator, der snart faldt fra tinderne. Også Marokkos, Syriens, Algeriets, Bahrains og Jordans despoter blev mødt med modstand.

I Vesten blev der tændt et håb. Endelig ville idéer om demokrati, frihed, lighed, sekularisme, individualisme og modernitet sprede sig til denne mørke del af verden. Vi glædede os og kaldte det et Arabisk Forår.

I dag ser alting anderledes ud. I Egypten blev en demokratisk valgt præsident senere væltet af militæret, Libyen er endt i anarki og Syrien i borgerkrig, og Islamisk Stat, der på ingen måde bærer demokratiets fakkel videre i regionen, er blevet en ny politisk stormagt. Det Arabiske Forår er gået ind i sit efterår, og alt er mere eller mindre som før.

Den demokratiske afblomstring i Mellemøsten er blot ét ud af mange eksempler på, at forestillingerne om en ”historiens afslutning”, som det blev forudsagt af den amerikanske politolog Francis Fukuyama, må trækkes tilbage. Tilsyneladende ligger der ikke et liberalt demokrati og venter på at blive vækket i alle nationer. I Mellemøsten viser undersøgelser, at der stadig er et massivt flertal for, at landenes love skal følge religiøse forskrifter, og vender man blikket ud i resten af verden, ser det mindst lige så nedslående ud her.

Manglende forståelse

Også i Asien tøver de. Da Vietnams parlament i 1997, 2002 og 2007 for første gang tillod ikke-kommunistiske kandidater til landets ledelse, blev der valgt henholdsvis tre, to og til sidst kun én. Og det med en stemmeprocent over de 99 procent i et land, hvor sofavælgere kan straffes. Vietnameserne kunne ikke se, hvad politisk mangfoldighed skulle gøre godt for, så længe tingene gik fremad.

Også det store land Kina har åbnet meget op, men grundlæggende ser intet ud til at kunne true etpartistaten. I en undersøgelse fra Harvard University erklærer 96 procent af kineserne sig tilfredse eller meget tilfredse med det centrale styre. Herhjemme i Danmark er tilliden til politikerne dalet til chokerende 38 procent.

Sådan et tal kan vi ikke forstå i Vesten. For vi har lært, at folk vil være demokrater, også når de ikke selv ved det. Så kinesernes tilslutning til styret må naturligvis skyldes hjernevask, frygt, indoktrinering eller slet og ret uvidenhed.

For vi har lært, at historien slutter med os. Demokratiet er det højeste udviklingsstadie i de menneskelige samfund.

Ironisk nok var det præcis det samme, Marx mente om kommunismen, og denne forestilling lever stadig i Kina. Fra et kinesisk perspektiv er demokratiet en idé, der har haft medvind i et par århundreder, mens deres system bygger på en ældgammel filosofi, der går tilbage til Konfutse, som døde, 500 år før Jesus havde spændt sin første sandal.

Det er derfor, vi heller ikke forstår, hvor lidt det betyder, når vi kritiserer det kinesiske styre. Kineserne er ikke fulde af beundring for vores system, men opfatter os snarere som en historisk parentes og kritikken som en fornærmelse.

Eller hvad med Singapore? Syv procent indkomstskat, klinisk rent, gratis skolegang på et af verdens højeste niveauer og en formueplacering, der vokser hurtigere end i Schweiz. Men også en etpartistat uden forsamlings- og pressefrihed. Og ingen ser ud til at ønske sig noget andet.

Psykologiske (bort)forklaringer

I Rusland er situationen meget parallel. Jerntæppet var det eneste, der forhindrede, at vores oplyste, rationelle og demokratiske ideer ville tage Østen med storm. Sådan troede vi i hvert fald. Virkeligheden har vist sig at være en ganske anden. Ifølge en artikel i Foreign Affairs foretrækker kun 22 procent af russerne demokrati, og hele 53 procent bryder sig ikke om styreformen. 52 procent mener, at flerpartivalg gør mere skade end gavn, og 89 procent af russerne tøver ikke med at opgive ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingsfrihed til gengæld for større stabilitet. I Europa behøver vi ikke rejse længere væk end til Victor Orbans Ungarn for at se mørke skyer trække sammen om borgernes fundamentale rettigheder - tilsyneladende med befolkningens støtte.

For i øst ser man ikke længere med beundrende øjne mod vest. I stedet ser man et moralsk forfald, familier i opløsning og svage ledere. Vi forklarer deres forkærlighed for despotiske ledere med, at de er usikre, har et mindreværdskompleks, et martyrium eller blot er blevet skuffede over udviklingen. Hver gang verdens nationer vender demokratiet ryggen, står vi i Vesten klar med en psykologisk forklaring på deres fejltagelse. Men kan vi være det bekendt?

Selvom Oplysningen muligvis er blevet aflyst udenfor Vesten, har vi stadig meget at lære fra den. Et centralt oplysningsbegreb er eksempelvis tolerance og evnen til at acceptere, at andre finder andre veje til lykken end ens egen.

Interessant nok tyder lykkeforskningen på, at det slet ikke er et øget forbrug og demokratiet, der gør os lykkelige, men tværtimod venner og familie.

Måske er det i virkeligheden heri, den centrale forskel består?

Både den kinesiske, russiske og mellemøstlige kultur er kollektivistisk og værdsætter de nære relationer langt mere, end vi gør det. De ser med god grund med rædsel på det egotrippende Vesten med skilsmisser, en eksplosion af singler, stigende selvmordsrater og ensomhed bedøvet med lykkepiller.

Så hvad ønsker de i stedet?

Ønske om velstand

Studier har vist, at både den tunesiske sælger og en lang række andre af Mellemøstens oprørere overhovedet ikke tilkendegav et ønske om demokrati, menneskerettigheder eller lighed. Rigtig mange ønskede retten til at drive forretning, der i Mellemøsten er voldsomt hæmmet af bureaukrati og statsmonopoler. Måske er dette i virkeligheden sandheden om de revolutioner, vi ser på afstand og tolker i vores eget selvbillede? Russerne, asiaterne og araberne så misundeligt på vores velstand, men opdagede snart, at der med den fulgte et system og en moral, som de fandt fuldstændig i modstrid med deres egne værdier. De ville gerne have et større fjernsyn, en bedre bil og lettere ved at drive forretning, men den del af pakken, der gav frihed til kvinder, bøsser, ateister og dissidenter, ville de til gengæld ikke købe.

En undersøgelse fra Freedom House afslører dette med knusende ironi. Mens den økonomiske velstand og den økonomiske frihed stiger, flader udviklingen i den politiske frihed til gengæld ud på verdensplan.

Så måske er det på tide, at vi pakker den vestlige arrogance sammen og indser, at de andre med stor sandsynlighed ikke bliver som os. Oplysningen er aflyst for resten af verdens vedkommende. Vi forvekslede et ønske om velstand med et ønske om frihed på vore egne betingelser.

Måske vi passende kan lære at blive en anelse mere ydmyge.