Bertel Haarder, der her ses optræde på seneste Folkemøde sammen med Emmelie de Forest, er blandt de interviewede kulturbeslutningstagere i bogen.
Bertel Haarder, der her ses optræde på seneste Folkemøde sammen med Emmelie de Forest, er blandt de interviewede kulturbeslutningstagere i bogen.
Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Forudsigelige svar på spørgsmål om kultur

Jørgen Bartholdy anmelder museumsinspektør Merete Sanderhoffs ’Et Spørgsmål om Kultur; Kulturpolitikken til debat’.

boganmeldelse

Af Jørgen Bartholdy, fhv. bibliotekschef i Skanderborg | [email protected]

Vi har kun lige fået fast grund under fødderne efter det seneste folketingsvalg i juni. Det blev både før, under og efter - er de fleste enige om - et af de mere minderige. Sidste-øjebliks-udmeldinger fra den siddende statsminister om samarbejde over midten, partilederskift såvel undervejs som efter blev ivrigt akkompagneret af den skingre stemme fra en mand, der i fuldt alvor betegner sig selv som ’danernes lys’.  Ikke noget under, at kun få opfattede de spæde pip fra en kultursektor, som igen-igen måtte se sig fuldstændigt overhørt.

Sektoren har selv kendt problemet længe. På den ene side hyldes kultur som selve den lim, der binder vores samfund sammen. På den anden side ønsker ingen at stå frem med visioner for området.

Det forsøger Merete Sanderhoff, som er inspektør ved Statens Museum for Kunst, at gøre noget ved. I maj kom hendes bog ’Et Spørgsmål om Kultur; Kulturpolitikken til debat’, hvori hun udfordrer en række kulturledere, politikere og debattører til at svare på de samme fem spørgsmål om især den statslige kultursektors udfordringer og visioner.

Selvforstået overset
Den udløsende faktor for overhovedet at give sig i kast med en så uoverskuelig opgave er umiddelbart de seneste års krav til statslige kulturinstitutioner om årlige besparelser på to procent. Det opleves efterhånden voldsomt i en sektor, som ikke nogensinde har været velpolstret, men fornemmelsen af at blive overset i den politiske debat er ældre og mere grundfæstet i kulturverdenens selvforståelse end det.

Forfatterens ambitionsniveau er højt. Ud over at stimulere til refleksion og levere konkrete indspark ønsker hun at skabe et billede af vor tids holdninger til kulturen, og i et par indledende kapitler gør hun rede for baggrunden samt sine overvejelser om bogens form, ligesom hun leverer en kort introduktion til den danske kulturverden.

I alt taler Sanderhoff med 42 beslutningstagende personer med meninger om kulturen. De strækker sig fra DRs Maria Rørbye Rønn over Bente Sorgenfrey fra fagbevægelsen til Bertel Haarder. De fleste er fra det statslige område og repræsenterer – som forfatteren selv - museums- og ikke mindst kunstmuseumsverdenen. Derudover er der enkelte kunstnere og repræsentanter fra de store private fonde. Kommunale aktører er valgt fra.

De fem spørgsmål, der stilles, er: Hvilket kulturelt Danmarks-kort vil du gerne give videre til de kommende generationer? Hvordan afspejler det sig i den praksis, du står for? Har vi brug for armslængden i forvaltningen af kultur? Hvad kan vi undvære i det danske kulturlandskab? Hvordan kan kulturen opnå en øget vægt på den politiske dagsorden?

Potentiale i armslængdeprincippet
De enkelte interviewpersoner får frie hænder til at besvare hvert spørgsmål, og Sanderhoff bryder kun ind med få supplerende bemærkninger. Det er befriende for en gangs skyld at læse lange uddybende svar, og interviewene udfolder sig som den enkelte deltagers velovervejede, men også taktisk afstemte bud. Det er pænt og net, men uden de store overraskelser.

Det er især spørgsmålet om armslængdeprincippet, som leverer interessante og lidt varierende svar, og man mærker de forskellige positioner, de enkelte interviewpersoner indtager. Det spørgsmål alene kunne være et godt afsæt for en bredere diskussion om mål og visioner både på det politiske og det faglige niveau.

   De fleste er fra det statslige område og repræsenterer – som forfatteren selv - museums- og ikke mindst kunstmuseumsverdenen. Derudover er der enkelte kunstnere og repræsentanter fra de store private fonde. Kommunale aktører er valgt fra.

Sludrende ligegyldighed
Mere ligegyldigt fremstår spørgsmålet om, hvad vi kan undvære i det danske kulturlandskab. Der er nogle få, relativt klare formuleringer af nedprioriteringsmål inden for eget område, men ingen ønsker at lægge sig ud med gode allierede eller stærke fjender i en tid, hvor det gælder om at holde ro i vognborgen, og meget ender derfor i sludrende ligegyldighed. Det faste skema og de interviewedes store medieerfaring gør i det hele taget bogen lidt forudsigelig.

Indimellem er der dog skarpe iagttagelser og gode pointer, og set lidt fra sidelinjen giver bogen et hurtigt indblik i, hvad det er for prioriteringer, de statslige kulturinstitutioner opfordres til at foretage. En bredere interviewkreds og en mere åben tilgang til emnet kunne have gjort bogen mere interessant. Som den foreligger her, efterlades man med en fornemmelse af, at forfatteren af angst for at høre svarene knap nok tør stille spørgsmålene.

Bøger

Kultur

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet