Flygtningekrisen har nærmest helt stjålet billedet fra det, som normalt plejer at være dansk politiks helt store emne, nemlig regeringens forslag til næste års finanslov. En sag, der handler om fordeling af cirka 1100 milliarder kroner, men hvor hundeslagsmålet blandt de politiske partier i virkeligheden handler om at flytte rundt på ganske få milliarder kroner. Med andre ord skal prioriteringerne se ud af noget, der dels viser regeringens farve, dels virker indbydende på de partier, som kunne tænkes at gå med i et forlig. Og i år er de færreste i tvivl om farven: Den er blå.

Den første finanslov efter valget lægger op til, at regeringen får sin finanslov igennem med sit parlamentariske grundlag, det vil sige de øvrige tre partier i blå blok. Imidlertid har de tre partier hver især forskellige politiske prioriteringer, og umiddelbart er der lagt en gulerod ud: Accepterer partierne udspillet, så må de være med til at prioritere 1,7 milliarder kroner de næste fire år.  Vil man derimod ikke være med til at kradse pengene ind, så får man heller ikke æren eller glæden af at ”omprioritere” dem til de gode formål, som regeringen allerede har øremærket, og andre ting.

6,6 milliarder skal spares

Er forslaget radikalt anderledes end tidligere finanslove? Det kan man ikke sige. Der skal spares 6,6 milliarder kroner, og det er beskedent set i lyset af det store budget.  De besparelser, der er på velfærd, er naturligvis iøjnefaldende, men billedet nuanceres af, at regeringen samtidig vil bruge 2,4 milliarder kroner ekstra på sundhedsområdet samt en halv milliard kroner til særlig udsatte. Mere entydigt er det med regeringens prioriteter med hensyn til miljø og klima, hvor man for eksempel fjerner NOx-afgift og afgiftsfritagelse på elbiler.

Regeringen prioriterer desuden væksttiltag, der skal stimulere til mere privat virksomhed og investeringslyst – også udenfor byerne. Det sker ved at realisere Venstre-valgløfter som det nye boligjobfradrag og en stribe skattelettelser til erhvervslivet, herunder en lettelse af beskatningen af generationsskifter. Det kendetegner også klassisk borgerlig politik.

Der lægges op til et budget, der holder sig lige knap indenfor de økonomiske rammer, som Danmark – selvom vi ikke har indført Euroen som betalingsmiddel – har forpligtet sig til at følge i EU. For eksempel må budgetunderskuddet højst være på 3 procent af BNP. Regeringen regner med 2,8 procent til næste år. Det vil sige lige til grænsen.

Claus Hjorts ”buffer”

Generelt er udspillet stramt med hensyn til de offentlige finanser, hvilket er i fin tråd med det, som Venstre også lovede i valgkampen omkring nulvækst. Men holder det billede, når DF til sin tid under for-handlingerne får indrømmelser? Man skal også lægge mærke til, at finansminister Claus Hjort Frederiksen opererer med en ”buffer” på to milliarder kroner i forhold til EU's krav. Det er næppe den eneste ”buffer” i budgetudspillet, når forhandlerne træder ind i Struensee-værelset i Finansministeriet for at lægge arm om budgettet.

De Konservative har siden valget skærpet profilen især på tre områder: mere miljø, mere ulandshjælp og stoppe grundskyldsstigningerne. Man vil ikke skære i miljøinvesteringerne eller ulandsbistanden. Regeringen lægger dog op til at skære i en række miljøafgifter, blandt andet Nox-afgiften, samt skære hele 3,5 milliarder kroner i ulandsbistanden. Navnlig det sidste kolliderer med De Konservatives ønsker. Dertil kommer, at K står meget stejlt på, at grundskyldsstigningerne skal stoppes. Det sidste er meget dyrt, og umiddelbart er der slet ikke lagt op til indrømmelser til K's nye mærkesager.

Nul indrømmelser til K

Spørgsmålet er, om K kan hente støtte fra Liberal Alliance, der forud for finanslovsforhandlingerne har været meget neddæmpede i kravene. Også på kravet om lettelse i topskatten. Formentlig fordi man har en klar forventning om indrømmelser ved forårets indkomstskatteforhandlinger.

For Dansk Folkeparti har man spillet ud med krav om løfter om en ”ældremilliard”. Og det er der allerede lagt op til i udspillet. Men regeringen indregner også udgifter til 15.000 nye flygtninge næste år. Det er næppe noget, der vækker jubel i DF.

Der, hvor man med sikkerhed kan se en bred aftale, er, at der skal bruges flere penge på politiet og formentlig også til forsvaret.

Det bliver i al fald spændende at se, hvor besværlige forhandlingerne kommer til at forløbe i år med kun ét regeringsparti og tre mulige finanslovspartnere.