Kommunen.dk
MENU

Fra bonderøv til borgmester og andre navnehistorier ...

Ugens navne - kort og godt

Fra bonderøv til borgmester og andre navnehistorier ...

Ugens navne - kort og godt
Uddannet landmand og folkekær borgmester (V) i Silkeborg, Steen Vindum, fylder 50 år.
Uddannet landmand og folkekær borgmester (V) i Silkeborg, Steen Vindum, fylder 50 år.

50 år

Bonderøven, som blev borgmester i Silkeborg

Steen Vindum snuppede for fire år siden borgmesterkæden fra socialdemokratiske Hanne Bæk Olsen og sørgede for, at Venstre efter 60 år igen kunne indtage borgmesterstolen i Silkeborg. 5. september fylder den folkekære borgmester 50 år.

Han kom ind i kommunalpolitik i 2005 og har blandt andet siddet som formand for Børne- og Ungeudvalget og som medlem af Økonomiudvalget.

Borgmesterkæden betød, at Steen Vindum måtte sige farvel til et par tillidsposter i landbruget, hvor han blandt andet var formand for Landboforeningen Midtjylland og LMO, det fælles rådgivningsselskab for landmænd i Midt- og Østjylland. De to forskellige kasketter var uforenelige, lød det fra Vindum til Midtjyllands Avis.

Under Vindums borgmestertid har vækst til den midtjyske by været i centrum. Det betyder også, at han lidt kækt har givet dynekongen Lars Larsen "et godt tilbud" om at afholde hans årlige golfturnering Made in Denmark i 2018 i Silkeborg fremfor i Himmerland. Med i tilbuddet følger et solidt økonomisk tilskud fra kommunen. Lars Larsen har takket ja.

Steen Vindum er opvokset på landet, er uddannet landmand, driver et større landbrug i Pederstrup nord for Silkeborg og kalder sig selv for en bonderøv.

Han har i år kunnet fejre sølvbryllup med sin kone, Charlotte, som han mødte i 10. klasse på Kjellerup Skole. Sammen har de tvillingerne Jeppe og Søren.

/Ritzau/

 

70 år

Venstres indpisker er trådt et skridt bagud

Han har svunget den liberale fane tårnhøjt i 34 år. Han har knoklet i magtens maskinrum under Venstres to statsministre Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen samt Uffe Ellemann-Jensen, som var en hårsbred fra magten.

Claus Hjort Frederiksen, som 4. september fylder 70 år, har i årevis kæmpet utrætteligt for Venstre. Så meget, at Anders Fogh takkede ham, ikke sin kone, da Venstre i 2001 vandt en knusende valgsejr.

Hjort blev færdig som jurist i 1972 og fik straks job som fuldmægtig i Landbrugsministeriet. Så skiftede han 1977-79 til at arbejde som sekretær hos arbejdsgiverne i Industrifagene.

Siden 1983 har han stået lige bag magten i Venstre. Først i to år som administrationschef, så 16 år som partisekretær under Ellemann, Fogh og Løkke.

Derfor har han været med til at udforme Venstres valgkampe og budskaber. Da Uffe Ellemann-Jensen i 1998 tabte valget til Poul Nyrup Rasmussen (S) med knap 200 stemmer, lagde Hjort, Løkke og Fogh linjen om for at vinde magten. De tog penge til sygehuse fra ulandsbistanden, skærpede straffen for vold, strammede udlændingepolitikken og angreb ekspertvældet. Det kunne Nyrup og Socialdemokratiet ikke matche.

Ved magten blev Claus Hjort Frederiksen først beskæftigelsesminister i otte år. Da Anders Fogh Rasmussen i 2009 blev NATO-generalsekretær, blev Hjort finansminister efter Løkke, der afløste Fogh som statsminister.

I syv år som finansminister samarbejdede Hjort tæt med Kristian Thulesen Dahl, som først var Dansk Folkepartis finansordfører, så formand. Det skabte debat, da Hjort mente, at Venstre og Dansk Folkeparti delte værdier.

I 2016 veg Hjort sædet som finansminister for partifællen Kristian Jensen, da Løkke tog Liberal Alliance og De Konservative med i regeringen.

Nu kæmper han som forsvarsminister for "substantielt" flere penge til Forsvaret i lyset af russisk aggression. Som dreven politisk håndværker har Hjort gødet jorden for at lave et forsvarsforlig med Socialdemokratiet.

