Bent Hansen sidder på første række i Kulturstyrelsens foyer. Rundt om blafrer flag og skilte med påskriften ’Sønderborg’ og et talstærkt publikum klædt i ens t-shirts hepper på den sønderjyske kandidat til europæisk kulturhovedstad i 2017. 

Aarhus’ delegation, som Bent Hansen tilhører, forholder sig mere afventende. Som en selvsikker storebror, der tager afgørelsen med ophøjet ro. 

Tidligere på dagen har Bent Hansen givet to forskellige interviews til Jyllands-Posten. Ét hvor han glæder sig over sin regions sejr og ét, hvor han som den gode taber lykønsker Sønderborg. Den gang var han i kortærmet skjorte og repræsentant for fem regioner. Nu er han Region Midtjyllands øverste leder i jakke og slips – og pokerfjæs. 

Der bliver ikke brug for det sidste interview. Juryen indstiller Aarhus til titlen, og Region Midtjylland kan dermed se frem til en historisk eksponering.

Endnu en gang har den 63-årige regionspolitiker trodset stemningen og taget et stik hjem. Ligesom i 1990, hvor han smed Venstre af den amtsborgmesterpost i Viborg, som det gamle bondeparti ellers var selvskrevet til. 

Eller i 2002, hvor han beholdt næstformandsposten i Socialdemokraterne, selvom formanden Poul Nyrup Rasmussen havde ofret ham som del af partiets ’foryngelsesproces’. 

Eller i 2006, hvor han satte sig i spidsen for de regioner, han selv havde været den største modstander af.

Sygdommen

Med pressemødet vel afsluttet, de obligatoriske interviews afgivet og talrige lykønskninger modtaget kan Bent Hansen sætte kursen hjemad. Mindst to gange om ugen går rejsen over Storebælt for at varetage posten som formand for Danske Regioner. 

Resten af tiden går med at være formand for Region Midtjylland. Og med bestyrelsesarbejde og besvarelse af endeløse telefonopkald fra journalister. Og med at være ægtemand og far til tre voksne børn. Foruden at holde badmintonformen og løbeturene ved lige. 

Hurtige-Hansen er han engang blevet kaldt, og det er ikke helt skævt, når man ser på den 64-årige regionsrådsformands program. 

Derfor var det noget af en omvæltning, da han få uger inden de afgørende treparts- og økonomiforhandlinger i foråret måtte sygemelde sig. Regionalpolitikkens mastodont havde fået kræft og lod sig indlægge på Aarhus Universitetshospitals mave-tarmkirurgiske afdeling. Nu var han prisgivet det sundhedsvæsen, som han de sidste 30 år har været med til at opbygge.  

”Det var en surrealistisk oplevelse. Jeg havde fået af vide, at jeg ville blive meget træt, men det blev jeg ikke. Jeg var i vigør dagen efter, at jeg var blevet opereret. Men jeg havde lovet lægerne at holde mig i ro lige meget hvad. Så jeg talte med mine kolleger og bad dem om at lade være med at ringe mig op. Jeg holdt mig i skindet. Fuldstændigt,” fortæller Bent Hansen fra kontoret i Regionernes Hus i Nordhavnen i København tidligere på dagen. 

Tre en halv uge efter operationen tog den sygemeldte regionspolitiker sin første løbetur, og efter en måneds sommerferie genoptog han arbejdet. Sideløbende får han foretaget de afsluttende indgreb. 

Som han sidder ved det ovale konferencebord, der er dækket med kaffe, wienerbrød og frugt til bestyrelsesmødet senere på formiddagen, ligner han da heller ikke en mand, der har været under kniven for nylig. Misundelsesværdigt solbrun i ansigtet, energisk hurtigsnakkende og ofte blottende det karakteristiske overbid i et grin. Forberedt og kampklar til de overenskomstforhandlinger med lægerne, som lægger an til at blive et af efterårets store dramaer.  

Bent fra banegården

Rollen som leder og strateg pådrog Bent Hansen sig allerede som barn i den lille by Them, der er kendt for sine oste og for Winther cykler. Her var den vordende politiker på både badminton-, håndbold- og fodboldholdet. Det sidste var han anfører for og dermed ansvarlig for at opstille holdet. 

”Jeg har siden tænkt på, at det ikke var særligt smart af de voksne at lade en tiårig dreng sætte sine kammerater af holdet. Men jeg var jo den, der ikke kunne tie stille,” siger han. Hans fremfærd var ikke uden konsekvenser og kostede ham fra tid til anden ’nogle knubs’ i skolegården, men i det store hele passede det lille lokalsamfund Bent Hansen glimrende. Hans mor var stationsforstander og familien boede derfor i den rødmurede stationsbygning, der i 50’erne og 60’ernes Them var det absolutte omdrejningspunkt for det lokale liv. 

”Jeg kendte jo alle. Hvis de skulle ud og rejse, så foregik det med toget, og hvis de skulle betale regninger, så foregik det jo ikke i banken, men på stationen, som også var posthus. Da jeg blev større, gik jeg med post, og så vidste jeg jo også, hvem der fik rudekuverter”. 

Faren var banearbejder og sad i sognerådet – 'for Socialdemokratiet selvfølgelig' – og som 16-årig blev Bent Hansen selv medlem af bestyrelsen i den lokale partiforening. Imens tog han en studentereksamen i Silkeborg og satte kursen mod familiens første akademiske grad på universitetet i Aarhus. 

Blå kedeldragter

Til trods for, at studenteroprøret i ´68 var gået hen over hovedet på den dengang 20-årige Bent Hansen, var det altså en politisk formet student, der begyndte på historiestudiet på Aarhus Universitet først i 70’erne. Derfor var det en speciel oplevelse at møde de unge marxister, der stod på barrikaderne og agiterede for revolution.

”Det undrede mig, at mine medstuderende gik rundt i blåt arbejdstøj, for jeg havde jo taget en uddannelse for at komme væk fra det blå arbejdstøj. Jeg havde fået at vide hjemmefra, at jeg skulle hænge i og benytte mig af den chance, som mine forældre ikke fik. Og så stod der lige pludselig nogen og solidariserede med arbejderklassen på en helt anderledes måde. Og jeg blev betragtet som dybt højreorienteret,” mindes Bent Hansen. 

Ikke desto mindre voksede hans engagement i det politiske arbejde. Bestyrelsesposter i sportsforeninger, børnehaver og lokale partiforeninger gjorde ham til en oplagt kandidat, da der i 1981 skulle være amtsrådsvalg i Viborg. På det tidspunkt var Bent Hansen blevet gift med gymnasiekæresten, havde stiftet familie i Kjellerup og havde fået fast arbejde som gymnasielærer på Viborg Katedralskole. Bag kandidaturet lå to læserbreve i lokalavisen og en opfordring fra partiforeningens kasserer. 

”De skulle have en, der kunne sørge for, at det lille sygehus i Kjellerup ikke blev nedlagt. Den korte historie er, at det tyve år efter var mig, der måtte dreje nøglen om og lukke det,” fortæller han. 

Regionernes magt

Netop det konfronterende og til tider konfliktfyldte er kommet til at præge Bent Hansens karriere. I 2008 modtog han sågar dødstrusler fra en vred borger i forbindelse med oprettelsen af et stort akutsygehus i Vestjylland. Alligevel er Bent Hansen en stor fortaler for netop den nærhed og direkte interaktion med befolkningen, der kendetegner kommunal- og regionalpolitik. 

”Mens Folketinget skal være overordnet og lovgivende, så står vi hele tiden med konkrete spørgsmål om, hvor en institution skal placeres, eller hvilken der skal lukkes. Du skal stå og kigge de ansatte direkte ind i øjnene og sige: ’Beklager, jeres arbejde er væk’,” siger Bent Hansen, som selv forgæves stillede op til Folketinget i midten af 80'erne. 

I stedet kom han til at spille en hovedrolle i reorganiseringen af den offentlige sektor. Mens han kæmpede med næb og kløer for amterne - som han i øvrigt stadig langt ville foretrække – måtte han samtidig arbejde tæt sammen med den borgerlige regering, som ville afskaffe dem. Resultatet blev, at Bent Hansen endte med at blive øverste leder af de nye regioner.  

”Det er jo så udtryk for den mere pragmatiske tilgang, man har i regional- og kommunalpolitik, hvor man må sige: Fik man ikke den, man elskede, så må man elske den, man får, og gå ind og præge det indefra og forsøge at få det bedst mulige ud af det,” siger han og peger på, at det måske netop er hans på én gang pragmatiske og konfrontative facon, der har placeret ham så centralt i politik, at Dagens Medicin i de sidste to år har kåret ham som den mest magtfulde i sundhedsvæsnet foran både landets sundheds- og statsminister.