Det kommunale Danmark er stærkest, når kommunerne har frihed i opgaveløsningen. Frihed under ansvar giver mulighed for at organisere og justere tingene lokalt, hvilket jo giver mening, fordi det er lokalt i kommunerne, at man bærer det økonomiske ansvar.

Jeg har selv et ben i begge lejre, idet jeg sidder i en kommunalbestyrelse og netop i sidste uge er blevet udnævnt til kommunalordfører for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg. Jeg har derfor også en ulidelig klar erindring om de mange gange, jeg i kommunalbestyrelsesarbejdet har måttet ryste på hovedet over beslutninger truffet på Christiansborg.

Jeg mener, at vi skal blive bedre til at turde give kommunerne den nødvendige frihed, så vi kan fremelske den lokale virkelyst og kreativitet. Øget frihed skal forstås således, at kommunerne skal have frihed til at handle på den måde, som sikrer de bedste lokale resultater.

Kommunernes kreativitet er nemlig rigtig stor. Et eksempel herpå så vi ved sidste års budgetvedtagelse, hvor der var kommuner, som sparede på ældreplejen, fordi de havde en forventning om, at regeringen ville øremærke penge til netop dette område senere. Det var en kalkule, som viste sig at holde stik. Så vidt så godt. Men hvad, hvis finanslovsaftalen var faldet anderledes ud? Ja, så skulle tovtrækkeriet om det kommunale budget starte på ny, eller også skulle borgerne leve med en forringet ældrepleje. Sagen illustrerer udfordringen ved, at politikere på Christiansborg i virkeligheden ønsker at styre og prioritere kommunernes egne budgetter. Det skaber en mistillid ude i kommunerne og skader kommunernes mulighed for at tænke ud af boksen og søge lokale løsninger i et langsigtet perspektiv.

Desværre kan jeg frygte, at det bliver en lang sej kamp at få standset detailstyringen af kommunerne fra Christiansborg. Hver gang der kommer en ny undersøgelse eller et TV-indslag, som udstiller en kommune, som ikke gør tingene godt nok, står politikere i kø for at kræve ny lovgivning og kortere snor i kommunerne. Lige nu behandler Folketinget eksempelvis et forslag om at kræve, at hver sagsbehandler i kommunerne maksimalt må behandle 25 børnesager. Et forslag, som nok er stillet i den bedste mening for at højne kvaliteten i sagsbehandlingen af vores allermest udsatte børn og unge. Hensigten er åbenlyst sympatisk, og jeg anfægter slet ikke intentionerne fra forslagsstillerne. Jeg spørger bare mig selv: Hvorfor måle på antallet af sager per medarbejder i stedet for at måle på kvaliteten i sagsbehandlingen? Er det ikke netop her, at vi på Christiansborg skal turde lade kommunerne organisere sig selv fremfor at detailplanlægge, hvor mange årsværk en kommune skal bruge per børnesag? Der kan jo være forskel på sagstyngden fra kommune til kommune. Der er sågar forskel på sagstyngden fra sagsbehandler til sagsbehandler.

Jeg er klar over, at hvis vi lovgiver, så er vi på den sikre side. Vi kan ikke bagefter blive kritiseret for at have gjort for lidt, selvom det så er på bekostning af det kommunale selvstyres ret til organisere sig. Men detailplanlægningen fra Christiansborg har den fatale ulempe, at den lægger en dyne af bureaukrati ned over landets kommuner – for slet ikke at tale om de lokale frustrationer, det giver, når man bliver tvunget til at skifte kurs på grund af nye regler. Det giver frustration i ledelsen af kommunerne og blandt medarbejderne, men endnu vigtigere  er, at det ødelægger den service, som borgerne oplever.

Den kommunale sektor skal effektiviseres, de kommende år. Den allerlavesthængende frugt er efter min mening, at vi får genoprettet tilliden til de lokale og borgernære løsninger, standser bøvl, bureaukrati og lovindgreb og i stedet sætter kommunerne fri.