/ritzau/

Jammerbugt

Kommunaldirektør har fået nyt job

Efter i alt tyve år i Aabybro Kommune og Jammerbugt Kommune har kommunaldirektør Henrik Hartmann Jensen valgt at søge nye udfordringer som sekretariatsleder for Business Region North Denmark (BRN). Henrik Hartmann Jensen bliver i sin nuværende stilling i en periode frem til medio oktober for at følge nuværende opgaver godt på vej. Processen med at finde afløseren til stillingen som kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune vil gå i gang inden længe.

 

Kolding

Erhvervsdirektør har sagt op

Administrerende direktør for Business Kolding, Tommy Langhoff, har sagt sin stilling op. De to parter har i fællesskab indgået en noget usædvanlig aftale, som betyder, at han indtil sin fratrædelse senest den 30. juni 2018 fortsætter uændret i sin rolle som administrerende direktør. Han vil samtidig bidrage i rekrutteringen af en afløser. Tommy Langhoff kom til Business Kolding fra en periode med opstart af virksomheden EffiMat Storage Technology A/S i robotklyngen i Odense.

 

Egedal

Viceborgmester er død

Den konservative 1. viceborgmester i Egedal Kommune, Jens Jørgen Nygaard, er gået bort i en alder af 68 år. Jens Jørgen Nygaard var fra 1998 til 2006 borgmester i den daværende Ledøje-Smørum Kommune. Siden 2006 har han været 1. viceborgmester i Egedal. Han måtte i januar have suppleant på i kommunalbestyrelsen efter alvorlig sygdom - men figurerede samtidig som spidskandidat til KV17.

 

Middelfart

Farvel til spildevandsdirektør 

Det kommunale selskab Middelfart Spildevand har skilt sig af med sin direktør Allan Bruus ved en såkaldt gensidig overenskomst. Årsagen er blandt andet uenigheder om økonomien. Ifølge bestyrelsens formand, byrådsmedlem Allan Buch (S), er der “kommet nogle ændringer i den lov, der regulerer vandselskaberne, og så har vi set forskelligt på, hvordan vi skulle forholde os økonomisk til de ændringer”. Indtil en ny direktør for Middelfart Spildevand er fundet, konstitueres Middelfart Kommunes økonomichef Thomas Foged i stillingen.

 

Sorø

Henter vicekommunaldirektør i Greve

Sorø Kommune har ansat 48-årige Maj Buch til at overtage stillingen som vicekommunaldirektør fra Søren Ole Sørensen. Søren Ole Sørensen har fået direktørjob i Kalundborg Kommune. Maj Buch kommer fra en stilling som direktør i Greve Kommune, hvor hun har været en del af topledelsen siden 2005 og har arbejdet med en række indsatser blandt andet på skoleog integrationsområdet samt det boligsociale område. Hun tiltræder som vicekommunaldirektør den 1. oktober.

 

Svendborg

Tidligere rådmand bliver fritids- og kulturchef

Fra 1. oktober træder tidligere rådmand for Socialdemokratiet i Odense, Søren Thorsager, ind på rådhuset i Svendborg for at sidde i spidsen for Kultur- og Fritidsforvaltningen. Han kommer fra et job som områdechef for jobrehabiliteringen i Odense Kommune. Han er oprindelig uddannet lærer og har siden taget en diplomuddannelse i kommunikation og ledelse.

 

Sønderborg

Borgmesterkandidat dropper vikariat på Borgen

Lokalpolitiker Stephan Kleinschmidt, der er borgmesterkandidat for Slesvigsk Parti i Sønderborg, har stået til at være vikar for MF Lotte Rod (R), når hun går på barsel til oktober. Men Kleinschmidt oplyser, at han hellere vil kaste alle kræfter ind i kampen om borgmesterposten. Til FV15 fik Stephan Klein-schmidt 2.819 personlige stemmer og var millimeter fra at blive valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre, som han har været kandidat for siden november 2012. Marlene Borst Hansen (R), der sad i Folketinget for De Radikale 2011-15, træder ind som vikar i stedet. Kleinschmidt er i gang med sin tredje byrådsperiode - i øjeblikket som formand for Kulturel og Regional Udvikling og formand for Kulturregion Sønderjylland Schleswig.

 

Middelfart

Steen Dahlstrøm holder pause efter ekstraordinært arbejdspres

Borgmester Steen Dahlstrøm (S) har efter længere tids ekstraordinært stort arbejdspres, blandt andet i forbindelse med Ewii-sagen samt dødsfald i den nærmeste familie besluttet at tage en kortere pause, oplyser kommunen. Steen Dahlstrøm har taget beslutningen, for at han kan komme tilbage med fornyet energi og arbejde videre med Middelfart Kommunes dagsorden. Han forventer at være tilbage i løbet af nogle uger. 1. viceborgmester Mikkel Dragmose-Hansen (SF) varetager Steen Dahlstrøms opgaver i hans fravær. Steen Dahlstrøm kom i begivenhedernes centrum i sommer, da direktøren for Ewii, Knud Steen Larsen, blev fyret for kritisabel administration af koncernens økonomi, mens Dahlstrøm sad som formand for Ewiis bestyrelse. Før repræsentantskabet skulle vælge ny formand, valgte Dahlstrøm selv at trække sig som formand for Ewii. Steen Dahlstrøm har været borgmester i 32 år og er igen sit partis spidskandidat til posten.

 

Rebild

Oplandslisten skifter ud i Rebild

Søren Søe fra Oplandslisten træder ud af byrådet per 1. september, oplyser Nordjyske. Samtidig varsler lokalpolitikeren med næsten otte år i byrådet bag sig, at han meget vel kan finde på at vende tilbage igen efter næste periode.

- Jeg har så mange jern i ilden med en stor vækstplan for min virksomhed, at den tager en voldsom stor del af min tid. Det betyder, at jeg ikke føler at kunne engagere mig 100 procent i arbejdet som lokalpolitiker, som jeg virkelig også ønsker, forklarer Søren Søe.

Ved hans udtræden af byrådet indtræder i hans sted Oplandslistens førstesuppleant Axel René Aubertin.

 

Dragør

Landets ældste lokalliste er nu størst

Liste T står i Dragør for Tværpolitisk Forening, og det har det gjort siden 1962. For lige siden har den tværpolitiske liste, der er landets ældste af slagsen, haft mindst en plads i kommunalbestyrelsen. Se-nest har listen fået hele fem pladser i den bare 15 mand store kommunalbestyrelse, men den ved KV13 fik tre valgt ind - lige så mange som S, V og K.

Det var i første omgang 2. viceborgmester Peter Læssøe, Annette Nyvang og Ebbe Kyrø, som siden fik selskab af Svend Mathiasen, der tidligere har repræsenteret Amagerlisten og Alternativet, før han kom til liste T.

Som femtemand optræder nu Jens Passarge, der først blev valgt ind for Venstre for siden at bryde en konstitueringsaftale,  blive ekskluderet og optaget i det nye parti Nye Borgerlige, hvorfra han i sommeren 2016 også blev ekskluderet, fordi han ikke havde været 'tro mod partiets politik'. Blandt andet havde han stemt for en bevilling i byrådet til Venligboerne.

 

Hørsholm

Eks-kommunaldirektør stiller op for Venstre 

På Venstres liste til KV17 optræder i Hørsholm nu en tidligere kommunaldirektør, nemlig Oluf Berg Ravn, oplyser Frederiksborg Amts Avis. Den nu 69-årige Oluf Berg Ravn beklædte den administrative topstilling i den daværende Midtdjurs Kommune 1981-1987 og stiller i sin nuværende hjemkommune op som nummer 10 på listen, der som spids har Annette Wiencken.

V-formand Jørgen Eirfeldt påpeger over for avisen, at listen 'omfatter en bred vifte af kompetencer fra det private erhvervsliv og det offentlige: En ejendomsmægler, en ad-vo-kat, en investeringsrådgiver, en tidligere kommunaldirektør, en officer, en gymnasielærer, en kunstner, en it-seniorrådgiver, en chefredaktør, en sekretariatetschef, en cand.mag. og en chefkonsulent'.

Venstre har i dag fem medlemmer af det 19 medlemmer store byråd.

