Antallet af diagnoser blandt børn og unge er skudt i vejret. På blot et årti er der sket en stigning på hele 37 pct. 

Den markante stigning får fremtrædende forskere til at tale om, om der er gået inflation i psykiatrien, og at diagnoser er endt med at blive en adgangsbillet til hjælp. Det skal vendes, hvis det ikke skal gå ud over samfundsøkonomien og det psykiatriske felt, advarer de. 

Nye tal fra Landspatientregistret viser, at der fra 2012 til 2021 er stillet en psykiatrisk diagnose 113.000 gange - en stigning på 30.000 over ti år. Men det er langtfra hele billedet, mener forsker i overdiagnostik ved Københavns Universitet John Brandt Brodersen.

- Vi lever i et samfund, hvor man søger kliniske svar, når vi har det skidt eller udviser tegn på mistrivsel. Vi gør raske børn syge uden grund, konstaterer han.

For hurtig på aftrækkeren

John Brandt Brodersen er speciallæge i almen medicin og har forsket i overdiagnostik i mere end 10 år og har derfor indblik i, hvordan udviklingen i diagnosticering har set ud over de sidste mange år. 

Ifølge ham er man i dag for hurtig på aftrækkeren med at ty til kliniske svar og man kigger i højere grad forbi åbenlyse forklaringer som f.eks. mistrivsel i skolen eller problemer i hjemmet. 

- Det kan være en overset ordblindhed, der gør, at Sofie i tredje klasse ikke kan koncentrere sig om at læse i undervisningen. Men det er ikke det første, man tænker på. I stedet vender man blikket mod det kliniske felt og søger svar der, forklarer han. 

Danmark er ikke alene om fænomenet. Studier fra Tyskland viser, at der er sket en bemærkelsesværdig stigning i antallet af psykiatriske diagnoser hos børn og unge over de sidste 50 år. Studierne viser samtidig, at årsagen til stigningen kan tilskrives klinisk overdiagnosticering frem for en stigning i antal personer, der lider af en faktisk psykisk lidelse. 

Der er mangel på lignende forskning i Danmark, men sidste år udgav Sundhedsstyrelsen tal, der viser, at omkring 15 pct. af alle børn og unge under 18 år bliver diagnosticeret med en psykiatrisk lidelse, og at 16 pct. oplever mentale problemer eller psykisk sygdom, inden de fylder 10 år. 

John Brandt Brodersen tolker tallene som en tydelig indikator for overdiagnosticering i den danske psykiatri. 

Han tilføjer, at børn og unge, der befinder sig på ventelisten til at blive udredt i psykiatrien for blandt andet ADHD, oplever bedring i løbet af ventetiden og derfor ender med ikke at blive udredt. 

- Intet tyder på, at børn og unge er blevet mere syge i dag. Men diagnoser som autisme, depression og ADHD er blevet ændret over tid til at inkludere mildere og mildere symptomer. Det betyder jo selvsagt, at flere får diagnoserne, siger han. 

Adgangsbillet til hjælp

Uanset om der er tale om en korrekt given diagnose eller ej, så er det ikke uden grund, at forældre stiller sig i kø på de lange ventelister for at få deres barn udredt for ADHD eller autisme. 

Det påpeger sundhedsøkonom fra SDU Marie Kruse, som også forklarer, at børn og unge oftest først får hjælpen, når de har dokumentation for, at de er syge. 

- Diagnosen er deres adgangsbillet til hjælp fra kommunen. Børn uden diagnoser får ikke hjælp, og det gør man nødvendigvis heller ikke, fordi man har diagnosen, men det øger i hvert fald chancen for det, forklarer hun. 

- De står ikke i kø for sjov. De har brug for støtte, og de har brug for at få den her diagnose for at få hjælpen. Hvis de fik hjælp på en anden måde, så behøvede de måske ikke stille sig i kø for at få den diagnose. 

Marie Kruse pointerer, at det kan have store samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis barnet ikke får den fornødne hjælp, hvorfor hun godt forstår, hvorfor flere ser sig nødsaget til at søge hjælp i psykiatrien, hvis barnet har brug for kommunal støtte. 

- Ikke nok med at barnet mistrives og halter bagefter i skolen og derfor potentielt kommer til at få svært ved at komme ud på arbejdsmarkedet, så kan det også betyde, at forældrene er nødt til blive hjemme hos barnet, hvis han eller hun ikke har mulighed for at komme i skole, siger hun og forklarer videre: 

- Så ender det med at gå ud over forældrenes indsats på arbejdsmarkedet, og i værste tilfælde kan det også betyde, at forældrene får det dårligt psykisk, så de også skal have hjælp.