Hvad betyder det egentlig at være fri som menneske. Ikke fri som forbruger, der bruger sine penge, som man vil - eller som fri arbejdskraft, der kan sælge sin arbejdskraft frit - vel og mærke hvis der er en arbejdsgiver, der vil købe arbejdskraften. Men fri som borger og menneske. 

I ethvert samfund et burde det være en grundlæggende rettighed, at ingen skal frygte fattigdom, ydmygelser i systemet eller miste eksistensgrundlaget, fordi livet slår en skæv kurve, fordi man vil noget andet. Men at man har ret til at eksistere uanset hvad. Derfor er det på høje tid, at vi tager ideen om borgerløn – eller en samfundssikret mindsteindkomst – alvorligt.

Et samfund, der bygger på solidaritet og frihed, må sikre sine borgere retten til et værdigt liv – uanset om de kan eller vil arbejde, er syge eller ikke syge, under uddannelse, i overgangsperioder eller bare trænger til eller ønsker at stoppe op. En ret til at eksistere. Det handler om basale behov: tag over hovedet, mad, varme, adgang til sundhed og tryghed. Basale behov som man har en menneskeret til at have.

At garantere en ubetinget mindsteindkomst – uden kontroltyranni, ydelsessanktioner og mistænkeliggørelse – er ikke radikalt. Det er ansvarligt. Og det er en forlængelse af FN’s menneskerettighedserklæring, der i artikel 25 fastslår retten til tilstrækkeligt livsgrundlag.

Systemet er mistroisk, ineffektivt og nedbrydende

I dag bruger vi enorme ressourcer på at kontrollere, overvåge og regulere borgere, der har brug for hjælp. Systemet er mistroisk, ineffektivt og nedbrydende. I stedet for at hjælpe folk på benene, holder det dem fast i fattigdom og skam. Tusindvis af sagsbehandlere, klagesystemer og aktiveringsforløb har skabt en socialpolitik, der er blevet mere et jobcenter for bureaukrati og udskamning end en støtte for mennesker. 

Samfundet har defineret at alle menneskers  gode liv er på et arbejdsmarked - uanset om man er enig eller ej. Derfor skal man også gøre som samfundet - systemet - eller jobcenteret siger man skal - for at få retten til en indkomst, der kan sikre at man har tag over hovedet og mad på bordet. 

En samfundssikret mindsteindkomst vil frigøre social- og beskæftigelsespolitikken fra dette tvangssystem. Den vil gøre det muligt at fokusere på reel støtte til dem, der har komplekse problemer: misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed eller vold. Givet på de pågældendes præmisser - med udgangspunkt i hvad, de selv mener, er det gode liv for dem. 

Borgerløn eller en samfundssikret mindsteindkomst er ikke en gave. Det er en investering i frihed, tryghed og fællesskab. Det er en måde at modernisere vores velfærdssamfund på, så det ikke bygger på mistillid, men på tillid. Ikke på tvang, men på mulighed. Ikke på ydmygelse, men på ret.

Vi kan ikke blive ved med at plastre et gammelt system sammen. Vi har brug for en ny samfundskontrakt. En der bygger på, at ingen skal falde igennem. Men tværtimod lægger ansvaret over på mennesket - ikke ansvaret for at have tag over hovedet men ansvaret for at definere, hvad det gode liv er for mig.

Ingen vil arbejde - er nok det argument der råbes højst. Selvfølgelig er der det. Rigtig mange er glade for at have et arbejde - at tjene de unægtelig mange flere penge end en samfundsikret mindsteindkomst vil give.

Men at få muligheden for at træde tilbage og prioritere anderledes, hvis ungerne mistrives, og der er brug for lidt mere tid; eller hvis man hellere vil hakke lidt ukrudt og passe kartoflerne i køkkenhaven eller ….ja lige hvad du vil. Den ret skal vi have.