 

Bornholm

EL-politiker lagt på is af partiet efter uenighed om partiskat

Medlem af kommunalbestyrelsen på Bornholm Bo Haxthausen stiller ikke op ved KV17 og træder ud af bestyrelsen i Enhedslisten Bornholm. Det sker som konsekvens af, at partiet har afbrudt samarbejdet med Haxthausen, der fortsætter i kommunalbestyrelsen perioden ud, oplyser Bornholms Tidende. Partiet begrunder sin beslutning med dårligt samarbejde og med, at Bo Haxthausen ikke har betalt sin partiskat de seneste måneder. Partiskatten udgør 45.000 kroner om året. Selv har Haxthausen sin egen opfattelse af, hvad han skal betale i partiskat i forhold til den arbejdsindsats, han leverer. Det fremgår dog også af avisen, at det spiller en rolle, at Haxthausen i februar følte sig desavoueret ved at blive opstillet som nummer 4, så han 'ikke ville have en jordisk chance for at komme ind i kommunalbestyrelsen'.

 

Aarhus

Pernille Blach Hansen sprang fra jobtilbud 

Pernille Blach Hansen, tidligere politisk ordfører for Socialdemokratiet i Folketinget, valgte torsdag at sige nej tak til at blive ny direktør for den skandaleramte Teknik og Miljø-forvaltning i Aarhus. Det skete, efter at det kom frem, at byrådets fire borgerlige partier havde stemt imod, fordi de ikke fandt hende kompetent til jobbet.

Blach Hansen er tidligere teknik- og miljødirektør i Randers og arbejder nu som senior director hos Lego. Hun var af flertallet udset til at afløse Erik Jespersen, som i juni blev indstillet til afskedigelse af en enig magistrat efter flere skandalesager i afdelingen.

 

Frederikssund

V-politikere skifter i byrådet i Frederikssund

Venstre skifter ud i Frederikssund Byråd, når 22-årige Emilie Tang flytter til København og overlader sin plads til førstesuppleanten, 49-årige Jette Christensen, oplyser Frederiksborg Amts Avis. Jette Christensen har tidligere været medlem af byrådet, idet hun som førstesuppleant for Konservative afløste Ole Sø-bæk i foråret 2011, og et års tid senere fulgte hun den daværende K-gruppeformand Morten Skovgaard over i Venstres gruppe. Hun er også kandidat for Venstre til KV17.

 

Lolland

S-politiker flytter fra Lolland Kommune

Lise Damsbo Savic (S) forlader Lolland Byråd, da hun og familien flytter til nabokommunen Guldborgsund. Det betyder derfor, at hun må vinke farvel til sin plads i byrådet, som hun ellers har siddet i siden KV13, skriver Folketidende. Det bliver Hanne Møller (S), som overtager pladsen i byrådet.

 

Nordjylland

Ny administrerende direktør for Væksthus Nordjylland

Fra den 1. august blev det Lars Erik Jønsson, der afløste Flemming Larsen som administrerende direktør for Væksthus Nordjylland. Han skal blandt andet være med til at stå i spidsen for et bredt erhvervssamarbejde i regionen. Væksthus Nordjylland er blandt de fem væksthuse, der blev etableret i Danmark i 2007. De har til formål at tilbyde målrettet vejledning og problemafklaring til iværksættere og virksomheder, der er vækstorienterede. Lars Erik Jønsson har tidligere arbejdet som viceadministrerende direktør i VisitDanmark og har i denne position siddet i bestyrelsen i VisitNordjylland.

 

Dansk Socialrådgiverforening

Formand sygemeldt med stress

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, er sygemeldt med stress. Dansk Socialrådgiverforening oplyser, at medlemmerne af forretningsudvalget nu har fordelt Berlaus arbejdsopgaver mellem sig for på den måde at give den sygemeldte formand ro til at komme sig. 40-årige Majbrit Berlau har stået i spidsen for landets 16.500 socialrådgivere siden november 2012.

 

FTF

Næstformand fundet internt

FTF har fået ny næstformand, idet Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, blev valgt som afløser for den hidtidige næstformand, Finansforbundets formand Kent Petersen. FTF er hovedorganisation for 70 faglige organisationer med cirka 450.000 medlemmer i den offentlige og private sektor. Udover Dansk Sygeplejeråd omfatter FTF også faglige organisationer, blandt andre BUPL og Politiforbundet. Grete Christensen har siddet i forretningsudvalget siden 2009 og skifter nu titlen som formand for FTF’s udvalg om arbejdsliv ud med titlen som næstformand for hele organisationen.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR