Det europæiske landkort rummer mange specialiteter, når det gælder demokratisk opbygning: Valgsystemerne er vidt forskellige, og det netop overståede græske valg eksponerer den særlige græske paragraf, der giver det vindende parti 50 mandater ekstra.

Ja, du læste rigtigt. Parlamentet rummer 300 pladser, hvoraf de 250 fordeles ved forholdstalsvalg, og så er der lige en ekstra bonus til det største parti, hvorved det venstreorienterede SYRIZA netop kunne supplere de 99 mandater, partiet scorede vedr forholdstalsvalg, med 50, så de endte med 149 pladser. Hver tredje af SYRIZA-politikerne er dermed ikke direkte valgt.

Ligesom det borgerlige Nyt Demokrati har PASOK også været dér. Efter 2012-valget sikrede 50 pladser til vinderpartiet-reglen absolut flertal til centrum-venstre-partiet (nogle vil mene mere centrum end venstre), der straks begyndte at indføre lovgivning henover hovedet på de andre partier - en position, SYRIZA denne gang lige netop ikke opnåede.

Den usædvanlige regel stammer fra situationen efter borgerkrigen 1946-49, hvor regeringer kom og gik i én uendelighed. Amerikanerne havde overtaget briternes rolle som protektor og påbød grækerne at strikke en valglov sammen, der kunne sikre politisk stabilitet. 50 mandater ekstra til vinderpartiet satte trumf på, så der i det mindste kunne regeres.

En flydende størrelse

Tyskerne har deres ekstraordinært høje spærregrænse på 5 procent med sin særlige historie. Briterne har deres besynderlige valgsystem, hvor blot én politiker fra hver af de 650 valgkredse kommer i Parlamentet. I Danmark havde det system stort set kun bragt Socialdemokraterne og Venstre i Folketinget.

Demokrati er med andre ord en noget løs indretning, en flydende størrelse. Så når aktuelle demokrati-modstandere vrænger ad demokratiet, giver det ikke megen mening, fordi der netop ikke er tale om universelle definitioner. Selv de selvudråbte demokrati-modstandere har deres ’demokratiske’ islæt. Nynazisterne i Danskernes Parti, der vel kan rubriceres som en form for anti-demokrater, har deres usympatiske underligheder såsom, at føreren egenhændigt skal godkende medlemmerne af ledelsen, men påberåber sig samtidig ’demokratiske spilleregler’, hvis de ikke inviteres med til det lokale gymnasiums paneldebat.

Og selv en kalif, der ser sig selv som udpeget af Gud eller Allah, må vel også en gang imellem ty til verdsligheder som en håndsoprækning i ny og næ, når der skal fordeles magt og indflydelse, medmindre han hver morgen begynder med at offentliggøre nye dekreter af Allahs vilje, som er indløbet i løbet af natten – og de nærmeste bliver ved med at tage dem for gode varer.

Uhellige alliancer

Tilbage til SYRIZA, hvis tilhængere nu ser deres partitop smilende alliere sig med et højre-nationalistisk parti. Jo, for sådan har græske partier altid gjort: Smedet uhellige alliancer – og ekskluderet resten. Man fornemmer, hvordan 50 pladser til vinderpartiet-reglen understøtter den praksis: Når selve valgloven præmierer en valgsejr i den grad, er det da et vink med en udtørret peloponnesisk vognstang om, at ’I vandt valget, og nu skal I godt nok se at få etableret et sikkert flertal’, hvis da ikke de 50 præmie-pladser udløste et absolut flertal. At de borgerlige fra Nyt Demokrati i 1990 indgik et fornuftsægteskab med kommunisterne udenom PASOK, indikerer den praksis: At det mest af alt handler om at få elimineret de største modstandere. Begreber som samarbejdende folkestyre snakker vi ikke så meget om her.

Måske trænger ’demokratiet’ til nogle hidtil uafprøvede fornyelser: Endnu bedre betingelser for at blive valgt som løsgænger?  Eller nye lofter for, hvor mange mandater det største parti overhovedet må få? Det største parti mister automatisk mandater, så man netop ikke kan regere selv? Polemisk sagt, selvfølgelig, men med den græske 50-mandaters præmie så tæt på: Om noget er ’demokratisk’ eller ’udemokratisk’, står altså til debat. Og det er i sig selv nok også meget godt.