’Gotcha’ brølede den engelske avis The Sun hen over hele sin forside 4. maj 1982. Det er et udtryk, der for eksempel bruges, når børn leger tagfat, og betyder noget i retning af ’Der fik jeg dig’ eller ’Færdig!’. Avisforsiden er et billede på den nationalchauvinisme, der dominerede stemningen i Storbritannien dér i 1982 under den besynderlige og blodige Falklandskrig.

Men uden for den sejrsberuste ø vakte forsiden ubehag og afstandstagen. Den handlede om den argentiske krydser Belgrano, der var blevet sænket af en britisk atomubåd. Og tabloidavisen spurgte med frydefuld gysen, om alle 1200 ombord mon var druknet?

Det var de nu ikke, men flere end 300 af de argentinske søfolk omkom. Brugen af det triumferende slangord var usmagelig, men sådan så briterne ikke på det. Jeg tror ikke, den engelske tabloidpresse faldt i Margaret Thatchers smag, men lur mig, om hun ikke delte forsideredaktørens følelser. I det omfang altså, man kan tale om følelser i forbindelse med Jernladyen.

Kort efter blev det afsløret, at Belgrano var på vej VÆK fra området, da det blev sænket. Jernladyen havde ikke så mange argumenter, men fastholdt stædigt, at krigshandlingen var fuldt berettiget. Og hendes popularitet toppede på hjemmefronten.

Nu er hun så død. Fred med dig, Maggie – mere kan jeg ikke drive det til. Jeg ville ikke kunne få et ’æret være hendes minde’ over mine læber. Siden er det væltet ind med rosende ord om hendes indsats. Selv synes jeg, at denne viljestærke og stædige repræsentant for den mest indædt reaktionære og småborgerlige engelske middelklasse skabte mere nød og elendighed end strålende resultater.

Hun er blevet hyldet for sejren over de berygtede minearbejdere, der kæmpede for bevarelse af urentable miner, der udgjorde deres eksistensgrundlag. Thatcher havde ikke noget alternativ til dem og ville ikke nøjes med at vinde over dem – hun ville jorde dem og deres fagforening totalt – fjerne dem fra jordens overflade. Det gjorde hun så, og hun var ikke sart med sine metoder.

Et af de billeder, der dukkede op, da jeg hørte, at Thatcher var død, er en totalt ødelagt by et eller andet sted i England. På TV så jeg resultaterne af, at Jernladyen ville have så lidt stat og regulering som muligt og maksimal frihed – ikke mindst til erhvervslivet. Hun mente også, at al form for planlovgivning og regulering var skabt af Fanden selv, og hun ophævede det forsøgsvis i lokalområdet.

Byen lignede et sted, hvor en eller anden havde tabt et kæmpe læs kasser i alle materialer og størrelser. Hulter til bulter var bygget et sammensurium af skure, barakker og andre bygninger. For her herskede det frie initiativ, og der var mange i byen, der ville lave hurtige forretninger og opførte de fornødne bygninger - helt efter eget hoved. Det var ikke længere en by, og slumbebyggelserne i sydamerikanske storbyer er ren idyl og æstetik ved siden af.

Jernladyen havde desuden fjernet al offentlig kulturstøtte, og selv biblioteket var lukket. ’Byens’ forarmelse var total. 

Jeg husker også den plan for genoprettelse af det totalt udpinte uddannelsessystem, der blev lavet, da Tony Blair overtog magten efter De Konservative. Der var tale om investeringer af astronomisk størrelse, og det ville tage årtier at få specielt de engelske grundskoler genrejst.

Selv fik jeg en oplevelse af arven efter Thatcher, da jeg i 1992 – et par år efter hun var blevet væltet af sine egne – var på tur i en husbåd på Themsen. Langs Themsen stinker der af penge, husene er store, og haverne er parker.  Vi havde et stort dannebrog vajende fra agterstavnen, og på et tidspunkt blev vi pludselig råbt an fra et fornemt udseende etablissement, hvor en flok rigmænd sad i solen og svingede drinksglassene. Danmark havde netop vundet EM i fodbold og stemt nej til Maastricht-traktaten. Det var af sidstnævnte årsag, de brølede af begejstring over vort flag.

Vi fulgte opfordringen, lagde til og gik op for at hilse på – det ku' jo være, der faldt en forfriskning af. De ellers stilige herrer var stinkende berusede med røde, rindende øjne. Hver af dem havde en af de dengang forholdsvis sjældne og dyre mobiltelefoner, der flittigt blev brugt til at passe forretningerne. Men de var bestemt ikke i spenderhjørnet. Så vi måtte selv købe os en fadøl, der kostede en mindre formue.

Et par dage senere havde vi havari nær Oxford og måtte ligge stille en hel dag. Jeg og et par venner gik en tur ind i landet. Kun få hundrede meter fra Themsen skiftede området karakter. Jeg har sjældent set noget så trøstesløst. Det var trist, fattigt og forfaldent, og i lejekasernerne – som Thatcher havde forsøgt at privatisere ved at sælge lejlighederne – stod hver anden lejlighed tom. De få mennesker, vi så, lyste af mismod og modløshed. Thatcher in memoriam.

Fattigdom, ulighed og markedets regulering af alt. Tekst til gravsten eller skamstøtte?